Forfattere | Gyldendal

Anita Krumbach

Anita Krumbach (f. 1967) er optaget af psykologiske relationer mennesker imellem. Flere af hendes bøger kredser om børns ensomhed og sorg, og forfatterskabet er desuden kendetegnet ved Krumbachs forkærlighed for skæve eksistenser.

Interessen for sprog og litteratur blev først vakt i forbindelse med forfatterens afgangsprojekt på Danmarks Designskole. Det skete i mødet med Peter Bichels novellesamling Egentlig ville fru Blum godt lære mælkemanden at kende. Bogens tone og skarptslebne prosa gjorde dybt indtryk og har indirekte inspireret Krumbach til selv at begynde at skrive.

Anita Krumbach er født i Rødovre og opvokset i Bagsværd og Greve. Hun har gået på Forfatterskolen for børnelitteratur og er uddannet lærer fra N. Zahles Seminarium samt illustrator fra Danmarks Designskole. Hun romandebuterede i 2009 med kortromanen Et mærkeligt skib, som hun modtog Kulturministeriets børnebogspris for. Siden har hun skrevet flere kortromaner for store børn og unge bl.a. Den som Fanden lytter til (2011) og Røv og gulvsand (2013), samt en roman for voksne læsere: Faste pladser (2015). Senest har hun skrevet sin første billedbog Nivemaskinen (2017) og ungdomsromanen Hvis Cilla kunne se mig nu (2019).

Fotograf: Anne Mie Dreves, 2015

Bøger af denne forfatter