Bedøm ved at klikke på stjernerne
11 Kommentarer
Del

“Det du især må være forberedt på, er at din mand mister al indlevelse i dig og i hvordan du har det.”

 

Mia er lærer. Frederik leder en privatskole. På en ferietur til Mallorca med deres sekstenårige søn begynder Frederik at opføre sig underligt. Det viser sig, at han har en hjernesvulst, der gradvist har ændret hans personlighed. Mia må nu beskytte sig selv og deres søn mod det afstumpede og fremmede væsen, der bor i hendes mands krop.

 

Da Frederik afsløres i et millionbedrageri, begynder et spil om skyld og ansvar, for er den skyldige ham selv eller hjerneskaden? Styres raske menneskers handlinger ikke lige så meget af biologien i vores hjerner? Og var den mand, Mia forelskede sig i, den syge eller den raske?

 

Du forsvinder er en djævelsk og filosofisk kærligheds­roman om at finde sin egen vej ud af katastrofen, om mænd, kvinder og forstæder. Og om sjælen.

Priser på Du forsvinder

Udgave
Format
Udgivelsesdato
Flere oplysninger
Pris
Udgave 2
Hardback
30.09.2013
199,95
Du forsvinder

Fakta om bogen

TypeHardback
ISBN9788702154290
Udgave2
Udgivet30.09.2013
Sider465
Oversætter-
IllustratorPoul Lange
OmslaggrafikerPoul Lange
Udgave 1
Hæftet
27.03.2012
299,95
Du forsvinder

Fakta om bogen

TypeHæftet
ISBN9788702121490
Udgave1
Udgivet27.03.2012
Sider465
Oversætter-
IllustratorPoul Lange
OmslaggrafikerPoul Lange
Udgave 1
Andet
27.03.2012
-
Du forsvinder

Fakta om bogen

TypeAndet
ISBN9788702121506
Udgave1
Udgivet27.03.2012
Sider-
Oversætter-
Illustrator-
Omslaggrafiker-
Pressen skrev
  • Den særlige Jungersenske sammenfletning mellem spænding og videnskab er formidabel og unik.

    Nils Gunder Hansen, Kristeligt Dagblad

  • Christian Jungersen har gjort det igen: Skrevet en roman, som læserne vil elske.
    Han formår at omsætte tilværelsens helt store filosofiske spørgsmål til banal dansk virkelighed. Han stiller sig ikke tilfreds med at fortælle en historie; han vil fortælle historien om menneskets eksistensvilkår.

    Anna Libak, Weekendavisen

  • Romanen lever og lykkes i kraft af sine stærke persontegninger, ligesom det er et mestergreb, når Jungersen formår at integrere aktuelle filosofiske spørgsmål i en genkendelig og skarptegnet dansk virkelighed.

    * * * * Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet

  • Fortællekurven er smuk og smækker (...) Sproget er rigt, varieret og præcist
    Fanget af bogen, problemstillingen, dilemmaerne, tempoet. Fanget af de små bevægelser i og mellem mennesker, som Christian Jungersen mestrer med nærmest pervers præcision, og som aktiverer livets store spørgsmål om kærligheden, sjælen og den fri vilje, om skyld og ansvar, om tro og utro; og ikke mindst: om litteratur.

    * * * * * Bjørn Bredal, Politiken

  • Ingen tvivl om, at også hans nye, tredje, bog nok skal finde sine læsere. »Du forsvinder« handler nemlig om noget, der berører os alle: Svær kærlighed foranlediget af sygdom og handicap.

    * * * * Per Krogh Hansen, Berlingske


         Christian Jungersen er nomineret til prisen som Danskernes Yndlingsforfatter 2013 - også kendt som Marthaprisen. DU kan stemme på ham her - og være med i lodtrækningen om boggavekort!

Af samme forfatter
Din kommentar 
Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her
Send kommentar
Alle kommentarer (11)
IbenChristiane
1. maj 2012

”Du forsvinder” er en veldrejet og især velskrevet historie om en familie, der langsomt, men helt sikkert, smuldrer og falder fra hinanden på grund af farens hjerneskade. Du’et i titlen refererer både til jegfortællerens mand, som er faren med hjerneskaden, og i lige så høj grad til hendes eget mentale velbefindende.

Og det rejser netop bogens mest spændende spørgsmål; hvordan holder man fast i sit jeg, sit selv, når man står i en så svær situation, som et hjerneskadet familiemedlem medfører?

Hovedpersonen går igennem alverdens faser af afmagt, frustration og stor, stor kærlighed til både mand og søn, men hun forsvinder alligevel i alt det svært håndterbare. Hun oplever det glimtvis via sine omgivelsers respons på hende, men hun er ganske ude af stand til at forhindre det, selvom hun prøver nok så meget.

Hun hvirvler rundt i følelser og hændelser, som hun ikke kan gribe og holde fast i, hvilket anskueliggøres med de mange snapshots af mails, informationspamfletter, bibelcitater og så videre, som er drysset ud over hele bogen og viser læseren, hvordan kvinden hovedkuls griber efter halmstrå og bare den mindste grube, hun kan fæstne en enkelt finger i, hvorved hun håber at få en anelse hold på sin egen virkelighed.

Både historien, dens personer og de mange illustrationer i bogen gør, at man som læser får den samme følelse; vi ved ikke, hvad der gemmer sig på næste side eller efter denne sætning, men vi har intet valg, vi må videre.

For hovedpersonen er det et vildt, livsændrende og fuldstændig uønsket ridt, mens det for læseren er spændende og medrivende, vi er trods alt udenforstående og får lov til at kigge ind gennem sprækkerne i gardinet og i livet på et menneske, der sideløbende med sin mand og familie, mister alt og må genopfinde sit selv, vores du. Når sidste side er læst og bogen lukket, er det helt umuligt ikke at overveje, hvilken fremtid familien får.

Læs den. Igen og igen!

cshansen
16. april 2012

Jungersen er tilbage. Han har igen skrevet en tankevækkende, fængslende og absolut læseværdig bog.

Bogen indeholder – ligesom Jungersens to andre bøger ”Krat” og ”Undtagelsen” – stærke personskildringer.
Historien i ”Du forsvinder” fortælles nuanceret og livagtigt gennem Mia, hvor vi oplever den tvivl og ikke mindst fortvivlelse over den drejning, som livet har taget for hende og familien. Gennem bogen følger vi familiens skæbne og de udfordringer, som de pludseligt står overfor, men som ingen af dem kan styre eller forudse, samtidigt med at det resterende persongalleri skildres troværdigt.

Selve plottet er genialt, og det giver anledning til en række overvejelser og tankevirksomhed. Endvidere giver det også anledning til en række spørgsmål og dilemmaer, som både bogens fortælling skal, og man som læser kan/ bør tage stilling til. Kan en skjult sygdom som her ændre det hele så radikalt? Og hvordan bør man nu forholde sig til det hele? osv.
De indlagte billeder mellem hvert kapitel er med til at levendegøre fortællingen og sætte en ramme for fortællingen.

Bogen er en fortælling om mennesket, om vores eksistensgrundlag, og om hvordan dette eksistensgrundlag administreres. Bogen rejser nogen af livets store spørgsmål om kærligheden, vilje, familien, utroskab, magt og afmagt samt skyld og ansvar.
Bogen er heri en medrivende og nærværende fortælling. Jungersen formår at væve alt dette ind i handlingen og menneskeskildringen. Han formår at holde spændingen og tilstedeværelsen, så man altid er med og glæder sig til at vende næste side. Det, der gør, at bogen er læseværdig, skyldes dette grundlag, således det ikke blot er en tom fortælling om den hjernesygdom, som Frederik rammes af.

Det er også tydeligt, at Jungersen har gjort et stort researcharbejde. Der er styr på fakta om Frederiks hjernesygdom og følgerne heraf, således romanen opleveres troværdig og nærværende.

Bogens titel ”Du forsvinder” er meget sigende. Bogens gennemgående tema er, at det, som man har, og som er sikkert, kan forsvinde – og i dette tilfælde også gør det. Den ”du”, der forsvinder, kan både være Mia, Frederik, Niklas, Laust, Bernard eller andre af figurerne i bogen – alle karaktererne forandres i et eller andet omfang, hvorved der forsvinder noget i dem alle.

Jungersen lader ligesom i sine 2 foregående bøger slutningen stå relativt åben, så man som læser selv kan gøre sig nogle tanker om, hvordan det hele nu ender og går op i et større hele.
Jeg synes dog, at slutningen i ”Du forsvinder” efterlader lidt for mange ubesvarede spørgsmål og uklarheder. Det er fint, at læseren skal have gang i lidt selvstændig tankevirksomhed, men det kræver, at de rette rammer er til stede.

Ser man bort fra en denne mindre anke om slutningen, har Jungersen igen skrevet en god, spændende og læseværdig bog, men den mangler dog lige det sidste touch for at blive rigtig god.

Sanne Thrane
11. april 2012

"Efter at auktionshuset har hentet mine dyreste møbler og billeder, bevæger jeg mig rundt i vores hjem og støder igen og igen ind i store klumper tomrum - steder hvor der plejede at være noget jeg holdt af, og der nu er absolut intet"

Jeg er vild med Christian Jungersens bøger!

"Du forsvinder" er en rigtig god bog! En spændende, interessant og fængende bog!
Tricket med de indlagte illustrationer (sønnens facebook-side, videnskabelige artikler, avis-klip, gamle kærestebreve og type-husene på den stille villavej) virker for mig! De er ikke blotte illustrationer men er med til at fortælle fortællingen. Det er et godt trick!

Sproget er ligetil uden at blive kedeligt, underbygger personernes karakterer og krydres af og til med lækre metaforer.

Plottet er fantastisk: Kan en skjult sygdom ændre den person du elsker allermest uden at du mærker det? Kan den få ham til at leve et dobbeltliv han end ikke selv er bevidst om at han lever? Kan den ubevidst ændre dig? Og når sygdommen opdages...hvad så? Skal du leve for ham eller for dig selv? Kan man tillade sig at vælge sin syge mand fra? Kan man andet?

Men....
Jeg ved godt at man ikke skal sammenligne, men da "Undtagelsen" er en af de bedste bøger jeg har læst, så var forventningerne til "Du forsvinder" tårnhøje. Desværre lidt højere end "Du forsvinder" kunne honorere.

Du forsvinder" sætter desværre flere skibe i søen end der kommer i havn.
Var der ikke noget loren ved hende der Mia? Og Laust havde da vist heller ikke helt rent mel i posen? Er Frederik mon udsat for et gement komplot?

Jeg venter spændt på 2. eren....





Pernille Borch
6. april 2012

ALT OG ALLE FORSVINDER

Jeg må straks gå til bekendelse og indrømme, at jeg er en af dem, der aldrig fik læst Christian Jungersens kæmpesucces 'Undtagelsen'. Jeg læste de mange positive anmeldelser af den, og jeg købte den med en klar intention om, at den skulle jeg også læse. Men det skete aldrig, og bøgen står stadig i reoler og skuler olmt til mig. Så jeg blev utroligt glad, da jeg på Gyldendals Facebookside var så heldig at få lov til at modtage og anmelde Jungersens tredje roman Du forsvinder, før den overhovedet var udkommet. Så var det tid til at vinde terræn på Jungersen-fronten. Og dog.

Romanens fortællerstemme og hovedperson er skolelæreren Mia, der med sin mand Frederik, der er skoleleder, har sønnen Niklas. Det viser sig, at Frederik har en svulst i hjernen, der bevirker, at han ændrer karakter. Han er ikke længere i stand til at føle empati, han bliver egoistisk og insisterende, og da det pludselig kommer for dagen, at Frederik har overført store summer af skolens penge til sin egen konto, begynder Mia for alvor at sætte sig ind i neurologi og undre sig over, hvornår Frederik egentlig først blev syg. Mias intense læsning af bøger og artikler om neurologi og filosofi bevirker, at hun mener sig i stand til at læse alt og alle. Frederiks tilstand forbedres, men Mia tolker stadig ganske små ting som udtryk for, at han stadig er syg (s. 359): ‘Hvis han har brugt det sidste stykke toiletpapir, glemmer han enten at erstatte rullen, eller også taget han ikke bare en enkelt rulle ned fra skabet, han tager tre ruller ned og stabler de to på gulvet ved siden af toilettet (selvom jeg har sagt at jeg ikke kan lide det).’ Men er det nu også Frederiks sygdom, der gør det? Som handlingen skrider frem, bliver man som læser mere og mere i tvivl om, om det ikke i højere grad er Mia, der forsvinder. Hun tolker de mindste afvigelser hos de mennesker, hun omgiver sig med, som udtryk for neurologiske fejl, og på den måde forsvinder alt og alle for hende. Det er tydeligt, at det er en behandling af dette emne, der er Jungersens projekt. Og det er da også interessant at fundere over, hvor mange af menneskets handlinger, der sker af egen fri vilje, og hvor mange der skyldes neurologiske processer.

Indpakningen af emnet er dog mindre interessant. Jeg blev på intet tidspunkt rigtig grebet af bogen (måske har jeg en svulst?), og det tog mig et par uger at komme igennem den. Jeg kom ikke under huden på personerne, og selv Mia, som fungerer som læserens øjne, forbliver ukendt. Formen er for mig den største anke. Sproget virker fladt. Der gøres i lille grad brug af sproglige billeder, så udtrykket er særdeles prosaisk. De indlagte indscanninger af billeder, artikler, mails og andet virker for mig ofte en smule malplaceret, og jeg er i tvivl om, hvorfor det eksempelvis er nødvendigt med et billede af salgsopstillingen af familiens hus, da de skal flytte. Er det for at gøre personerne og handlingen mere realistisk og autentisk? For mig virker det overflødigt. Dog er de artikler, der er indlagt, interessante og relevante, for de giver en dybere forståelse af Mia og de briller, hun begynder at se verden med efter Frederiks sygdom.

Jungersens projekt tromler hen over handlingen, personerne og sproget, så de efterlades flade og uinteressant. For mig er det generende, selvom projektet er interessant.

tbc
5. april 2012

Anmeldelse af C. Jungersens roman ”Du forsvinder”

En gribende og medrivende fortælling om menneskelig afmagt overfor andre menneskers handlinger og overfor sygdom.
Vel er det et mesterligt skrevet drama, der udspiller sig midt i en dansk kernefamilie, hvor kernen dog er pilrådden! Eller er den? Er det ikke bare livet, der skildres for nogle mennesker, der er undergivet livets mangfoldighed på godt og ondt – vilkårligt, tilfældigt?

Livets store spørgsmål er vævet ind i handlingen og er personificeret elegant i det Jungerske menneskeunivers - herligt overraskende og frækt – livet kan ikke fangens ind af mennesket, men må leves naturgivent her og nu. Og naturen er en uregerlig størrelse, som lader hånt om menneskets egne ønsker, drømme og længsler. Mennesket er brikker i naturens store skakspil af tilfældigheder og uheldigheder, hvor tanken om den frie vilje eller mangel på samme filosofisk og teologisk er illusorisk, og i bedste fald naiv! Den hele tilværelse er et spørgsmål om neurologisk funktionsdygtighed omsat til handling; måden, vi handler på, er et spørgsmål om hjernen fungerer optimalt eller ikke!

Vi føres ind i fortællingen af Mia, romanens registrerende hovedperson, gift med Frederik, og sammen har de teenagesønnen Nicklas. De er på rejse til Mallorca, men da Frederik, viser det sig, har en svulst i hjernen, kommer de alle ud på deres livs rejse ind og ud af neuropsykologien, neurofilosofien, og filosofien og teologien i almindelighed. De to sidstnævnte emner lader Jungersen nærmest fremstå som ren alkymi på linie med psykoanalysen, og andre ufrivillige komiske fossillerede livsanskuelser. Der er sandelig ”skruet op” for det nye neurobiologiske paradigmeskift. Og sammen med den søde drøm om den lykkelige kernefamilie bliver både det humanistiske og teologiske fakultet betragtet som uhensigtsmæssig blanden sig i de voksnes verden!

Er det hele er så nu afløst af det cognitive paradis? Ja, der er researchet kraftigt i det naturvidenskabelige og det træder måske for tydeligt igennem i selve kompositionen og kan true med at springe romanens genre. Man kan måske lidt for påtrængende mærke researchen, og hvor imponerende den end er, kan den måske komme til at stå i vejen for indlevelsen i romanens handling; det kan selvfølgelig være en hjerneskade, der har fjernet min empati, men så er jeg jo uden skyld i det!
Det er faktisk karsk lutherdom, Jungersen sekulariseret udfolder. Fordi den gør op med det illusoriske; at mennesket kan forbedre sig; at man menneskeligt gør store fremskridt, og altid går fremad mod en mere bedre etik og korrekt livførelse – jf. M. Luthers den trælbundne vilje.(”Om den trælbundne vilje”, Luthers skrifter i udvalg, forlaget Aros 1983. Aarhus)

Men der skal ikke være tvivl om, at Jungersen med ”Du forsvinder” igen har begået en psykologisk thriller af format, der gør det umuligt at lægge bogen fra sig før den er læst færdig - uanset hvor man sidder eller står!

God læselyst i påsken!

Thorsten Bjerg Christensen
Sognepræst, Cand.theol. og Master i Organisationspsykologi(MPO)

tbc
5. april 2012

thorning49
29. marts 2012

DU FORSVINDER

Christian Jungersen har begået en utrolig, læseværdig og yderst tankevækkende roman igen. Det er hans 3. bog - og desværre er der nogle år imellem. For det er altid en god læseoplevelse.

Bogen er denne gang krydret - efter hvert kapitel - med mange små og yderst relevante fotos, artikler, kopi af FB, salgsoplysninger o.s.v. der er med til at gøre handlingsforløbet endnu mere interessant og troværdig.

Handlingen er beskrevet så glimrende i andre sammenhæng, men vil alligevel fremhæve, at den bygger på det, der desværre sker i hverdagen - og kan ske for os alle. Din nærmeste bliver forandret - i dette tilfælde på grund af sygdom - og hvilken indflydelse får det på patienten og de nærmeste. Et ekstra lag, som gør bogen endnu mere tankevækkende er det filosofiske lag, som kompletterer problemstillingen.

For slet ikke at nævne den kendsgerning, at Kristian (Hovedpersonen, Mie's mand) har begået bedrageri over for sin arbejdsgiver. Udfordringen er så om det er den raske eller syge Kristian. Om det med andre ord kan undskyldes med sygdomsforløbet - en ganske spændende problemstilling vi tidligere har set i virkeligheden i andre sammenhæng.

Christian Jungersen evner at skabe nogle fantastiske personskildringer, som er med til at inddrage mig som læser i de impliceredes liv. Det er faktisk svært at lægge bogen fra sig igen, fordi dynamikken er til stede gennem hele forløbet.

Jeg kan virkelig anbefale bogen, som kan læses som ren underholdning, hvilket dog næsten er synd, idet den virkelig er værd at tænke.

Rigtig god læselyst.

Kim Juul
28. marts 2012

DU FORSVINDER

Anmeldt af Kim Juul

Christian Jungersens ny roman tager udgangspunkt i den nære katastrofe. Katastrofen i form af en hjernesvulst i det område af hjernen, hvor vores impulskontrol og personlighed dannes. Det giver et godt anslag, fordi det kan ramme enhver – og det føles relevant fra første stavelse.

Jungersen skriver fra en kvindes synspunkt, noget han om nogen mestrer. Det gjorde han i Undtagelsen, og det gør han også her. Mie´s mand Kristian rammes af en hjernesvulst, der ændrer hans personlighed - og måske som en følge heraf - har han oven i købet har begået bedrageri på sit arbejde.

Nuanceret og levende oplever vi hovedpersonen Mie´s tvivl, fortvivlelse og forsøg på at få orden i kaos. Vi følger hendes vej gennem en skæbne og nogle udfordringer hun hverken selv kan styre eller forudse.
Er det overhovedet til at bære at læse om? Ja det er det. Det er ikke en bog om sygdom. Jungersen skaber en meget fin fremadrettet dynamik i hele historien, der er masser af liv, håbet om bedring, krydret med relevante og genkendelige problemstillinger fra et moderne hverdagsliv. Mie skal udover en hjerneskadet mand uden empati, også forholde sig til en teenage søn. Jeg kan godt lide Mie, og er med hende hele vejen. Også i hendes møde med kærligheden, der er med til at drive historien frem, og som undervejs rummer et par fine overraskelser.

Men genistregen er det filosofiske lag, der lægges oven på alt det genkendelige. En del af anslaget er som nævnt, at Mie´s mand har begået bedrageri for 12 mio. og gældsat den skole, hvor han er skoleleder. Han har gjort det ved at handle med råvarer. Et vovestykke der, hvis det var gået godt, kunne have gavnet skolen, men også et vovestykke, der er karakteristisk for personer med skader i den del af hjernen, hvor hans svulst sidder. Impulskontrollen er nedsat, og evnen til at vurdere konsekvensen af ens handlinger er nedsat eller forsvinder helt, ligesom empatien også forsvinder.
Plottet giver altså grobund for nogle ret interessante overvejelser om den fri vilje. Er vores personlighed og vores valg i virkeligheden bestemt af den biologi, der er i vores hjerner. Er Mie´s mand overhovedet ansvarlig for sine handlinger? De er foretaget på et tidspunkt, hvor en svulst ændrede hans karakter. Hvor meget af vores personlighed er miljøskabt, eller givet på forhånd. Kan man overhovedet tale om en fri vilje? En debat, hvor filosofi møder biologi. En debat hvis relevans vokser i takt med, at vi jo hele tiden får større viden om, hvordan vores hjerner fungerer. En debat som godt kunne gå hen og blive lidt langhåret, men som doseres meget fint.
Ikke mindst fordi debatten til dels foregår i kronikker og fagindlæg, som er fotograferet og sat ind i bogen. Disse fotografier er samtidig med til at visualisere den virkelighed, som bogen beskriver. Det er en form for dokumentarisk lag, der er med til at gøre indholdet af romanen endnu mere nærværende og virkeligt. Der er billeder af sønnens facebook profil, familiens hus, artikler der forklarer hjeneskader og som sagt kronikker og videnskabelige artikler. Det er anderledes, men det fungerer meget fint, som endnu et godt tænkt element i en både velskrevet og meget begavet bog.
“Du forsvinder” er meget vellykket, og den er i min optik tæt på at læne sig op af betegnelsen - et mesterværk. Savner måske den klare holdning til skyldsspørgsmålet i bedragerisagen, som jeg kunne være enig eller uenig i, og dermed diskutere efter læsningen. På den anden side, bogen har masser af facetter.
“Du forsinder” er en god historie, den er super relevant og velskrevet i et flydende sprog med fint doserede fakta, og velplacerede punktnedslag af mere poetisk karakter. Den kan alt det god litteratur skal kunne – og en hel del til. Jeg er både blevet grebet og en del klogere undervejs.
Sjovt nok er beskrivelsen af en hjerneskadet mand med til at øge forståelsen af mine hjemmeboende teenagere – og det er da ikke så lidt mere end man nogensinde kan forvente.

Pernille Yding
28. marts 2012

JEG FORSVINDER - OGSÅ

Det tog knap en weekend at læse den. Sad i morgensolen og måtte lige have de sidste ord med mig, før ugen kunne begynde. På en måde underligt uforløst, på den anden side en anelse desillusioneret, fordi de karakterer, man kommer til at holde af på en eller anden vis, måske ender med at være lidt sværere at holde af, fordi virkeligheden rammer hårdt, når bogen slutter.

"Du forsvinder" er en smuk, men barsk historie om kærligheden, og om hvordan mennesker ændrer sig i krise. Hovedpersonerne Mia og Frederik er vant til at være i centrum, det vellidte par, som spreder lys og varme. Men igennem mange år har Mia været vant til, at Frederik ikke er der for hende, at han forsvinder fra hende - om det så er til arbejde eller til tilfældige kvinder. Pludselig en dag tre år tidligere end hændelsesforløbet i bogen ændrede det sig, pludselig var han hjemme og pludselig følte Mia, at hun var elsket. Hun bruger selv ordet lykkelig. Men på en ferie forsvinder han igen, da det konstateres, at han har en svulst i hjernen, som hæmmer hans empatiske evner. Og med det begynder tvivlen. Hvem er den rigtige Frederik? Ham, der bedrog og aldrig havde tid - eller ham, som fandt hjem og holdt af? Og hvordan bliver man ved med at elske et dumt svin, for det er jo ikke med vilje, at han er et dumt svin!

Jungersens nagler Mia og Frederiks forhold med ord, som gør det levende. Og han nagler den virkelighed, som det er at leve med et menneske, der er sygt - hvordan sygdommen infiltrerer og gennemsyrer. Han fortæller historien fra kvindens perspektiv og formår virkelig at leve sig ind i den feminine karakter. Det er meget svært ikke at identificere sig med Mia, der desperat prøver at holde fast i den Frederik, hun elskede – og samtidig at beskytte deres 16-årige søn Nichlas fra den barske sandhed om faderen.

Det mest imponerende i bogen er egentlig, hvordan Jungersen skriver virkeligheden mere og mere væk i takt med, at bogen skrider frem. Man rammes af oprigtig forvirring over, hvem der taler sandt, hvem der oplever sandt, hvem der er syg, og hvem der er rask. Og om der i det hele taget er en faktisk virkelighed anden en den, som man oplever. Jeg er stor fortaler for åbne ender og plads til fortolkning – og uafklaretheden, åbenheden klarer Jungersen med bravour med ”Du forsvinder”.

malene hoxer juul
28. marts 2012

13. marts 2012 Malene Juul

Christian Jungersen har gjort det igen. Han har forfattet en bog, der fænger fra første side. Den er stort set umulig at lægge fra sig - og selvom emnet er tungt og et almindeligvis svært tilgængeligt stof, som en hjernesvulst - bliver det beskrevet i et jævnt og flydende sprog, som giver læseren et stort indblik i den katastrofe, der i realiteten kan ramme os alle og i den hverdag, som en "ramt" familie ikke kan flygte fra.
Bogen "krydres" med fotos og fotokopier af relevant faglitteratur angående hjernetumorer. Spændende, nærværende og lærerigt.


Hovedpersonen er en kvinde - og også dette at skrive som det modsatte køn, er noget, Christian Jungersen mestrer.
Der er en meget fin og empatisk beskrivelse af tilværelsen som pårørende til en hjerneskadet mand uden empati og med en personlighed, der ligger langt fra udgangspunktet, som Mie engang forelskede sig i - og som forelsket påny med de dilemmaer, dette medfører i denne situation.
Desuden er der et spændende retsligt dilemma, da Frederik, som er ramt af hjernetumoren har begået bedrageri i stor stil - og kan man dømme en personlighedsforandret mand - er det manden, der med fortsæt har begået kriminalitet, eller er det hjernetumoren, der har drevet ham til disse handlinger?

Denne bog skal læses - den er absolut læseværdig!

pollepep
27. marts 2012

Bogen tager udgangspunkt i en gribende kærliglighedshistorie. Den handler om parret Mia og Frederik. Frederik får en hjernesvulst, der ændrer hans personlighed. Inden han bliver diagnosticeret, men efter at han har fået svulsten, begår han et millionbedrageri mod den skole, han er leder af. Spørgsmålet er nu, om han er skyldig i denne forbrydelse eller den er et udslag af hans sygdom.

Romanen er meget intelligent skrevet. Den må have krævet voldsomt meget research. Det er ikke så mærkeligt, at der er gået hele otte år siden Christian Jungersen skrev ”Undtagelsen”.

Ved at læse bogen får man åbnet øjnene overfor, hvor svært det må være at være pårørende til hjerneskadede, men også hvordan det kan udnyttes og misbruges til at dække over egne mørke sider.

Bogen rører mange etiske problemstillinger, fx om ansvar og skyld. Den berører også nogle af livets såkaldte store spørgsmål, fx om hvor langt menneskets frie vilje rækker.

Romanen er holdt i et godt sprog, og den er speciel derved, at hvert kapitel afsluttes med et billede af fx en facebook-profil, nogle kærestebreve, udskrifter fra internettet og af e-mails, uddrag af lærebøger, tidsskrifter etc. Alt sammen naturligvis i relation til handlingen.

Jeg synes, det er en utrolig god bog, der er meget læseværdig.

Poul Erik Petersen, Frederikshavn

Artikler (0)

Log ind

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
Password

Opret profil

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
E-mail
Password

Glemt password

Indtast din e-mail, og vi sender dine info.

Slet profil

Indtast din e-mail.
E-mail

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast din e-mail-adresse for at tilmelde dig nyhedsbrevet.
E-mail

Forlaget Gyldendal – hvor forfatterne er

Gyldendal.dk

g.dk – Gyldendals internetboghandel
- er nedlagt pr. 1. maj 2013.

Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.

Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.

Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.

Velkommen til!