Læs artiklen

3 ting, du skal vide, inden du forsøger dig med planter i haven eller på altanen

3 ting, du skal vide, inden du forsøger dig med planter i haven eller på altanen

Hvis du drømmer om en frodigt grøn byhave eller altan til sommer, så er det nu, du skal have jord under neglene. Men er du ny eller rusten i plantegamet, så få en bog mellem hænderne først og undgå at begå de klassiske fejl.

En byhave eller en grøn altan er som en kæreste, et kæledyr eller en god ven: Den skal både plejes og nydes, hvis man skal have glæde af den! Når det er sagt, er byhaven, altanhaven eller taghaven et fantastisk uderum med uendelig højt til loftet.

Man indretter sig efter interesser og behov. Derfor findes der ingen lynguide til den rigtige indretning. Nogle vil gerne have fred for naboen, nogle vil have roser og træer eller tomater og krydderurter, andre vil have plads til grillen, racercyklen og to kasser bajere.

Det kræver en smule planlægning at få en hyggelig og intim lille jungle op at køre. Men det er ikke raketvidenskab. 

Find 3 af bygartner Boe Sallingboes gode råd til planterne under bøgerne. Sallingboe er forfatter til Naturen ind i byen.

Gode bøger for have- og planteentusiaster:

Vis mere

Q: Hvordan vælger jeg de rigtige planter til min altan eller tagterrasse?

A: Tjek kompasretningen. Blomstrende planter vil gerne have sol fra sydøst, syd eller sydvest. Er der ingen sol på din altan, findes der også planter til skyggefulde steder. Den bedste plante til skygge er efeu i alle varianter, og man vil også kunne have held med bregner, kløver, hortensia, klatrehortensia, blåbær, mos, tyttebær, tidsler, stedsegrøn kaprifolie, blåregn, taks, syren og enkelte græsser.

Få overblik over dit budget, så du har en ide om, hvor meget du kan bruge på henholdsvis krukker, jord og planter. Det koster lidt at komme godt fra start, men investeringen kommer helt sikkert igen på den lange bane.

Tag en pejling på, hvor meget tid du vil bruge på vedligehold, vanding og lugning. Hvis du kun har en lille passion for den slags arbejde, bør du vælge en løsning med store selvvandingskrukker og store træer og buske, for de passer mere eller mindre sig selv, når den første etablering er overstået. Under alle omstændigheder bør du plante tæt fra starten, så planterne kan give læ til hinanden, uanset hvor blæsten kommer fra.

Vælg planter, der er opvokset så lokalt som muligt og helst udendørs - så er de akklimatiserede

Jeg arbejder ofte med sammenplantninger i de enkelte krukker, både for at skabe variation, men også for at der skal være noget at se på hele året, så det ikke bare blomstrer i 3-5 måneder og er trist resten af tiden.

Her en håndfuld af mine favoritter, der alle kræver en krukke i størrelse 60+ liter: 

Den maritime: Fyrretræ med bunddække af engelsk græs.
Den længeblomstrende: Klatrehortensia, kirsebærlaurbær og hortensia med Vinca minor som bunddække.
Den farverige: Roser i forskellig størrelse, farve og blomstring med skovjordbær som bunddække.
Den urskovsagtige: Bregner, iris og lupin, gerne med et figentræ i midten.
Den insektvenlige: Sommerfuglebusk, klematis og kaprifolie, med isop og merian som bunddække, hvor sommerfuglebusken bliver klatrestativ sammen med rækværket på altanen eller tagterrassen.

 

Q: Hvordan finder jeg ud af, hvor meget vand mine planter skal have?

A: Selv arbejder jeg mest med store krukker, hvilket vil sige krukker med et rumindhold på 60-250 liter eller mere – eller altankasser med fornuftigt rumindhold og god jorddybde. Folk mangler som regel tid i deres hverdag, og hvis man glemmer at vande sine planter, så dør de, og hvis man overvander dem, så dør de også.

Vand er den faktor, der skaber målbar succes, og det er min klare anbefaling, at man bruger selvvandingskrukker, fordi de stimulerer planterne til at udvikle et stærkt og dybt rodnet. Der findes en del produkter på markedet, blandt andet fra Lechuza og IKEA.

I bund og grund handler det om, at man ved at bruge store krukker kan nedsætte vandingsfrekvensen. Ikke mindst fordi hele ideen om en grønnere by står og falder med, om planterne kan overleve fra år til år. Natur skabes ikke på en sæson, men ad åre. Er man grundig i opstartsfasen, kan man efterfølgende lave tilsvarende mindre.

Planterne har godt af at skulle arbejde lidt for at blive stærke nok til at klare det hårde liv i byen. Det er helt essentielt, at du lærer at »stikke en finger i jorden« og aflæse dine planters behov. Jorden skal gerne føles lidt som nybagt rugbrød, lidt klægt, hvor der hænger lidt ved på din finger.

Særligt i begyndelsen skal du være opmærksom, så det hele kan etablere sig og få godt fat. På varme sommerdage sker der en større afdampning fra bladfanget end på køligere dage, og hvis det blæser lidt i tillæg, kan det have en tørreovns-effekt, så på disse varme blæsende dage vil planterne have godt af et brusebad om aftenen, når solen er gået ned.

Vandingsbehovet afgøres af 117 forskellige faktorer – så gør det til din interesse at tale med dine planter, lyt til deres udtryk og tænk på, hvor meget du selv drikker på henholdsvis varme og kolde dage. Særligt for større træer, buske og klatreplanter gælder det, at de også gerne skal vandes let i frostfrie perioder henover vinteren, så de ikke står og tørrer ud i deres krukker. Dette er naturligvis ekstra vigtigt, hvis man bor i lejlighed, hvor overboen også har altan, så planterne ikke får noget vand fra oven i form af regn og eventuelt sne. 

Q: Hvilken jord skal jeg købe til mine planter?

A: Brug kvalitetsjord, der er egnet til de valgte planter. Eksempelvis fin surbundsjord til dine pieris og rododendron, løs og næringsrig blomsterjord, gerne med lidt sand i, til krydderurter og mindre træer og en halvfed sort muld til dine roser. Det, der kaldes blomsterjord, er en humusrig blanding, der som regel indeholder mini-leca og mineralrigt lergranulat – den er egnet til det meste, som plantes i krukker, lige bortset fra ting, som kræver sur jord eller spagnum. Hele ideen er at efterligne naturen.

Med andre ord, hvis du skal plante andre ting end Lathyrus og hurtige supermarkedsplanter, skal du købe din jord et på en planteskole eller hos en grossist. Kvalitetsjord koster lidt mere, men er den bedste investering, du kan foretage for din nye kælealtan eller frydhave på tagterrassen.

I bogen Naturen ind i byen af forfatter og bygartner Boe Sallingboe kan du finde mange flere gode råd og uddybende plantelister til alle tænkelige forhold. Der er også en gennemgang af en række sager, hvor der er skabt bynatur på særligt naturstridige steder, og hvilke tanker der ligger bag de forskellige løsningsmodeller. 

Find Boe Sallingboes bog her:

Tilføj til ønskeliste

Naturen ind i byen

Boe Sallingboe

Andre gode bøger for have- og planteentusiaster her

Vis mere

Redaktionen anbefaler:

Tilbage
next article