Kig på damen

Jens Peter Kaj Jensen

Bedøm ved at klikke på stjernerne
Køb på g.dk
Del
0 Artikler
1 Kommentarer
 Print

Novellerne i ”Kig på damen” kredser omkring identiteten og den menneskelige drivkraft, der bor i forestillingen om andres tanker om og blikke på én. At få adgang til en andens blik er et tankeeksperiment, som novellerne på forskellig vis praktiserer.

De digitale kommunikationsformer og deres betydning for de menneskelige relationer har en stor plads i novellerne. Nettets virtuelle rum er også et rum, hvor man kan få uønskede billeder af virkeligheden præsenteret. Titlen ”Kig på damen" er en frase fra novellen StoreMogens, og den fortsætter: "så ved du, hvad manden kan". I ”StoreMogens” opretter en mand en falsk mailadresse på nettet for i vennens navn at arrangere sin egen polterabend. Han får på den måde adgang til, hvad hans venner mener om ham – og det er ikke en udelt fornøjelse for ham at blive lukket ind i en prosaisk mandeverden, hvor venskab, status og symbolsk kapital kan måles på en skala fra 1-10.
I fortællingen om den jeg-svage Linda, der er konverteret til islam og i det hele taget har travlt med at please manden Mustafa, er det en sms-besked fra en fremmed, der får Linda til at stjæle en andens identitet. Og i novellen ”Langå” er mødet på en datingportal på nettet udgangspunktet for en pikant krydsklipning mellem en mands og en kvindes forskellige oplevelser af forførelsesakten og dennes magtspil, i et tog gennem Jylland.

Novellerne i ”Kig på damen” inviterer til, at læseren bevæger sig rundt i forskellige blikke på den, der ser. Og her vil også læseren risikere at komme i tvivl om, hvad man egentlig ved om sig selv, og hvad de andre ved.
 

Fakta om bogen
TypePrint
ISBN9788702084733
Udgave1
Udgivet2010
Sider143
OmslagsgrafikerIda Balslev-Olesen
Vejledende pris: 199,00
 
 
 
 

Pressen skrev:

  • En vigtig bog. Jens Peter Kaj Jensen har begået en fremragende novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak […] I 11 næsten skræmmende realistiske skildringer - "Kig på damen " - af moderne menneskers hverdagsliv afdækker han både varmt og skånselsløst den svære kamp med og for eksistensen. […] Dette er den bedste novellesamling om eskapisme, selvbedrag og ynkelig bragesnak, kort sagt: uautentisk eksistens, der længe er skrevet.
    Preben Rasmussen, Flensborg Avis
  • Jens Peter Kaj Jensens sprog suger læseren helt ind i bogen.
    Ina Grønvig, Fyens Stiftstidende
  • “Når Jens Peter Kaj Jensen skriver bedst, er der et enormt drive fremad i hans sprog. Der er ingen døde øjeblikke, ingen pinligheder eller knirken i maskineriet. Flere gange fanges læseren i nogle virkeligt svimlende øjeblikke: Pludselig opdager man, at fortælleren har et andet køn, end man først troede, pludselig opløser en ret solid virkelighed sig for øjnene af en. […] De bedste par noveller bryder igennem til virkelige særheder hinsides al rotteræs.
    Du læser Strudsen, som du nu kan læse den. Du tager den tilbage, så jeg ved, at den er din. Du gisper dig gennem vingerne, så er du scenekunstner. Du slår blusen op, du giver os alt det hvide, så har vi det at blændes af, så stor og kold bliver du, så er det det, jeg kan lide.
    Der er tryk på her, et femte gear i sproget, også selv om det ser upåfaldende og let ud. Det samme er der i den virkeligt sære ‘Tessa’. Og i den afsluttende ‘Flyveskalle mod åben dør’, som har nogle fuldstændigt vilde, smadrede festscener, fulde af karneval og selvødelæggelse.”
    Tue Andersen Nexø, Information
  • Fængslende novellesamling.
    Jens Peter Kaj Jensens "Kig på damen" er en samling af 11 noveller, hvori man følger forskellige personer. Historierne har ikke nogen relation til hinanden, men der er en gennemgående rød tråd: De handler om identitet og de moderne teknologiers muligheder for, at vi kan tage andre masker på. [...]
    Kig på damen er fortællinger om helt almindelige mennesker, der lever med usikkerheder omkring deres identitet, utilfredshed over deres liv, og som ikke føler sig tilstrækkelige i deres relationer til andre mennesker. Det er samtidig en skildring af, hvad der kan ske, når man får lov til at se verden gennem en anden persons øjne, og hvilke konsekvenser det kan have for både ens eget og andres liv.
    Novellerne er fængslende og aldrig ensformige. Bedst som man tror, man har gennemskuet handlingen, tager den en drejning, og en overraskelse ligger lige om hjørnet. Undertegnede havde svært ved at lægge den fra sig igen. Den ene novelles afslutning vækkede en nysgerrighed omkring den næste, som man også lige blev nødt til at læse.
    Nana Nielsen, KultuNaut
  • Jens Peter Kaj Jensen ... tegner fine og nådesløse portrætter af mennesker i opløsning – mennesker, der har svært ved at magte livet og virkeligheden [...] Identitet og selvstændighed eller manglende ditto er i det hele taget væsentlige omdrejningspunkter i novellerne. Dødsdømte forhold, psykiske nedture, begyndende vanvid og det lille oprør, der udvikler sig fatalt eller falder helt til jorden, er temaer, der forfølger læseren. Der er masser af tankegods og forvredne personligheder i denne novellesamlings mange fornemme psykologiske portrætter, hvor Jensen har brugt sin pc, som instruktøren bruger kameraet og spejlet. Her er mange spændende indblik i sindets krinkelkroge, der nok skal være guf for novelleentusiaster.
    Jan Vandall, MetroXPress
  • Jens Peter Kaj Jensen skildrer falskheden, forvrængningen og fremmedgørelsen, og han gør det med en fin sans for det morbide [...] Jens Peter Kaj Jensen har et umiskendeligt talent for den sære fortælling, som har så stolte traditioner i dansk novellekunst.
    Klaus Rothstein, Weekendavisen
Din kommentar
Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her
Alle kommentarer (1)
Trine Munch
6. august 2010

Her er en udsyret, fed novellesamling. Novellerne er endnu bedre end Jens P.K. Jensens humoristiske og vilde debutroman, 'Sofa' . 'Kig på damen' er 11 meget følsomme og hudløst ærlige skildringer af, hvor galt det går den helt almindelige, desperat ensomme og selvoptagede dansker, når han eller hun forsøger at få kontakt til den anden. Forsøger at redigere i sin identitet for at fremstå attråværdigt. Forsøger at finde ud af, hvad den anden tænker. Der udspiller sig de mest groteske scenarier, fordi novellernes hovedpersoner falder for helt almindelige, omend skamfulde, fristelser. Jensen piller ved tabuerne og lader os kigge på de nøgne billeder af os selv , helt uden løftede moralske pegefingre. Det er virkelig godt gået. Sproget er chokerende klart, potent og ofte tindrende smukt; mange steder er det som at læse lyrik. Det gælder især novellerne 'Venner', 'Tessa' og 'Det, at du ikke kan forestille dig det anderledes', men også fx 'Skabt af lysende brosten'. De vildeste og mest smadrede historier er 'Flyveskalle mod åben dør', 'StoreMogens' og 'Venner' (som alle synes skrevet i efterdønningerne af en kæmpe, destruktiv brandert). De mest finurlige er vel 'Bogreolen' (den allegoriske fortælling om den midaldrende logiker, hvis bøger gradvis forsvinder fra reolen) , 'tessa' og 'Mormor', som måske er skrevet for et lidt ældre publikum, men som ikke er mindre skælvende end resten, og 'Linda'. Min personlige favorit er 'Det, at du ikke kan forestille dig det anderledet', hvor vi kommer skræmmende tæt på det virkelige samlivs diskrete, men frygtelige kompromiser. 'Det er sådan, du ser mig' er et flot eksempel på, hvad der sker med selvopfattelsen, hvis man pludselig begynder at se sig selv gennem en fjendes øjne. 'Langå' er en ualmindeligt saftig, erotisk dominansleg i toget mellem Århus og langå. Trods det samlende tema med den manipulerede identitet (ofte forvaltet på internettet eller i mobilen), kønnet og den konstante leg med fortællervinklen, henvender novellerne sig til forskellige aldersgrupper og sociale segmenter, så næppe nogen læser vil elske alle 11 historier lige meget, men alle 11 vil blive elsket af nogen. De er nemlig alle prægnante på hver sin måde. Og alle læsere vil kunne finde 5-7 historier, som fanger dem og ryster dem. Læs 'Kig på damen'. Trine Munch

Artikler (0)

Log ind

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
Password

Opret profil

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
E-mail
Password

Glemt password

Indtast din e-mail, og vi sender dine info.

Slet profil

Indtast din e-mail.
E-mail

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast din e-mail-adresse for at tilmelde dig nyhedsbrevet.
E-mail