Barry Turner

Beskrivelse

Barry Turner (f. 1937) er en britisk historiker, journalist og redaktør.

Barry Turner har skrevet en lang række bøger om 2. Verdenskrig, heriblandt … And the Policeman Smiled (1990), der fortæller om 10.000 flygtningebørns flugt fra Nazityskland til Storbritannien, When Daddy Came Home (1995) om familielivet efter krigen, Outpost of Occupation (2011) om nazisternes besættelse af Kanaløerne i den Engelske Kanal. Barry Turner er forfatter til en bog om politik og økonomi i de nordiske lande, The Other European Community, ligesom han står bag en række biografier om britiske skuespillere, heriblandt Richard Burton and Denholm Elliott.

Barry Turner har en mangeårig journalistisk karriere bag sig, heriblandt som fagreporter for The Observer på uddannelsesområdet, som rejsejournalist og boganmelder for The Times, og han har fortsat en fast tjans som krimianmelder for Daily Mail.

Karl Dönitz og Det Tredje Riges sidste dage udkom på originalsproget i 2015.

Læs mere

Seneste udgivelse

Karl Dönitz

Storadmiral Karl Dönitz er en af Anden Verdenskrigs mest gådefulde skikkelser.

Han vandt de allieredes dybe respekt som en formidabel fjende i kraft af sit banebrydende arbejde i spidsen for den tyske ubådsflåde. Men efter hans udnævnelse til Hitlers efterfølger blev hans navn sat i forbindelse med alt det, der var foragtet i det nazistiske regime.

I denne bog giver historiker Barry Turner læseren et retvisende og nuanceret billede af dette komplekse menneske, der kom tæt på magtens centrum på et afgørende tidspunkt i verdenshistorien. Forfatteren argumenterer blandt andet for, at Dönitz fortjener anerkendelse for at få krigen afsluttet hurtigt samt for hans storstilede evakueringsaktion – Operation Hannibal – hvor det lykkedes ham at redde to millioner flygtende tropper og civile fra østområderne via Østersøen.

Selvom Dönitz på ingen måde kan renses fra Det Tredje Riges forbrydelser, er det således på tide at vurdere hans indsats i sin helhed. KARL DÖNITZ er et afbalanceret og velskrevet portræt af Nazitysklands sidste leder og en fascinerende beretning om krigens allersidste dage.

 Fra Bo Lidegaards forord:

Det er en medrivende og tankevækkende historie, Barry Turner fortæller, og det er næppe et tilfælde, at den ikke er skrevet af en tysker, men af en brite. Den handler ikke kun om svære beslutninger under de sidste krampetrækninger af en ufatteligt brutal krig og om, hvordan Danmark endnu en gang slap næsten mirakuløst billigt fra katastrofen. Den rammer os også der, hvor det bliver allersværest med spørgsmålet, om den, der har reddet mange, kan undskyldes for dem, hvis død han forvoldte.

Bøger af Barry Turner

Tilføj til ønskeliste

Karl Dönitz