Hun vågner ved råbene. Lidt efter er moren i værelset og hiver hende ud af sengen og ned ad trapperne. På gårdspladsen stopper de op. Hun trykker sig ind til moren, ilden varmer deres ansigter, brænder på den nøgne hud på benene. Det larmer, knitrer og buldrer, noget tungt falder ned derinde, der lyder uhyggelige hæse brøl. Nogen råber.
- Vi må have dem ud! De voksne binder våde tørklæder for munden, inden de går ind i den brændende stald. Hun har taget hænderne op for ansigtet, men hun kan ikke lade være med at kigge ud mellem fingrene. Da de kommer ud igen, har de våde, skinnende øjne bag tørklæderne, de har køerne med, de trækker dem af sted, skubber bag på de store, kantede bagdele. Man kan se det hvide i øjnene på køerne, som slår med kroppene. Men de kommer ud alle fire. Bagefter står de alle sammen og stirrer ind i ilden. Stalden står ikke til at redde. Det sker bag om ryggen på dem, og da de opdager det, er det allerede for sent. De skulle have bundet dem. En efter en vender køerne tilbage til flammerne, inden nogen når at stoppe dem. De kan høre dem brøle derinde fra, dybt og inderligt som en sørgelig sang. Det er for farligt at hente dem ud igen. Langt om længe bliver de stille, det brager derinde i flammehavet, og en ny fedtet os blander sig med lugten af røg.
Den nat sover moren hos hende igen. Moren prøver at trøste. Det er ikke nogens skyld, det har at gøre med køers natur, ikke at de ville dø, de kunne bare ikke lade være med at vende tilbage, ilden havde den virkning på dem. De græder begge to. Brandvæsenet har været der og slukket branden, den næste dag står en sort ruin tilbage. Et tyndt lag af fedtet aske klæber sig fast overalt. Resterne af køerne ligger tilbage i bygningens mørke skelet, helt forvredne, man kan ikke længere se, hvem der er hvem. På morgenmødet rejser Gert sig.
- Jeg har talt med brandvæsenet. De mener, at det var en cigaretglød, der startede ilden. Der er ingen, der siger noget.
- Derfor er jeg nødt til at spørge. Er der nogen her, som har behov for at lette hjertet? Der er helt stille. Så rækker Kisser hånden op.
- Det var mig. Jeg gik ud i stalden i går nat for at ryge en joint. Jeg troede, jeg trådte på skoddet, men jeg har nok ikke fået slukket det helt. De kigger alle sammen på hende.
- Jeg ved godt, at det var meget egoistisk. Ingen svarer.
- Jeg er en stor egoist. Og en klasseforræder. Frank har forklaret, hvad hun skal sige.
Hele natten er der blevet snakket og grædt på værelserne. Nogen troede, at det var et uheld. At et par af nabogårdenes store drenge eller en vagabond, måske, havde tabt en glød i høet. Andre var sikre på, at reaktionære kræfter stod bag ildebranden. Og hovedbygningen, måske, var det næste, som stod for skud, at det med køerne bare var en begyndelse. Ingen af dem har fået meget søvn den nat. Efter Kisser har talt, rejser den tykke skolelærer sig op. Han går hen til Kisser, læner langsomt hovedet en lille smule tilbage, ånder dybt og raslende ind og bevæger tungen i munden, mens han hele tiden ser på hende. Så hugger han frem og sender spytklatten af sted, præcist og hurtigt som en pil. Der gibber i Kisser, da den rammer. Spyttet driver ned ad hendes kind. Hun rejser sig for at gå derhen og tørre det væk, men så er moren ved siden af hende og lægger sin hånd på hendes arm, får hende til at sætte sig ned. Moren skubber nogle papirer og en kuglepen hen på bordet foran hende.
- Sæt dig bare til at tegne lidt.
Det er ikke sådan, at de ikke alle sammen forstår handlingen, at Kisser ikke fortjener spytklatten, men det er bedre at finde en konstruktiv og kærlig måde at klare den svære situation på. De bliver ivrige, begynder at tale i munden på hinanden.
- Jeg foreslår, vi tager en runde, hvor vi alle sammen kan komme ud med vores følelser. De har så mange følelser. Kisser sidder helt stille, uden at se på nogen, spyttet er størknet, en hvid plet på kinden.
- Hvordan kunne du gøre det?
- Selv hvis du hadede køerne, må du da have vidst, hvor meget de betød for alle os andre!
- Jeg forstår ikke, hvordan du kunne være så ond.
- Hader du os, er det derfor? En af stemmerne er morens.
- Kisser, med din handling har du sat vores allesammens liv i fare, er du klar over det? Vores liv! Det er ikke meningen, hun skal svare. Der er mange eksempler på asociale og ligefrem kyniske ting, som hun har gjort og sagt. Pludselig kan man se, hvad for et menneske hun egentlig er. Emma synger indeni, den lange sang om pigen, der dør, hun var fattig, men åh så ærlig, hun var barndomshjemmets pryd. De voksnes stemmer forstyrrer.
- Jeg må indrømme, at jeg altid har været særlig glad for Kisser. Jeg har altid tænkt på hende som en virkelig modig kammerat, en helt ung kvinde, som har været så meget skidt igennem, og som ikke desto mindre har fungeret som revolutionært forbillede for os alle sammen. Franks stemme er blød og fin, Kisser ser hele tiden på ham.
- Måske er det derfor, jeg føler mig særlig svigtet, Kisser. Det skærer mig i hjertet at høre, hvordan du har sneget dig væk i nattens mulm og mørke for at ryge i smug. Jeg føler mig simpelt hen svigtet. En lille tåre bevæger sig fra hans øjenkrog, der er en, der klapper ham på hånden. Emma tegner små prikker. Hun presser så hårdt, at spidsen skubbes tilbage i kuglepennen, som efterlader små cirkler i papiret.
- Jeg tror, det er vigtigt at finde en måde at få det hele ud på. Kvinden, der har talt, rejser sig og stiller en stol midt i rummet.
- Nu hedder den stol Kisser. De skal komme ud med deres følelser nu. Da det bliver hendes tur, hvisker Emma til stolen, jeg ved godt, at du ikke mente det så slemt, jeg skal nok lade være med at sladre, hun lægger sin hånd på det flettede sæde. Bagefter sætter hun sig helt stille på gulvet i hjørnet. De næste skubber lidt til stolen, så sparker nogen til den, der er en, der kyler stolen hen ad gulvet, en anden slynger den hårdt ind i væggen, så der kommer et mærke i det hvide. De begynder at råbe.
- Forbandede forræder!
- Dyremishandler!
- Usle morder!
- Reaktionære kælling!
- Lede svin!
- Kontrarevolutionære luder! Til sidst hænger sædet i flængede laser, benene stritter underligt ud til siderne, et af dem er brækket, og ryglænet ligger alene på gulvet i et hjørne. De har halshugget stolen. Mange af dem spytter på den, mens de alligevel er på vej efter mere kaffe og te, inden de igen tager plads ved bordet.
Om Lette rejsende: