Lisbeth Zornig Andersen

Beskrivelse

Lisbeth Zornig Andersen, født 1968, driver Zornig Consult, der rådgiver virksomheder indenfor it og ledelse på strategisk niveau. Dette med udgangspunkt i erfaringer hentet fra programmør- og chefstillinger i virksomheder som Codan, Danske Bank, KMD og Specialisterne.

Lisbeth Zornig Andersen var tidligere formand for Børnerådet og driver nu Huset Zornig. Ligeledes sidder Lisbeth i en række bestyrelser og Advisory Boards som Børnenes It-fond, It-universitetet, Det Sociale Netværk og Specialist People Foundation.

Lisbeth Zornig Andersen er derudover forfatter til en række bøger, som har fokus på udsatte børn og unge i Danmark, bl.a. den stærke selvbiografi ZORNIG- VREDE ER MIT MELLEMNAVN, hvor hun hudløst ærligt fortæller om en opvækst blandt vold og misbrug.

Læs mere

Seneste udgivelse

Jeg ville have sagt det, hvis ...

Omkring ti procent af alle børn i Danmark oplever seksuelle krænkelser fra voksne eller andre børn. Men kun hver femte siger det til nogen og får hjælp. En væsentlig årsag er, at det er et vanskeligt og tabubelagt emne at tale om, både for barnet og den voksne. Når børnene ikke fortæller noget, får de hverken hjælp til at stoppe overgrebene eller hjælp til at bearbejde skaderne.

I denne bog kommer livseksperterne – dem, der har oplevet overgreb – selv til orde med deres oplevelser og anbefalinger. Livseksperternes råd suppleres af forskellige fageksperters vejledninger. Den giver et indblik i, hvilke midler seksuelt krænkede børn bruger i forsøget på råbe voksne omsorgspersoner op, så de opdager overgrebene og hjælper med at få dem stoppet.

Det kan både som fagperson og privatperson være svært at finde ud af, hvordan man skal gå til en situation, hvor man har mistanke om, at et barn bliver udsat for overgreb, ligesom det kan være svært at vide, hvordan man skal klæde børn på til at kunne sige fra på de rigtige tidspunkter. Derfor denne bog, der med konkrete eksempler kommer rundt om emnet og giver anvisninger på, hvordan man kan spotte signaler og handle.

Bøger af Lisbeth Zornig Andersen