Jeg er Zlatan Ibrahimovic

Ikke så meget snak!

Der er allerede skrevet en masse om den her bog. Jeg vil ikke forsinke din vej til at læse den yderligere. Bogen er i den grad anbefalet! Mange snakker om man kan læse den selvom at man ikke går op i fodbold, at det er en socialrealistisk skildring af vores samfund. Ja ja, men alle fodboldanekdoterne er fantastiske. Jeg sad med en lyst til at finde alle målene der blev snakket om på youtube, men havde ikke tid fordi jeg skulle lige læse et kapitel mere...

Nå, ikke mere snak. Læs den!

Hvad jeg tænkte efter en side med “Min historie: Jeg er Zlatan Ibrahimovic”:

- Det er løgn. David Lagercrantz har bare trykket ‘play’ på fodboldlegenden, og så har han udgivet båndudskriften. For billigt!

Hvad jeg tænkte efter 220 sider med Zlatan:

- Det er løgn! David Lagercrantz har bare trykket ‘play’, og så har han udgivet båndudskriften! Genialt!

Hør her. Jeg gider ikke fodbold. Og jeg er den irriterende kvindetype, der godt kan finde på at bede om pædagogisk at blive forklaret offside, selv om jeg godt er klar over min indbyggede høredefekt, hvad angår det begreb. Jeg er så uendeligt ligeglad, og jeg kan blive decideret harm over, at sportsindslagene er på længde med de øvrige nyheder i tv, når nu det samlede kulturstof anses for ‘niche’. Men når Weekendavisen giver sig til at anmelde kalorius, så måtte jeg tjekke den ud.

Jeg forventede en svensk lightversion af Joakim Jakobsens fodboldbog-gone-europahistoriebog “Tynd luft”. Jeg fik noget, der godt kan hamle op, men på ingen måde kan sammenlignes.

Zlatan-bogen er… virkeligkedafatkopiereklicheernefraomslaget… en bunke dynamit i en liga for sig. For den handler ikke om fodbold. I hvert fald ikke på noget niveau, hvor jeg ikke kan være med. Det er en forpustet, socialrealistisk smøre om cykeltyven fra Malmö, der spillede bold for at komme væk fra en mildest talt belastet familie. En far, der hellere ville lytte til jugomusik og en ikke helt vel forvaret mor, der slog dem med grydeskeer. Narkoproblemer, sociale myndigheder, skoleskift og svenskerjante. Om den simple Zlatan, der ikke indretter sig, men hellere vil køre rundt i store biler og have kort lunte og råbe op.

Det er urhistorien om Klods-Hans, men en indvandrerklodshans, der kommer fra rendestensghettoen Rosengård og siger ‘liksom’ hele tiden og tager sin angst for tomme køleskabe med sig ud i sin imponerende karriere. Et værk, der ligner sin hovedperson: Det virker simpelt og lidt dumt, men det insisterer på at blive taget seriøst. Så det bliver ved i samme rille, indtil det bliver taget seriøst. Og brillerer.

Det er naturligvis ikke en uredigeret båndudskrift, vi er ude i, selv om bogen virker som én lang monolog. Som det er med sande stykker kunst, så får denne bog dig til at tænke, at det kunne du da også have gjort. Det kunne du ikke. Så flot orkestreret, at man enkelte steder tænker, at Zlatans historie er for kliché til at være sand.

I har sikkert fattet det på alle de øvrige anmeldelser. Men hvis ikke, så lad mig slå det fast: Det her er seriøst læsværdig samtidslitteratur.

Beslutningen om at læse Jeg Er Zlatan Ibrahimović var et pludseligt indfald. Det er slet ikke en bog, jeg normalt ville have taget ned fra hylden, men da chancen bød sig, så slog jeg til.

Jeg var en smule skeptisk i starten, for helt ærligt: fodbold er slet ikke mig! Jeg har som sådan ikke noget imod det – det interesserer mig bare ikke. Men jeg blev positivt overrasket.
Allerede fra første side bliver man væltet omkuld af et sprudlende og meget ærligt sprog, der fortsætter gennem hele bogen og er med til at holde læseren fanget.
Bogen starter lige på og hårdt – ingen udenomssnak eller pladder, og jeg blev straks opslugt.
Fortællingen om knægten fra Rosengård, der med selvtilliden i top og en stor vilje kæmper sig vej trods modgang og ’hadelister’, er en gribende historie.

Er man ikke fodboldinteresseret og skeptisk over for bogen, så behøver man ikke at bekymre sig, men kan roligt gå i gang. Uvidenhed om spillere, trænere og klubber er ikke et problem, og det er lykkedes David Lagercrantz (forfatteren) at skrive bogen i et sprog, så alle kan følge med.
Det slog mig især, hvordan Zlatans følelse af succes bliver beskrevet så præcist, at alle vil kunne genkende den fornemmelse man får, når noget virkelig vigtigt lykkes. Også de malende beskrivelser af Zlatans oplevelser på banen er forklaret, så selv en fodbold-ignorant som jeg, forstår essensen af det.

Men… Efterhånden som der kommer gang i karrieren begynder fodbolden og beskrivelser af kampene at fylde mere og mere i bogen – og ja, hvad skulle ellers fylde i en biografi om en fodboldspiller? Men jeg må erkende at det bare ikke er mig. Forstå mig ret, jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg har læst den eller drømt om at vende sidste side i fart, men for mit vedkommende, så var det første del af bogen om hans opvækst og kampen om at komme frem i verden, der var mest interessant.

/Kirstine

Jeg måtte lægge øre til et par slet skjulte fnis, da jeg fortalte, at jeg var i gang med at læse den nye Zlatan Ibrahimovic biografi. Fodbold er nemlig ikke noget, jeg ved meget om eller interesserer mig for i nævneværdig grad. Jeg havde faktisk hørt om den store (i alle ordets betydninger) svenske angriber i forvejen, og var meget interesseret i at læse bogen. Den var nemlig blevet fremlagt i flere medier som en historie om integration, hvordan knægten med jugoslaviske aner kæmpede sig vej igennem det pæne, polerede svenske samfund, og den historie var jeg ret spændt på!

Bogens titel er godt nok ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”, men forfatteren hedder David Lagerkrantz, og ingen prøver at bilde læseren ind, at Zlatan selv har skrevet sin biografi. Den er dog fortalt i første person, og i et sprog som jeg tror ligger tæt op ad Zlatans måde at formulere sig på. Det er meget mundret, der fortælles lige ud af landevejen og ordet ”ligesom” bliver sparket ind i tide og utide.

Selve historien er velkendt og selvfølgelig ikke specielt overraskende. Zlatan vokser op i det hårde Rosengårds-kvarter i Malmø. Hans familie er flygtet fra Jugoslavien, forældrene bliver skilt, moderen arbejder hårdt med rengøring, halvsøstrene har store problemer med bl.a. stofmisbrug. Der er problemer i overmål og mangel på overskud, og dødstrusler opfattes som en almindelig måde at kommunikere på over middagsbordet. Men der er samtidig et stærkt familiesammenhold udadtil: faderen finder sig ikke i, man siger noget skidt til hans børn, og Zlatan og hans helsøskende hænger sammen som ærtehalm. Selvom opvæksten ikke er ideel, er der altså masser af styrke og resurser at hente, dér hvor Zlatan kommer fra. Det ved han godt, selvom han gennem hele bogen har en vis tendens til at forfalde til selvmedlidenhed over sine genvordigheder. At et tema skulle være ”integration” kan jeg slet ikke se. Zlatan aner intet om etniske konflikter i Jugoslavien, og i Rosengården holder alle nationaliteter sammen. Bogens første dele handler derimod om sociale grupper – jeg tror ikke, verden havde set anderledes ud for Zlatan, hvis han havde været søn af en enlig, socialt udsat ærkesvensk mor.

Nå, der er jo også noget med fodbold… Zlatan har svært ved at sidde stille og koncentrere sig i skolen, men han er god til at drible (om end ikke det mest åbenlyse talent). Han kommer til træning på stjålne cykler, og selvom nogle af de pæne middelklassefædre til andre drenge brokker sig og Zlatan må skifte klub jævnligt, kommer han frem. Helt til Malmø FF, til den svenske liga og til udlandet! Desværre er Zlatan bare overhovedet ikke forberedt på at skulle klare sig selv i et fremmed land, da han kommer til Ajax, og hans genvordigheder der er tragikomiske at læse om. Især fordi man godt ved, at han selvfølgelig klarer sig helt frem til at blive solgt for uhyrlige summer, tilbedt af fans og optræde som topscorer i den italienske liga.

Den sidste del af bogen er forudsigelig, men sjov, fordi den virker meget åbenhjertig. Zlatan lægger ikke skjul på, hvilke træner og medspillere han kan lide og ikke kan lide, og han er tilpas imponeret over at blive set i selskab med ikoner som Berlusconi og Pelé til, at det ikke er svært at bibeholde sympatien, selv da han bliver rigtig stor.

Jeg var glimrende underholdt undervejs, og der er ikke tvivl om, jeg er begyndt at nære varme følelser for ”Ibra”. Dette skyldes mest bogens forfatter, der har lidt af et geni i sin redigering af stoffet. Eksempelvis fremstilles Zlatans kærlighedshistorie med den 10 år ældre Helena blidt og smukt. Ingen andre kvinder omtales i nævneværdig grad, men Zlatan siger, han er genert og usikker overfor det modsatte køn. Hvis dette virkelig er sandt (og det tror jeg ikke helt på), får det ham til at fremstå sympatisk og kær. Har han faktisk været scorekarl nr. 1 i Malmø (hvad jeg mistænker ham for), er han lidt af en gentleman når han vælger ikke at fortælle om det.

Det er alt i alt en bog, der er værd at læse, f.eks. vil den være rigtig god at have med på ferien eller en lang togtur. Den er nemlig let fordøjelig og ganske hyggelig, og heldigvis for fodboldignoranterne er der mest fokus på personligheder og de ting, der foregår udenfor banen. Min anbefaling er bestemt at læse bogen, men ikke at sluge den råt. Den er måske fortalt af Zlatan, men der har været en megaskarp hjerne ind over, og spotlightet er i højeste grad rettet mod Zlatans bedste sider!

Ibrahimovich er en vinder, og indtil nu, har han siden 2004-2005 sæsonen været Italiensk mester med Juventus, Inter og Milan - med en enkelt afstikker til Spanien og et spansk mesterskab der ikke tæller i Zlatans bog.

Bogen fortæller om spilleren Zlatan og er fortællingen om viljen til at vinde. Den velskrevet og med god sans for komposition og dramatik - godt arbejde af David Lagercrantz.

Den tager læseren fra opvæksten i Rosengården, præget af alkohol, stoffer, kriminalitet og evig sult til livet i fodboldmiljøet i de europæiske topklubber.

Det er måske en del af forklaringen på, at denne biografi - ligesom Zlatan selv - i den grad distancerer sig fra mange af de andre bøger om fodboldspillere.

Zlatan er 30 år, og går ind i fodboldkarrierens efterår - derfor er det måske også passende, at han spiller i AC- Milan - men alderen betyder også, der kan ses tilbage på en unik karriere. Selvom Malmø er tæt på, er der stadig langt over Øresund, og jeg tror der er mange danskere, der undervurderer hvor stor en stjerne Zlatan egentlig er.

De enestående fodboldmeritter sammen med fortællingen om et krigerisk sind og behovet for at opnå anerkendelse gør denne biografi fremragende.

Zlatans har noget på hjerte: ”gå dine egne vegne - lad være med at indrette dig efter de andre - så kommer anerkendelsen”

Det er fine budskaber som er svære at leve ud. Og det er sigende, at når Zlatan endelig prøver at indrette sig og passe ind - går det galt. Først på gymnasiet, sidenhen i Barcelona.

Kampen for og higen efter anerkendelse skinner igennem hele bogen - tydeligt i forhold Mourinho, som Zlatan elsker og forguder - og i forhold til Pep Guardiola - som aldrig giver Zlatan den anerkendelse og lederplads, han selv mener han fortjener.

For Zlatan skal være stjernen på holdet. Er han det, er han også den bedste - og tager det ansvar der følger med. For det er Zlatan der fører holdet til mesterskaber. Ikke holdet - ikke træneren. Bedst illustreret da han tager det andet mesterskab med Inter.

De andre Inter-spiller takker Mancini. Zlatan giver Mancini hånden og siger velbekomme.

Vh Jan K