I protest mod den sentimentaliserede og mere og mere inderlige og kælne kristendom, der havde vundet indpas i de første årtier i det tyvende århundrede, blev Tidehverv til.
Præster som Tage Schack, N. I. Heje og K. Olesen Larsen grundlagde bevægelsen i 1926, og målet, stærkt inspireret af Luther og Kierkegaard, var en kirke, der koncentrerede sig om forkyndelsen af evangeliet frem for at dyrke fromhed og gode gerninger.
Det skete med fynd og klem og stor selvsikkerhed, og det var ikke helt tilfældigt, at en udbredt definition af Tidehverv lød: ”Gud er alt, jeg er intet, og du er idiot.”
Henrik Bach fortæller informativt og underholdende den veloplagte historie om den teologiske bevægelse Tidehverv og dens udvikling – med stadigt blik for de ideologiske og litterære strømninger, der har præget Tidehvervs æra.
