Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg
Del

Klaus Rifbjerg, f. 15.12.1931, har foldet sig ud i og eksperimenteret med alle litterære genrer. Titlen på hans debutdigte, Under vejr med mig selv (1956), kunne stå som overskrift over hele forfatterskabet. Med en usædvanlig sensuel iagttagelses- og erindringsevne har han kunnet fastholde skiftende tiders stemninger og skildre mangfoldige miljøer i ind- og udland.

Rejsen er et hovedtema, både som udforskning af omverdenen og som den enkeltes vej til og flugt fra identiteten. Hans egen første længere rejse gik til USA, hvor han studerede på Princeton University 1950-51. Siden er rejsen hyppigst gået Til Spanien (titel på en rejsebog fra 1971), som siden i en lang årrække var hans faste bopæl.

I Klaus Rifbjergs første roman, Den kroniske uskyld (1958), fortæller en gymnasiast om de unges problemer med at blive voksne — og med de voksne. I de følgende bøger har Klaus Rifbjerg ubesværet bevæget sig mellem aldersklasserne. Der er i Klaus Rifbjergs fortællekunst gerne et moment af leg, mest udtalt i Marts 1970 (1970). Titlen på en af novellesamlingerne, Det korte af det lange (1976), signalerer, at de i den kortere, mere pointerede form anslår romanernes hovedtemaer, ikke mindst kønsroller som i Mænd og kvinder (1982) og kampen for den frigørelse, der ligger ligefor, og som dog er så fjern, som antydet med titlen til Borte tit (1986).
Der er aldrig tale om idédigtning, men mange af personerne har almindeligt udbredte skøre idéer; civilisationskritikken ligger især, og ikke særlig skjult, i personkarakteristikken. Handlingen i fortællingerne kan vanskeligt refereres uafhængigt af fortællemåden: Også Klaus Rifbjergs prosa får sin kraft af hans lyriske musikalitet.

Som lyriker hører Klaus Rifbjerg til de store fornyere. Der er ingen emner og ingen ord, der er for upoetiske til Rifbjergs poesi, som både er humoristisk robust og nervøst fintmærkende. Der var en ny frimodig tone i debutdigtene; den moderne omverden blev erobret for poesien i den skelsættende Konfrontation (1960). Camouflage (1961) var en art dybhavsekspedition i psyken i et sprængt og sprælsk ekspressionistisk sprog; en ny enkelhed blev introduceret med Amagerdigte (1965) med inspiration fra barndommens ø. Hver af de over 25 samlinger er komponeret over et fælles motiv, der kan være hentet i dagliglivet, mytologien, naturen, samfundsdebatten, bestemte lokaliteter, et leksikon — eller de er båret af en grundstemning.

Dette er en forkortet udgave af Villy Sørensens artikel fra Den Store Danske. Læs hele artiklen her.
 

Din kommentar 
Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her
Send kommentar
Alle kommentarer (3)
haluu
23. januar 2012

Hej Klaus Rifbjerg. mit navn er Frederik Bak og jeg går på Reerslev friskole. vi har lige læst din bog `` den kroniske uskyld´´og jeg syntes rigtig godt om den. men jeg er lidt i tvivl om hvad din hensigt med den var. jeg skal bruge det til en roman analyse og har brug for din hjælp. svar venligst

ols
17. december 2011

Et sted i livet
Til Klaus Rifbjerg
”Ens liv består af steder …” (K.R.: ”Stederne”).

Et sådant sted er Ingolfs Allé på Amager.
Ikke fordi jeg boede der,
men fordi jeg kom der meget i de formative år,
hvor jeg ofte besøgte min ven og skolekammerat Peter i nr. 23.
Selv boede jeg i Parmagade
på den anden side af Hjertefloden,
og utallige er de gange, hvor jeg
gerne på cykel
tog turen fra Parmagade til Ingolfs Allé.

Senere flyttede vi til Urbanplanen på Englandsvej,
men turene til nr. 23 fortsatte -
hvilket betød, at jeg på min vej til og fra
passerede det røde hus
på hjørnet af Torfavej og Ingolfs Allé,
mens jeg forestillede mig, hvad der foregik
og havde foregået derinde.

Jeg vidste, at du på det tidspunkt var flyttet hjemmefra.
Men hvad med din mor og Agnes?
Var interiøret og stemningen stadig som i ”Der var engang en krig”?
Eller digtet ”Engang”?
Var ”Evigheden” der fortsat her og nu?
Var trivialiteten?
Var eventyret?

Når jeg med mellemrum vender tilbage,
og går en tur op ad Ingolfs Allé,
træder jeg ligesom dig på mit hjerte,
og Ingolfs Allé bliver igen min Hjerteflod.
Dér, hvor købmanden og frisørsalonen lå,
ligger nu ”Ingolfs Kaffebar”.
Jeg går gerne ind og får en kop kaffe,
mens jeg studerer billederne af husene på vejen,
der hænger side ved side på væggen,
og læser i det fremlagte eksemplar af ”Amagerdigte”.
Det røde hus ligner sig selv,
nu blot med andre beboere.
Nr. 23 er forandret, men dog genkendeligt.

Jeg bor et andet sted nu.
Men under indflyvningen til Kastrup
forsøger jeg altid at få øje på Ingolfs Allé -
velvidende at intet er som
dengang det var før.

Ole Stramer


ols
16. december 2011

Log ind

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
Password

Opret profil

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
E-mail
Password

Glemt password

Indtast din e-mail, og vi sender dine info.

Slet profil

Indtast din e-mail.
E-mail

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast din e-mail-adresse for at tilmelde dig nyhedsbrevet.
E-mail

Forlaget Gyldendal – hvor forfatterne er

Gyldendal.dk

g.dk – Gyldendals internetboghandel
- er nedlagt pr. 1. maj 2013.

Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.

Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.

Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.

Velkommen til!