Gratis uddrag

Ulla Terkelsen: Jeg er stolt af min alder

Ulla Terkelsen: Jeg er stolt af min alder

I erindringsbogen Med kærlig hilsen ... fortæller journalist Ulla Terkelsen historier fra sit lange og flakkende arbejdsliv, der i årtier har sendt hende af sted mod nye horisonter. Hun er formentlig, som hun skriver i uddraget her, »verdens ældste tv-journalist«.

Folkets kærlighed til styrke kan føre ud på mærkelige vildveje. Ellers kunne politiske vildmænd som Donald Trump og Silvio Berlusconi, en amerikansk og en europæisk indspilning af samme larmende melodi, ikke komme så langt. To rigmænd, der vil elskes af folket og redde det. Penge og skønne kvinder, berømmelse og pragtvillaer, det er ikke nok. De vil: Folkets kærlighed, deres styrke. Folket vil til en vis grad også dem. Brød og skuespil.

Magt er et elskovsmiddel, sagde Henry Kissinger engang. Han mente måske, at han i sit tidlige, akademiske liv på Harvard University ikke havde været i stand til at lægge kvinderne ned på stribe. Han var ingen skønhed. Alene hans knurrende accent fra Fürth i Bayern må have skræmt mange kvinder langt væk. Men det lykkedes så siden, da han fik magt over hele den vide verden, at nedlægge den ene skønhed efter den anden.

Kissinger var oprigtig nok til at give sin magt æren for den høje scoring. Men han kan også med udtalelsen have ment, at mennesker bliver euforiserede og afhængige af magt på samme måde som af elskov, som det hed i gamle dage, i vore dage sex. At forholdet til magt er irrationelt og først og fremmest sanseligt.

Trump og Berlusconi, fra nu af Donald og Silvio, for de er vel egentlig blot et par kække drengebørn, har intet akademisk liv bag sig og begyndte med held på det med kvinderne længe inden politik. Ingen af dem har nogensinde kedet sig.

De blev rige, de havde det sjovt, men deres egoer ville mere. De var anderledes end politikere, de var mere som folk i business og især i showbusiness. Deres taler var ikke skrevet afdjøf ’ere og journalister. De talte improviseret som røster fra folkedybet og på vegne af folkedybet, masserne jublede. På den måde brød de normer og demonstrerede mangel på den slags snedighed, som konventionelle politikere lægger for dagen, og som folk gennemskuer og foragter.

Mange europæere udbrød hovedrystende i begyndelsen af Donalds politiske løb: Only in America. Trumps pral, hans pengeglæde, hans vulgaritet, det var så ur-amerikansk. Underforstået: I Europa er alle politikere fine, underspillede statsmænd og statskvinder, der kan deres kram. Som fru Merkel. Det var, indtil verden pludselig blev husket på Italiens Silvio. En mand fra Italien, Europas mest europæiske land.

Italieneren skrydede også uophørligt, han var ligesom Donald narcissist og derfor som en fisk i vandet i tv-mediet, han elskede at være på og sige bramfri uhyrligheder, som det gøres hele tiden mand og mand imellem på barer og i fodboldklubbers omklædningsrum. Verbale skud fra hoften gjaldede og begejstrede.

I USA blev Bibelbæltets fordømmende bornerthed afsløret som blot en overflade. For mange i Bibelbæltet kunne godt lide libertineren Donald. Det skadede i en årrække heller ikke libertineren Silvio i det katolske Italien, at Silvios kvinder kom og gik og optrådte til selskaber i hans paladsers kældre. Indtil spørgsmålet om Ruby Hjerteknusers alder kom ind i billedet. Den seksuelle lavalder for prostituerede er 18 år i Italien. Ruby var 17 år.

Men Ruby var mavedanserinde, ikke prostitueret. Husk det nu!

De yngre, altså hele banden, ved ting, jeg ikke ved, og omvendt. (...) Det er godt sådan.

Mest interessant er de to mænds forhold til alder. Både Donald og Silvio er hårfetichister. Historien om Samson i Bibelen og hårpragt som symbol på forskellige slags styrker må sidde dybt i dem begge. Eller også er de to magtmænd blot gale over, at de ikke kan styre alt. I hvert fald ikke deres hår. Donalds er for meget og for mærkeligt. Silvios holdt op.

Donald og Silvio og deres interesse for magt og hår afslører angsten for døden. Donalds hår er orangefarvet og flagrende, det er svært at gennemskue, hvordan han arrangerer det eller får det arrangeret. Konen gør det, siger han. Men den dominerende fortop – man kunne kalde det en flad Tintin – hænger ikke sammen med det øvrige.

Der er noget galt, en mangel på balance. Nogle gange flagrer fortoppen faretruende vildt som en løsreven sky. Andre gange sidder den helt fast og danner et skyggefuldt pandehår i form af et stråtag ned over hans pande, en baldakin, holdt oppe og sammen med hårlak.

Silvios hår forsvandt helt naturligt i takt med hans alder. Men han fik hele tiden nye manker opereret på hovedet.

Hans frisure blev mere og mere fyldig og kulsort. Hårgrænsen for det nye hår krøb længere og længere ned i panden og med kurs imod de kraftigt optrukne, kulsorte øjenbryn for hver operation. Samtidig fik han hyppige ansigtsløftninger, der gav ham et østasiatisk præg med skrå øjne. Hans næse blev – fra at have været stor og latinsk – kortere og kortere og endte som en lille, angelsaksisk opstoppernæse a la Nicole Kidmans.

Nogle gange var Silvios skønhedsoperationer kiksede. Jeg dækkede engang et møde med ham i Rom, hvor han havde et bredt pandebånd på, fordi sammensyningerne tilsyneladende var gået galt. Pandebåndet dækkede over dem eller holdt måske ligefrem det hele – ja, hele mennesket Silvio og hans liv – sammen. Men pandebåndet lavede Silvio naturligvis sjov med i talen. Den slags er han god til, ligesom Donald. Silvios tilhængere grinede. At gøre en god figur, det skønne, er vigtigt i Italien i alle udtrykkets betydninger, for Silvio i den mest bogstavelige betydning. Han gik op i sit ydre. Ville se ung ud. Naturligvis, noget galt i det?

Jeg spurgte en ældre, mandlig deltager i mødet, om han ikke syntes, det var fjollet af Silvio at bruge tid på kosmetiske operationer, når der var så mange alvorlige problemer for en italiensk premierminister at tage fat på. Den adspurgte mand svarede prompte:

„Ville De ikke også gerne have råd til den slags, frue? Det ville jeg!“ Basta.

Begge mænd smører sig ind i så meget makeup, at det virker næsten uappetitligt, som salve over brandsår. Vi ved alle sammen, hvor gamle de er. Deres fødselsdatoer kan de ikke lyve om, som mere anonyme personer kan slippe af sted med at gøre.

I gamle dage var det almindeligt, at kvinder løj sig yngre end deres fødselsdato. Det var selvmodsigende. For lad os nu sige, at de lyvende kvinder så yngre ud end deres egentligealder, så var det da kun pudsigt. Eller smigrende. Der var ingen logik i den løgn.

Forfængelighedens marked er ikke styret af fornuft, men af angst for at tabe ansigt. Silvio og

Donald må tro, de får flere stemmer, hvis de ser solbrændte og hårfagre ud. Færre hvis de ser ud som deres alder. Derfor arbejder de på at se yngre ud og ikke i luntetrav på vej til graven.

Jeg er aldersmæssigt midt imellem Silvio og Donald. Donald er lidt yngre end mig, Silvio ældre. Vi er faktisk næsten jævnaldrende, vi tre, i hvert fald samme generation.

Jeg er verdens ældste tv-journalist, tror jeg. I hvert fald i vores kulturkreds, så vidt jeg kan skønne rundtomkring, og jeg kommer meget omkring. Måske er der et par i Kaukasus, der er ældre. Der bliver folk utrolig gamle, hørte man altid engang, fordi de spiste tykmælk. Jeg er stolt af min alder! Alle mine kolleger er på min søns og vel snart mine børnebørnsalder. Det er interessant at arbejde sammen med mennesker fra forskellige aldersgrupper og nationaliteter. De yngre, altså hele banden, ved ting, jeg ikke ved, og omvendt. Deres bevidsthed er skabt på helt andre tidspunkter end min og for det meste helt andre steder. Vi snakker interesseret med hinanden. De kender anden musik, end jeg gør. De ved alt om teknik og moderne sociale medier. Deres bedømmelser af det, vi oplever sammen på landevejene, er tit helt anderledes end min. Det er godt sådan.

Det er helt naturligt at tænke på døden, jo ældre man bliver. Det gør jeg også. I Rue des Batignolles om hjørnet fra mig i Paris er der en diskret bedemandsforretning. Jeg står ikke med næsen trykket flad mod ruden og kigger på forskellige typer kister, når min vej går forbi, men jeg bemærker den tit, ved, at den er der, og tænker, at måske bliver det dem derinde, der skal ekspedere mig videre, hvis jeg bliver kørt over af en parisisk bus.

Når jeg vågner om morgenen i min seng og tilfældigvis i netop det øjeblik ligger helt ret op og ned med næsen i vejret, tænker jeg som regel, at sådan må det være at ligge i en kiste. Jeg bliver liggende lidt i samme stilling og vænner mig til tanken, som man bør, når man har passeret de 70 år. For det kan jo ikke vare så længe nu. Indtil mobiltelefonens vækketone irriterer for meget, den er sat til i køkkenet. Så jeg er tvunget til at stå op for at slukke den.

I sengen og i live i Paris med næsen i vejret fantaserer jeg mig til, at jeg som død bliver svøbt og omfavnet i et dejligt klæde af nystrøget egyptisk bomuld og forsigtigt og i udstrakt stand løftet ned i en nydelig kiste. Selve placeringen i kisten af mig selv giver mig fornemmelsen af stor lettelse. Fordi at dø må være som at lægge sig ned og strække sin krop ud, så lang den er, efter en meget travl dag, til den endelige hvile.

Find bogen her

Redaktionen anbefaler

Tilbage
next article