Forfattere | Gyldendal

Thomas More

Sir Thomas More (1478-1535) var en engelsk politiker, forfatter og statsmand. I en alder af 26 år blev han valgt til parlamentet, han trådte i kongens tjeneste og Henrik 8. benyttede ham til flere delikate diplomatiske missioner. I 1521 blev han slået til ridder og to år senere udnævnt til parlamentets formand. Ved siden af politik engagerede katolikken More sig i religiøse spørgsmål og polemiserede mod Luther og den frembrydende protestantisme. Hans hjem i London blev et samlingspunkt for tidens lærde og intellektuelle, og han sluttede et livslangt venskab med en anden af tidens fremtrædende humanister, Erasmus af Rotterdam. More var kendt for sin progressive børneopdragelse. Således straffedes familiens børn aldrig korporligt, og han sørgede for, at hans tre døtre fik nøjagtig den samme uddannelse som sønnen. Men så begyndte det at gå galt. Kongen bad ham hjælpe sig med at blive skilt fra sin hustru, Katharina af Aragonien. Da paven ikke gav sit samtykke, brød Henrik 8. som bekendt med Rom og grundlagde den anglikanske kirke med sig selv som dens overhoved. More ville ikke gå på akkord med sin tro. Han modsatte sig, kritiserede kongens beslutning og nedlagde sine embeder. Han fængsledes og anklagedes for landsforræderi, undgik ved kongelig nåde tortur, men dømtes til døden og blev 6. juli 1535 halshugget.