Klavs Styrbæk

Beskrivelse

Klavs Styrbæk er kok og driver virksomheden STYRBÆKS sammen med sin hustru Pia Styrbæk. I 2008 blev han tildelt Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom for kogekunst. Han har ved en kombination af konsistent og kreativt håndværk, krydret med nysgerrighedsdrevet begejstring, skabt en gourmetvirksomhed, hvor madoplevelsen og kvaliteten altid er i top. Med særlig sans for at skaffe unikke lokale råvarer af høj kvalitet har han stedse formået at holde kursen fast og samtidig ladet sin idealisme og begejstring åbne for fornyelse, der er præget af stor sikkerhed med hensyn til kvalitet. Den delikate balance mellem tradition og fornyelse kommer frem i hans internationalt prisbelønnede kogebog Mormors mad (2006), hvor retter, som vi snart har glemt, bringes frem i erindringen og gennemlyses af glæden ved maden.

Læs mere

Seneste udgivelse

Tsukemono

Tsukemono fremstilles oftest af grøntsager, men også af frugter; og vi vil måske kalde det ‛syltede sager.’ Tsukemono er dog langt mere end bare en måde at konservere frugt og grønt på.

Bogen er det første forsøg, også i international sammenhæng, på at bringe den japanske tradition med tsukemono ind i en større sammenhæng, som også omfatter kulturhistorie, videnskaben bag tilberedningsteknikkerne og smagen, alt sammen kombineret med forfatternes personlige erfaringer med i en årrække at have interesseret sig for og konkret arbejdet med at lave sprøde grøntsager inspireret af det japanske køkken.

 

Tsukemono betyder ‛noget, der er udblødt eller marineret.’ Mange kender allerede japanske retter og fødevarer som sushi, sashimi, ramen, teriyaki, misosuppe og sojasauce, men tsukemono? I virkeligheden er tsukemono en lige så almindelig del af et traditionelt japansk måltid som misosuppe, og japanere spiser tsukemono til ethvert måltid.