Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Beskrivelse

Hans Edvard Nørregård-Nielsen, f. 1945, er dansk kunsthistoriker og forfatter, mag.art. 1976. Han var kunstkritiker ved Information 1971-78, inspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek 1978-88 og derefter formand for Ny Carlsbergfondets direktion og for Glyptotekets bestyrelse.

Dansk barokarkitektur og guldalderkunst er kerneområder i Hans Edvard Nørregård-Nielsens forskning, men interesseområdet omfatter i høj grad også samtidens kunst; han har bl.a. skrevet flere bøger om Arne Haugen Sørensen. Tyngdepunktet har bl.a. været maleren Christen Købke, og i 1996 udkom hovedværket Christen Købke, 1-3.

Hans indlevelse i perioden kommer endvidere til udtryk i Kongens København (1985), Jeg saae det Land om H.C. Andersens italienske rejseskitser (1990) og Gyldne dage og mørke nætter (1994). Oversigtsværket Dansk kunst, 1-2 (1983) er kommet i flere udgaver.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen fik mange nye læsere med erindringsbøgerne Mands minde (1999) og Riber ret (2001) om forfatterens personlige og sociale udgangspunkt, om lykkelig og smertefuld kærlighed i et nøjsomt Provinsdanmark, på stor afstand af forfatterens senere miljø og alligevel virksomt som klangbund for hans aktiviteter. De fulgtes i 2004 af Noget nær og i 2008 af

Som sagt.

I 2002 udsendte Hans Edvard Nørregård-Nielsen storværket Ny Carlsbergfondet 1902-2002, 1-3 om fondets store betydning for 1900-t.s danske kunstliv. Det fulgtes af Magt og dragt. Dansk teglstensarkitektur (2006) og Nørre Vosborg. En vestjysk herregård (2008), begge illustreret af fotografen Janne Klerk.

I 2010 kom det store trebindsværk Herfra hvor vi står - Danmark under forvandling efter en idé af Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Værket giver med base i 14 fotografers blik på det danske landskab og dets forandringer set igennem hele 2009 et kulturhistorisk tværsnit af det moderne Danmark. Fotografierne suppleres af en række essays af danske forfattere og et forord af Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Læs mere

Seneste udgivelse

Himmerland

Himmerland gør sig gældende ved sin natur – kør engang en tur på vejen langs Lovns Bredning! – og er kendt fra både historien og kunstens og litteraturens verden: Her blev oldtidsminderne Skarpsallingkarret og Gundestrupkarret fundet i 1891, her boltrede Skipper Clement sig og brændte og hærgede, her er cisterciensernes Vitskøl Kloster og færgen mellem Sundsøre og Hvalpsund, her er Aggersund og herregårde som Lynderupgaard og Hessel, her er Foulum, hvor Martin A. Hansen gik rundt i sit alt for store tøj, her er Frejlev Kirke med Per Kirkebys glasmosaikker og skulptur på kirkegården, og her er Farsø og Johannes V. Jensen og  himmerlandshistorier.

Bøger af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Vis mere