Mit venskab med Jesus Kristus

Først og fremmest tak for tre fine anmeldelser af bogen, og tak for de I er begejstrer for den, også selv om de første 90 sider kunne være hårde (det kommer jeg tilbage til). Hvor åbenlyst det end må lyde, så betyder det ufatteligt meget for mig som forfatter, når læsere som jer fortæller mig, at roman har gjort indtryk - "at den ramte lige i smasken og i hjertet." I er alle tre inde på, at der sker et meget klart skifte i tone i bogen (og også i intention). De første sider er rå, voldsomme, og jeg bliver måske først og fremmest bevidst om det, når jeg er ude til oplæsninger. Jeg har haft en vane at læse op fra første halvdel af bogen og så lægge mærke til at folk kigger chokeret tilbage på mig. Jeg må så sige: "Den er altså ikke kun voldelig. Der sker et skifte. Den bliver meget mere lys - snart." Men min intention var, som Mads håber, at vise en person, som ikke havde andet sprog end volden. Det betyder, at sproget nødvendigvis må være kontant, simpelt og lige på. Det betyder, at længden af lixtallet må vige for et fysisk sprog, ikke ord for hovedet, men ord for kroppen. Først halvdel af bogen er fysisk litteratur. Det er smerte. Det er vold. Det er onani. Det er rastløshed. Det er længsel. Det er åndedrætsbesvær. Det er apati. Det er glæde (i små bider). Det er sex, og det er først og fremmest raseri. Jeg har ønsket at skrive en roman om en person, som ingen burde elske, hvis man kun kiggede på hans handlinger, men som alligevel er elsket, fordi han er mere, end det han gør. Han er det, som andre (men ikke ham selv) tror på, at han kan være. De første 90 sider er et langt fald, til han intet har tilbage. De første 90 sider er, som Mads er inde på, nødvendig for at det kan gå op igen. Volden er nødt til at gå i kroppen. Tabet er nødt til at være fuldkommen. Jeg håber dog, at de første 90 sider også læses som fyldt med kærlighed (og mørk humor), blot en kærlighed som Nikolaj ikke kan finde ud at tage imod, hvilket gør ham til den, han er. For det skifte der sker handler om, at han skal lære at tage imod kærlighed så han også kan give kærlighed. Grundlæggende er det som Gitte skriver en historie om at have tillid til noget, som man ikke tror på det. Nikolaj tror ikke på det, men han er nødt til at have tillid til, at det alligevel er det rigtige. Bedste hilsner Lars Husum

Anmeldelse af Lars Husums ’Mit venskab med Jesus Kristus’. - For en gangs skyld er jeg så meget i tvivl om, hvor jeg skal begynde, at jeg vælger at skrive det med i min anmeldelse. Mest af alt har jeg lyst til at møde Lars og tale med ham om hans måde at skrive på, men det må blive en anden dag. - Jeg havde meget store forventninger til netop denne bog. Jeg vil derfor lægge ud med at sige, at jeg også er begejstret, men det holdt lidt hårdt, og det er derfor, jeg vakler. - De første små 90 sider skuffer bogen mig. Ud over at bogen lægger ud med et lix-tal tæt på børnelitteratur, er der for megen primitiv vold, for megen ’stakkels dem fra provinsen’ og for meget ’bræk’ og ’onani’ – efter min smag. Men så dukker Jesus op og får smadret et askebæger i nakken, hvilket han perfekt vender den anden kind til og siger: ”Jeg er Jesus Kristus, og jeg er kommet for at gøre dig til et bedre menneske.” SMAK! Derfra bliver bogen bare bedre og bedre. Langsomt går det op for mig, at det var den ikke blevet, hvis ikke den var startet med det rå og det primitive de første 90 sider. Bogen vender med ét fra at være en ’stakkels os voldelige tabere’ til at være en fantastisk fortælling om det at nå bunden og derefter drage ud på en tung, men livgivende bodsvandring sammen med Jesus og en umage håndfuld disciple fra samfundets mindre glorværdige lag. - Denne bog er så fuld af kærlighed og tilgivelse, at jeg et eller andet sted er blevet meget grebet af den. Min forhåbning er, at det naturligvis hele tiden har været Husums intention at genere og støde mig de første sider for derefter bedre at kunne få mig til at begrave mig i Nikolajs vej mod tilgivelse og lykke. - Tak for bogen Lars! - Mads Peder Nordbo, august 2010.

På omslaget får man en knytnæve lige i ansigtet. Det er meget betegnende for hvordan Lars Husums historie rammer – lige i smasken, og lige i hjertet. Som flere andre kommentatorer her blev jeg opslugt af bogen og læste den i ét stræk. Jeg forventede at skulle læse en mørk roman med vold og afstumpethed, men blev positivt overrasket. Der er bestemt meget vold og det er så råt beskrevet, at det næsten gør fysisk ondt at læse det. Men bogen er også fuld af humor og en underliggende ironi, som gør læsningen til en fornøjelse. Man fatter sympati for personerne, der hver især har deres historie og svagheder at kæmpe med i bestræbelserne for at være et godt menneske. En skøn roman om venskaber, kærlighed, svigt, skyld, tilgivelse og om at have tillid til noget, man ikke tror på. Jeg vil glæde mig til at læse mere af Lars Husum!

Jeg er lige blevet færdig med bogen og jeg må sige at jeg er enig med flertallet - det er en fantastisk bog. Jeg læste den på 2 dage, kunne slet ikke ligge den fra mig igen. Den første halvdel er mørk, dyster og ond, og jeg sad med en fornemmelse af at jeg så frygtelig gerne ville hjælpe Nikolaj og Søs, men jeg kunne kun være vidne til deres destruktion. Da Nikolaj flytter til Tarm og hans liv langsomt vender, sidder man med en boblende glæde efterhånden som historien skrider frem og alt løser sig. Persongalleriet er virkelig godt, jeg synes at der er ramt plet flere steder, jeg kan i hvert fald sagtens genkende mange af typerne fra den lille jyske by, jeg selv bor i. Det er godt fundet på at der i bogen er indsat artikler fra den "virkelige" verden til at understøtte historien, en historie der er fuld fart på, man er underholdt - og jeg vil ikke tøve med at anbefale andre at læse bogen.

Jeg hørte ham i P1 i dag tale om bandekrigen. Han var sjov og vedkommende og intelligent. Jeg glæder mig til at læse bogen.

Enig! Dejlig bog. Det er længe siden, jeg har grinet så meget på grund af en bog.

Jeg synes faktisk at det er en årets mest originale romaner. Den har sine småfejl. Den er ikke perfekt, slet ikke, men den er sjov, sørgelig, og sød. Den er tilpas anderledes og altid underholdende, og så kan forfatteren skrive bedre replikker end nogen anden herhjemme. Jeg tænker den nok mere som et eventyr end som social realisme, men det er bare min tolkning. Det er en dejlig bog.

Fantastisk bog - helt enig: der er knald på og det er da ikke mere urealistisk, end en mand der låser sine børn inde i en kælder og får børn med dem

Og det er et fantastisk persongalleri, der er i bogen!!

Svær at komme igennem???? WHAT???? Jeg er ekstremt enig med de andre. Jeg er lige blevet færdig med den, og jeg fløj igennem. Det er meget få bøger, der er så underholdende, men hvis du forventer noget noget socialrealistisk Hanne Vibeke Holst agtig, så bliver du skuffet, for den er ude på et konstant overdrev. Vildt fed.

Uinteressant og svær at komme igennem. Karakterende er ikke gennemarbejdet, urealistisk handling og gennerelt bare kedelig. Slet ikke vær at læse!

Jeg er glad for at høre, at I oplever, at den er svær at lægge fra sig. Jeg har ønsket at skrive en underholdende historie, som var legende, sjov, tragisk og voldsom. Det skulle gerne blive til en medrivende cocktail. Jeg bliver altid stolt, når jeg hører, at det er lykkes, så tak for det. /Lars

Dette er en af årets gode gavebøger! Præcis den rette blanding af nutidig underholdning, fanden-i-voldsk-hed og tragisk alvor. Og helt enig: Man bliver hele tiden liiiige nødt til at læse videre for at få det hele med.

Helt fantastisk bog. Slugte den på en weekend. Når man først er begyndt på den, er det svært at lægge den fra sig.

Tak for den fine ros. Jeg er glad for at høre, at I synes, at jeg har skrevet en god bog. /Lars

Ja, jeg vil godt give Jakob ret. Absolut sjov, men også rigtig tragisk. Jeg græd meget, og så grinte jeg lige efter. Det var virkeligt underligt.

Rå, vanvittig og forbandet sjov. Bedste bog jeg længe har læst.