Elisabeth Møller Jensen

Beskrivelse

Elisabeth Møller Jensen, født 1946 i Lemvig, er mag.art i nordisk sprog og litteratur og var 1990-2014 direktør for KVINFO. Elisabeth Møller Jensen udgav i 1979 ROSER OG LAURBÆR samt EMANCIPATION SOM LIDENSKAB fra 1987, og var desuden hovedredaktør af NORDISK KVINDELITTARATURHISTORIE I-V, som udkom 1993-98.

I 2015 udkom DENGANG I LEMVIG, som især omhandler Elisabeth Møller Jensens mor, Gudrun, og hendes kamp med eksistensen.

Læs mere

Seneste udgivelse

Dengang i Lemvig

Hendes ”familiehistorie” kan bære mindelser om Hans Edvard Nørregård-Nielsens erindringer; men Møller Jensens fortegn er et ganske andet: Hun opfatter ikke sig selv som mønsterbryder, men som en naturlig del af den socialdemokratiske udvikling i Danmark. Det giver et anderledes perspektiv; men det ændrer ikke ved substansen.

Bogen handler især om hendes mor, Gudrun. Hun var født på Thyholm, en højtbegavet kvinde, charmerende, udadvendt, omgængelig, men også med et vanskeligt og lidenskabeligt sind, som hun fik sværere og sværere ved at styre. Allerede som ganske ung blev hun første gang indlagt til psykiatrisk behandling, efter et passioneret forhold til en tysk soldat under krigen blev hun gift med bagersvenden, Tage, og med ham fik hun fire børn, hvoraf Elisabeth er den ældste.

Det gik så som så med den bagerforretning, Tage købte, det endte med, at han gik fallit med den. Han fik arbejde på Cheminova, og samtidig blev det værre med Gudruns tilstand, som ikke blev bedre af, at hun udviklede et massivt medicin- og alkoholmisbrug. Det måtte naturnødvendigt gå ud over børnene, som med tiltagende skræk og fortvivlelse så deres mor gå til. Hun døde som 53årig, i 1975.

Elisabeth Møller Jensen fortæller denne historie uden formildende omstændigheder, og den får ikke mindst sit stærke og autentiske præg af de citater fra breve og dagbøger, hvori moderen fortæller om sin tilstand, om sin angst, ikke mindst for at gøre sine børn fortræd, om sin kærlighed til sin mand og om sine vanskeligheder ved at leve det helt almindelige liv.

Bøger af Elisabeth Møller Jensen