Ukulele Jam af Alen Meskovic
Når man er regelmæssig læser af Weekendavisens tillæg, Bøger, ser man at de forskellige anmeldere har deres specialer, som redaktøren sikkert tager hensyn til når der uddeles bøger til anmeldelse. Og hvis jeg havde været anmelder på avisen, havde jeg nok aldrig fået Ukulele Jam til anmeldelse. Og hvis jeg ikke havde været medlem af Gentofte Bibliotekernes anmelderklub, havde jeg højst læst nogle få sider i bogen.
Det er ikke fordi det ene af bogens temaer, krigen i Ex-Jugoslavien, er uintereressant, det var således en stor oplevelse at læse Birgithe Kosovics bog, Det dobbelte land, om samme emne. Og generelt findes der mange romaner, som er baseret på krige, ofte med forfatternes personlige oplevelser som baggrund.
Det er heller ikke fordi det andet tema i bogen er uinteressant, livsfasen mellem barn og voksen, hvor krop og sind ændres, hvor seksualiteten udfoldes, og hvor venner og kærester bliver vigtigere end ens familie. Indenfor dette tema er der skrevet bjerge af bøger, og det er måske det tema de fleste ville vælge, hvis de blev tvunget til at skrive en bog.
Alen Meskovic har oplevet krigen, tab af barndomshjemmet, flugt og flygtningestatus, adskillelse fra sin beundrede storebror og den nagende angst for dennes skæbne. Sådanne oplevelser har han ulykkeligvis til fælles med hundreder af millioner af mennesker. Samtidig oplever han den tidlige voksenfase i sit liv, med alt hvad dette indebærer, og sådanne oplevelser har han til fælles med resten af menneskeheden.
De to typer af oplevelser integreres og lagres i forfatterens hukommelse, og bliver det brændstof, som har gjort det muligt for ham, og måske drevet ham til, at skrive Ukulele Jam. Og måske har det været godt for ham at skrive den bog.
For en læser som undertegnede har det imidlertid ikke været en god oplevelse at læse bogen. Først og fremmest er den kedelig, med sine uendelige beskrivelser af den avislæsende far i de deprimerende indkvarteringsforhold, af utallige ens forløbende ture til stranden, opremsningen af et hav af venner og deres pubertære diskussioner om pigerne de møder, og gentagne omtaler af ligegyldige musiknumre.
Ikke på noget tidspunkt blev jeg fanget af bogen.

Erling Mellerup
Gentoftebibliotekernes anmelderklub

Kære Anette Friedberg,

Mange tak for din anmeldelse af Ukulele-jam!
Jeg glæder mig til at gæste jeres bibliotek i maj.

Venlige hilsner,
Alen

Ukulele Jam af Alen Meskovic
Omslaget oplyser, at forfatteren er født 1977 i Bosnien, samt at bogen er hans første roman – han har tidligere udgivet en digtsamling.
Inden jeg startede på bogen, skyndte jeg mig at læse en del om krigen – det irriterede mig gevaldigt, at jeg, der ellers følger med i nyheder mv. stort set intet vidste om krigen. Kunne da godt huske fjernsynets gengivelse af rædselsscener – men heller ikke mere.
Og så begyndte jeg at læse bogen. Den er velskrevet og med omslagets gengivelse in mente, gik der ikke lang tid, førend jeg opfattede bogen som en (måske delvis) selvbiografisk bog.
Det var svært at lægge bogen fra sig igen, skulle lige have næste afsnit, side og kapitel med.
Selvom det havde været let for forfatteren at forfalde til at dvæle ved mishandlinger, tortur etc. går han ikke i detaljer. På trods heraf lurer uhyggen og følgerne af de forfærdelige oplevelser på hver en side og i stort set samtlige personbeskrivelser.
Undervejs fik jeg den tanke, at det er mærkeligt så ens teenagere tænker, hvad enten man bor i det ene eller det andet land, i krig som i fred – i halvfemserne eller i tresserne.
Forfatterens beskrivelse af en ung mands besværligheder, drømme og forhåbninger i forhold til det andet køn – ønsket om at få og give kærlighed, sex, ønske og frygt for næste skridt og konkurrencen samt samværet med venner og andre jævnaldrende er eminent beskrevet.
Også ”flugten” ind i tidens musik er godt beskrevet – den har de fleste tiders teenagere tilfælles, uanset forskellighederne i musikgenrene.
Forfatteren beskriver det besværlige og dårlige forhold til forældrene. Selv efter at have genlæst nogle af kapitlerne og efter at have tænkt meget over bogen er jeg i tvivl om, hvorvidt hovedpersonens relationer til forældrene og i øvrigt også andre fra forældregenerationen blot er en teenagers almindelige oprør, eller om det skyldes krigen, de fælles forfærdelige oplevelser eller de utålelige forhold, familien lever under i lejren.
Bogen kan varmt anbefales, den er velskrevet, tankevækkende og indimellem endog humoristisk selvom krigen og dens følger konstant følger som en skygge hele bogen igennem.
Bogens titel kan jeg ikke slippe! Ukulele er et sted, hvor de unge går hen. Mærkværdigvis er navnet på det 4-strengede instrument også den betegnelse, hovedpersonen anvender, da han fortæller om, det, soldaterne gjorde ved ham og de øvrige mænd, inden de kom til lejren?!?
Forhåbentlig kommer der flere bøger fra forfatteren – jeg glæder mig allerede til læsningen.
(Anette Friedberg, anmelderlæsegruppen Gentofte hovedbibliotek)

Kære Jane Skov,

Tak for din anmeldelse af Ukulele-jam.
Den er jeg glad for. :-)

Venlig hilsen,
Alen

Jeg tog mig først tid til at læse omtalen af bogen, da jeg faktisk sad med den i hånden, og min første tanke var et vagt lille ”åh nej”. Orkede jeg virkelig endnu en bog om krigen i eks-Jugoslavien? Jeg er nemlig lidt flov over, min viden om denne krig er så ringe, og endnu mere flov over, jeg ikke har forsøgt at sætte mig bedre ind i årsager til og udviklingen af en europæisk krig, der fandt sted i min levetid…
Heldigvis gav jeg bogen en chance og fandt, den var helt anderledes, end jeg havde frygtet. De første sider forekom lidt forvirrende, men hurtigt kom jeg ind i historien. Fortælleren, den bosniske teenager Emir (kaldet Miki), flygter fra en krigshærget hjemby med sin familie, og der optræder både serbere, kroater og slovenere. Men Emir gider ikke snakke om de traumatiske oplevelser under flugten, storebroderen, der sammen med de andre unge mænd blev taget fra familien, nationalisme eller religion. Han er 14 år gammel, da han med sine forældre indlogeres på et flygtningecenter i feriebyen Majbule, og optaget af almindelige teenage-ting: han vil gerne drikke sig fuld, score piger og høre musik.
Bogen følger Miki til han er 17, og selvom krigen hele tiden spøger i baggrunden, læste jeg den mest af alt som en ungdomsroman. Musikken spiller en stor rolle, der bliver udvekslet kassettebånd og lyttet til rock og metal i stor stil. Jeg tror bogen er helt fænomenal, hvis man hører til den slags personer, der tydeligt kan huske, hvilket Nirvana-hit der blev spillet, da man mødte sin første kæreste. Selv er jeg ikke specielt musikalsk og interesserede mig vist mest for heste i årene 1992-94, men bogen fik mig alligevel til at genopleve mange minder fra min egen ungdom, og satte virkelig nogle oplevelser i perspektiv! I 1992 flyttede jeg også med min familie (til et andet hus i samme by), og blev noget så ked af det, første gang jeg så mit nye værelse. Det havde nemlig verdens grimmeste brune 70-er tapet… Miki er derimod nødt til at dele værelse med sine forældre, og selvom de ikke sulter, er der ikke megen luksus over deres tilværelse.
Miki må eksempelvis gå i genbrugstøj og kan ikke få lov til at læse videre på gymnasiet. Han ender på en håndværkerskole, blandt andet fordi han dér kan få en sandwich et par gange om ugen. Flere af hans kammerater flytter til Sverige, og selvom han får andre venner, lever drømmen om et skandinavisk land med noget så vildt som musikbiblioteker.
Jeg nød at læse ”Ukulele Jam”, men de sidste sider var lidt tunge at komme igennem. Der var efterhånden lidt for mange kammerater og kærester til jeg helt kunne skelne mellem dem. Det afspejler sikkert virkeligheden meget godt, men jeg ville gerne have haft et lidt mindre persongalleri med lidt mere plads til at udfolde sig for udvalgte bipersoner. Eksempelvis var den unge soldat Igor, der af og til kom på orlov fra fronten, ret uforglemmelig, men mange andre svedte jeg helt ud. Jeg vil alligevel anbefale bogen, især til alle, der var teenagere i 90erne og gerne vil have et tilbageblik. Det blev ikke denne bog, der gjorde mig klogere på krigen, men jeg fik en tydelig fornemmelse af, hvordan det må være at være flygtet, have mistet alt og oplevet grufulde ting, men bare ønske at leve som alle andre unge.