Hans Scherfig

Beskrivelse

Hans Scherfig (1905-79), dansk forfatter, billedkunstner og kommunist. I 1924 blev han student fra Metropolitanskolen og begyndte at læse zoologi, men efter sin første maleriudstilling i 1928 opgav han studierne.

Han ønskede at leve som maler, men det skaffede ikke meget brød på bordet, og værre blev det da han midt i 30'erne fik diagnosticeret en øjensygdom, der på sigt kunne gøre ham blind.

For at skaffe til dagen og vejen koncentrerede han sig derfor i stigende grad om skriveriet. I starten af 30'erne levede han af at skrive noveller og artikler til ugebladet Ude og Hjemme, men det viste sig hurtigt, at hans force lå indenfor romanen. Allerede i 1933 havde han fået udgivet sin første bog. En socialistisk børnebog: HVAD LÆRER VI I SKOLEN? der havde fået overstrømmende anmeldelser. I 1937 romandebuterede han med bogen DEN DØDE MAND.

Hans Scherfig er mest kendt for romanerne FRYDENHOLM, DET FORSØMTE FORÅR, DEN FORSVUNDNE FULDMÆGTIG og IDEALISTER, men også hans tidsløse litografier med dyr i junglen er kendt af de fleste.

Læs mere

Seneste udgivelse

Det forsømte Foraar

DSL-genudgivelse: Klassiker-serien udgives af DSL – Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – og relanceres af Gyldendal. I hver udgave gengives som udgangspunkt førsteudgaven, og hvert værk indeholder efterskrift, fyldigt noteapparat, er indbundet, udstyret med læsebånd og forsynet med et ekstra omslag, der kan foldes ud til en plakat med forfatterportræt.  Pris: 100 kr. pr. bind.

Scherfigs tredje roman, ”Det forsømte Foraar” (1940), er en bedsk, bidende og stærkt underholdende satire over den samtidige autoritære pædagogik i skolen. Det er den sorte skole, der afretter og ensretter børnene og kvæler deres fantasi. Romanen tilspidser Scherfigs egne erfaringer fra mellemskole- og gymnasietiden på Metropolitanskolen i København. Den vakte stort postyr ved udgivelsen. Skolens lærere protesterede, og Statsradiofonien aflyste en planlagt oplæsning i radioen. Siden er bogen blevet en moderne klassiker, og titlen er blevet et bevinget ord om skoletidens afsavn. Historien begynder med et mord. Den gamle lektor Blomme dør efter at have spist et forgiftet maltbolsje. Først ved et 25 års studenterjubilæum kommer det frem, hvem i klassen der slog den sadistiske tyran ihjel. I flashbacks skildres uhyrlige skoleoplevelser, der har indprentet sig hos de voksne og forkrøblet dem. ”Det forsømte Foraar” blander på original vis forskellige af mellemkrigstidens romangenrer: kollektivromanen og kriminalromanen. Dertil kommer Scherfigs varemærke: satiren, der med tråde tilbage i litteraturhistorien, til Holberg og Pontoppidan, underminerer de gældende normer og autoriteter. Resultatet er en række uforglemmelige barokke optrin og ætsende personkarakteristikker.

Bøger af Hans Scherfig

Tilføj til ønskeliste

Det forsømte Foraar

Tilføj til ønskeliste

Den fortabte abe

Tilføj til ønskeliste

Det forsømte forår

Tilføj til ønskeliste

Den forsvundne fuldmægtig

Tilføj til ønskeliste

Idealister

Tilføj til ønskeliste

Frydenholm