Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Læseranmeldelse af Jane Skov
Det er svært at komme udenom et par advarsler, når man skal fortælle om ”Huden er det elastiske hylster der omgiver helet legemet”. Bjørn Rasmussens bog indeholder nemlig nogle ret grafiske beskrivelser af sex mellem mænd (eller snarere mellem mand og dreng), selvskadende adfærd og grusomhed mod dyr. Jeg vil dog hellere give en god grund til faktisk at læse bogen: sproget er afsindig godt, og den er noget af det mest medrivende, jeg længe har haft fingrene i.

Bogen springer en del i tid og sted, og er fortalt noget fragmentarisk. Dens omdrejningspunkt er drengen Bjørn (!), der er vokset op på en rideskole i Vestjylland, og hans forhold til en ældre ridelærer. Nogle passager er fortalt i første person, andre i tredje, og Bjørn omtales endda som hun! Det er selvfølgelig forvirrende for læseren, men giver et glimrende indtryk af hovedpersonens tilstand.

Undervejs i bogen bevæger Bjørn sig fra Fjaltring til København, hvor han tager sig et ”meningsfyldt arbejde” som trækkerdreng. Èn af de ting, der begejstrede mig mest i bogen, var de mange meditationer over provins-livet, der gerne tog udgangspunkt i sjove bynavne: ”Har jeg fortalt om Lemvig? Lemvig er Vestjyllands smilehul. Lemvig er grundlagt på et leje af kogt medister, dette er fakta. Vejnettet i Lemvig er struktureret ud fra syltens princip.” Sådan kører den derudaf, hvilket jeg fandt overmåde charmerende og lige på kornet.

Først og fremmest er bogen med den lange titel en grusom historie om et barn, der bliver skadet af andre og fortsætter med at skade sig selv. Det er en barsk omgang, men den underliggende humor og de mange sproglige finurligheder, remser og nyskabelser gør, at den er til at holde ud.

Jeg plejer at læse bøger, der er meget anderledes: de er længere, har et veldefineret plot og kan oftest uproblematisk proppes i en genre som historiske romaner, fantasy eller krimier. Bjørn Rasmussens bog var på mange måder et ordentlig spring fra min komfortzone som læser, men jeg er glad for, jeg kom igennem den, og er flere gange vendt tilbage til de højdepunkter, jeg har understreget på min kindle. Jeg vil absolut anbefale den, også til læsere, der normalt ikke kommer forbi den smallere litteratur. Og så synes jeg, Bjørn Rasmussen skal have det sidste ord. Det er på grund af passager som denne, bogen er mere end værd at læse: ”I dag drømmer jeg om flagafbrændinger i gaderne, jeg savner en større respekt for tekstiler end at dekorere dem med symboler og lort, jeg opponerer mod dekorationen af de nyfødte; her er dit køn, dit navn, dit flag og din familie, må du forsøge at slippe af med det, må du kvæles i dit opkast, må du blive sendt væk”.

Læseranmeldelse af Maria Djurhuus

Mine øjne læser den første linje i bogen. Igen. Og igen.
”Jeg var allerede ældre, da en mand en dag kom hen imod mig i hallen til et offentligt sted.”

Sætningens indforståethed giver mig fornemmelsen af at have forstyrret en person midt i en tankerække, en monolog, men jeg bliver også nysgerrig. For hvem er jeg’et, der er blevet ældre? Og hvem er manden?

Ikke gavmildt, men inkrementelt giver Bjørn Rasmussen lunser af jeg’ets historie. Et jeg, der forresten bærer samme navn som forfatteren. Historien rummer så meget begær, frustration og ungdommelig forvirring, at jeg flere gange tager mig selv i at bede til, at forfatteren Bjørn Rasmussen ikke i virkeligheden har oplevet samme seksuelle smerte som bogens hovedperson Bjørn.

Bjørn vokser op i en lille by i Jylland sammen med sin ulykkelige mor og sine to brødre, som han ikke har et særlig tæt forhold til. Det aflæses også i sproget.
De fleste gange omtaler Bjørn dem som ”moderen” eller ”brødrene” og sjældnere som ”min mor” og aldrig som ”mine brødre,” hvilket også er med til at øge afstanden til familien.

Men Bjørn har én, som han knytter sig til. Sin ridelærer. Teenageren Bjørn er bøsse og indleder et sadomasochistisk had/kærlighedsforhold til den tyve år ældre mand, hvor Bjørn indtager den underdanige rolle. Dette forhold er med til at præge Bjørns opvækst.

”Han sad på toiletbrættet og drak af flasken, mens det brandvarme vand steg op omkring min krop. Da karret var halvt fyldt, hældte han resten af vinen ud over mit pikhoved, der stak op af vandoverfladen. Så knappede han sine bukser op, hev sin store brune pik frem og pissede mig på brystet, i håret, i munden.
Jeg kom. Jeg skreg. Jeg elsker ham.”

Senere flytter Bjørn til København, hvor han dog på sin vis sidder fast i den underdanige rolle, da han ansøger om et job på et bordel og får det.
”Bjørn rider to mænd på én gang, hans anus er umættelig, utrættelig, Bjørns lille drengefisse er et elastisk hylster, der kan kappe en lillefinger af ved roden og snart efter æde en stor behåret arbejderknytnæve og underarm uden at sprække en millimeter. Ja.”

Hvordan bogens sidste kapitler lyder, vil jeg lade være op til andre nysgerrige læsere at opleve. Bjørn Rasmussens bog er nemlig en særskilt og sjælden indføring i en ung mands sind.
Men bogen læser ikke sig selv. Det er ikke som at læse en krimi, hvor fremdriften ofte er spændingen ved at få forløst bogens plot. Bogen kræver en anden form for tankevirksomhed end at løse gåder. Den kræver skærpede sanser. For detaljerigdommen krydret med korte og af og til ufuldstændige sætninger gør, at meget af læsningen også foregår mellem linjerne. Utallige skift mellem både nutid og datid og jeg’et, der afløses af en fortæller i tredje person, skaber også kortvarig forvirring, men giver samtidigt god mening, fordi vi netop får et unikt indblik i en forvirret og rodløs sjæl.
Midt i alle de voldsomme scener om magt og afmagt, får jeg indtrykket af en kærlig knægt, som savner omsorg. Og hvem savner ikke ofte det?

Jeg kan derfor kun på det varmeste anbefale at læse Bjørn Rasmussens debutroman, som dog stiller krav til læseren, hvis man skal nå at indfange alle lag af historien. Derfor er jeg også sikker på, at jeg forstår både hovedpersonen Bjørn – og forfatteren Bjørn Rasmussen – endnu bedre anden gang, jeg læser bogen. For jeg skal uden tvivl læse bogen igen.