Jesper Lemmich

Jesper Lemmich

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle begynde at skrive romaner. I skoletiden var jeg aldrig specielt interesseret i litteratur – var faktisk ret doven og kontrær i dansktimerne – og jeg har heller aldrig været i nærheden af en officiel forfatterskole. Med min baggrund inden for det naturvidenskabelige miljø – jeg er uddannet kemiingeniør og arbejder til daglig som leder af en forskningsafdeling i en større dansk teknologivirksomhed – var jeg tidligere meget stædig, når det gjaldt om at fastholde, at kun det, der kan bevises videnskabeligt, er til at tro på. Fornemmelser kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg havde svært ved at forstå, at man ikke bare kunne skrive tingene, som de var, i stedet for at skulle pakke dem ind i symboler og metaforer og myter ... Men alt dette ændrede sig, da jeg i 1998 begav mig på en ét år lang rejse gennem Sydamerika, kun udstyret med en rygsæk, et par dollarsedler og et veludviklet alkoholikerinstinkt, der drev mig fra de iskolde gletsjere i det sydligste Patagonien til den vanvittige junglefeber og magiske realisme i det nordlige Colombia i en desperat jagt på noget, der var bedre end det, jeg havde derhjemme. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det præcis var, der skete undervejs, men da jeg kom hjem til Danmark, fik jeg langt om længe modet til at se på mig selv og konfrontere min alkoholisme. Og så opdagede jeg lige pludselig, at det ikke er alt, der kan beskrives fuldstændigt rationelt. Selvom jeg ikke vidste, hvad det var, der var sket med mig i Sydamerika, så vidste jeg det jo alligevel, men jeg kunne kun beskrive det ved hjælp af symboler og metaforer og myter ... og dermed opstod min første roman, Den tabte by. Siden er det gået op for mig, at det er farligt at begynde at skrive. Det er faktisk yderst vanedannende. Lige pludselig bliver selv den mindste lille hverdagsbegivenhed i ens liv til en brik i et stort spind af metaforer, der insisterer på at blive bundet sammen til en historie om noget helt andet, der alligevel handler om en selv – for det gør det jo et eller andet sted altid – og så er der ikke andet for end at give efter og lade det flyde ned på skærmen og tro på, at det en dag bliver til noget, man tør vise frem for andre. For mig er det vigtigt at fremhæve, at det at skrive aldrig må blive en finkulturel disciplin for de få med den rette akademiske uddannelse, det rette samfundsmæssigt anerkendte og anmelderroste talent eller det rette relationsfremmende efternavn. At skrive historier er en folkelig aktivitet, som alle kan tage del i, uanset baggrund og begavelse, så det er bare om at komme i gang ... Foto: Robin Skjoldborg