J. K. Rowling

Beskrivelse

Joanne Rowling, født 1965, er mest kendt for udgivelsen af de ekstremt populære Harry Potter-bøger, der i Danmark har solgt mere end 1,8 millioner kopier og mere end 450 millioner kopier på verdensplan. Dette gør serien til den bedst sælgende bogserie nogensinde. Af samme grund får forfatteren ofte æren for, ved et slag, at have lært en hel generation af unge mennesker glæden ved at læse bøger.

Harry Potter-serien er elsket af voksne og børn over hele verden og omhandler den unge forældreløse Harry Potter, der finder ud af at han er en troldmand og bliver sendt til troldmandsskolen Hogwarts, hvor han lærer meget mere om sine forældre og sig selv.

I 2012 skrev J.K. Rowling sin første roman til voksne, DEN TOMME PLADS. Den blev hurtigt oversat til 44 sprog. Og så skriver hun en krimiserie, men det er under pseudonymet, Robert Galbraith.

Joanne Rowling bliver normalt refereret til som J.K. Rowling, da hendes engelske forlægger Bloomsbury mente, at en kvindelig forfatter ville afskrække unge drenge fra at købe bogen. Initialet K har Joanne Rowling taget fra sin farmor, der hed Kathleen Ada Bulgen Rowling.

Fotograf: © Mary McCartney 2015

Læs mere

Seneste udgivelse

Meget gode liv

Da J.K. Rowling for nogle år siden blev inviteret til at holde den traditionsrige dimissionstale på Harvard University, valgte hun at tale til de nybagte dimittender om to emner, som ligger hende særligt på sinde: Fordelene ved at fejle og fantasiens store betydning. At have modet til at begå fejl, sagde hun, er lige så vigtigt for et godt liv som ethvert normalt mål for succes; og at have fantasi til at forestille sig, hvordan det er at være en anden – især en mindre privilegeret anden end én selv – er en unik menneskelig kvalitet, som vi for enhver pris skal passe godt på.

I denne bog gengives Rowlings tale til inspiration for enhver, der er optaget af, hvad et godt liv er.