”Breve til en veninde” indeholder breve, som Eik Skaløe skrev til sin kæreste, skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, i perioden 1962-68 (især i 1963). Iben Nagel Rasmussens egne beretninger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læser bogen, opdager man, at Eik Skaløe levede et hårdt og småkriminelt liv, men han var følsom, talentfuld og visionær og havde alle sanser åbne. Brevene beskriver hans forhold til kærligheden, hans livssyn og hans deroute, da han begynder at tage stoffer, og indtil han begår selvmord i 1968 i Indien.

”Breve til en veninde” blev udgivet første gang i 1993 og omhandler især Eiks og Ibens kærlighedsforhold. Bogen er nok den vigtigste til dato, hvis man vil vide mere om personen Eik Skaløe (1943-1968), der var sanger og sangskriver i det legendariske hippie-band Steppeulvene. Ud over at være forsanger i Steppeulvene redigerede Eik Skaløe tidsskriftet ”Alternativ”, var aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, eksperimenterede med alt, hvad der kunne opdrives af euforiserende stoffer – ligesom han rejste rundt i verden som hitchhiker, hvor han tjente til livets ophold ved at spille guitar. Først til Paris, senere til Spanien og videre tværs hen over Nordafrika, fra Marokko til Egypten og tilbage til Europa. I slutningen af 1960’erne begyndte han at rejse rundt i Østen, som så mange andre hippier gjorde dengang.

Forfatteren Per Højholt skrev følgende om ”Breve til en veninde” i Jyllands-Posten i 1993: ”Fremragende Skaløe-breve ... Hans breve fra Paris (1963) er nok rent skriftmæssigt bogens højdepunkter. Man griber sig naturligvis i at tænke, hvad det hele kunne være blevet til ... Med alle sanser gennemlevede han tiden. Brevene vidner om dette, gribende i deres ungdommelige begejstring og smerte, deres rystende direkthed, som man ikke kan vriste sig fri af. Og endelig den tilkæmpede ro i Iben Nagel Rasmussens beretninger ind imellem. Smerten er holdt tilbage, men den griber netop ved denne afstand.”

”Breve til en veninde” indeholder breve, som Eik Skaløe skrev til sin kæreste, skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, i perioden 1962-68 (især i 1963). Iben Nagel Rasmussens egne beretninger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læser bogen, opdager man, at Eik Skaløe levede et hårdt og småkriminelt liv, men han var følsom, talentfuld og visionær og havde alle sanser åbne. Brevene beskriver hans forhold til kærligheden, hans livssyn og hans deroute, da han begynder at tage stoffer, og indtil han begår selvmord i 1968 i Indien.

”Breve til en veninde” blev udgivet første gang i 1993 og omhandler især Eiks og Ibens kærlighedsforhold. Bogen er nok den vigtigste til dato, hvis man vil vide mere om personen Eik Skaløe (1943-1968), der var sanger og sangskriver i det legendariske hippie-band Steppeulvene. Ud over at være forsanger i Steppeulvene redigerede Eik Skaløe tidsskriftet ”Alternativ”, var aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, eksperimenterede med alt, hvad der kunne opdrives af euforiserende stoffer – ligesom han rejste rundt i verden som hitchhiker, hvor han tjente til livets ophold ved at spille guitar. Først til Paris, senere til Spanien og videre tværs hen over Nordafrika, fra Marokko til Egypten og tilbage til Europa. I slutningen af 1960’erne begyndte han at rejse rundt i Østen, som så mange andre hippier gjorde dengang.

Forfatteren Per Højholt skrev følgende om ”Breve til en veninde” i Jyllands-Posten i 1993: ”Fremragende Skaløe-breve ... Hans breve fra Paris (1963) er nok rent skriftmæssigt bogens højdepunkter. Man griber sig naturligvis i at tænke, hvad det hele kunne være blevet til ... Med alle sanser gennemlevede han tiden. Brevene vidner om dette, gribende i deres ungdommelige begejstring og smerte, deres rystende direkthed, som man ikke kan vriste sig fri af. Og endelig den tilkæmpede ro i Iben Nagel Rasmussens beretninger ind imellem. Smerten er holdt tilbage, men den griber netop ved denne afstand.”

”Breve til en veninde” indeholder breve, som Eik Skaløe skrev til sin kæreste, skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, i perioden 1962-68 (især i 1963). Iben Nagel Rasmussens egne beretninger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læser bogen, opdager man, at Eik Skaløe levede et hårdt og småkriminelt liv, men han var følsom, talentfuld og visionær og havde alle sanser åbne. Brevene beskriver hans forhold til kærligheden, hans livssyn og hans deroute, da han begynder at tage stoffer, og indtil han begår selvmord i 1968 i Indien.

”Breve til en veninde” blev udgivet første gang i 1993 og omhandler især Eiks og Ibens kærlighedsforhold. Bogen er nok den vigtigste til dato, hvis man vil vide mere om personen Eik Skaløe (1943-1968), der var sanger og sangskriver i det legendariske hippie-band Steppeulvene. Ud over at være forsanger i Steppeulvene redigerede Eik Skaløe tidsskriftet ”Alternativ”, var aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, eksperimenterede med alt, hvad der kunne opdrives af euforiserende stoffer – ligesom han rejste rundt i verden som hitchhiker, hvor han tjente til livets ophold ved at spille guitar. Først til Paris, senere til Spanien og videre tværs hen over Nordafrika, fra Marokko til Egypten og tilbage til Europa. I slutningen af 1960’erne begyndte han at rejse rundt i Østen, som så mange andre hippier gjorde dengang.

Forfatteren Per Højholt skrev følgende om ”Breve til en veninde” i Jyllands-Posten i 1993: ”Fremragende Skaløe-breve ... Hans breve fra Paris (1963) er nok rent skriftmæssigt bogens højdepunkter. Man griber sig naturligvis i at tænke, hvad det hele kunne være blevet til ... Med alle sanser gennemlevede han tiden. Brevene vidner om dette, gribende i deres ungdommelige begejstring og smerte, deres rystende direkthed, som man ikke kan vriste sig fri af. Og endelig den tilkæmpede ro i Iben Nagel Rasmussens beretninger ind imellem. Smerten er holdt tilbage, men den griber netop ved denne afstand.”

Inger Christensen blev i 1986 opfordret af teateret Hotel Pro Forma til at skrive en dramatisk tekst for fire personer til opførelse på kunstmuseer.  Teksten skulle være knyttet til tre dramatiske grundformer: monolog, dialog og triolog. Resultatet blev ÆTER, der udgives første gang i 2011, tre år efter Inger Christensens død.

Indledning af Kirsten Dehlholm og Willie Flindt.

Her præsenteres et halvt hundrede breve, skrevet af den færøske digter William Heinesen, suppleret med adressaten, Else Lidegaards beskrivelser af de direkte møder imellem dem. Brevene er veloplagte skildringer af forfatterens egne oplevelser og humørfyldte kommentarer til adressatens færden rundt i verden, men også en vemodig beskrivelse af ”alderens hærgen”, der til sidst kun tillader brevskriveren at skrive med en finger. Heinesen har selv understreget, at et brev fra hans hånd er skrevet med samme omhu som en roman, så det er et lille stykke ægte litteratur, præget af den specielle Heinesenske livspoesi og store humor, der her stilles til rådighed for læseren.
 

Her præsenteres et halvt hundrede breve, skrevet af den færøske digter William Heinesen, suppleret med adressaten, Else Lidegaards beskrivelser af de direkte møder imellem dem. Brevene er veloplagte skildringer af forfatterens egne oplevelser og humørfyldte kommentarer til adressatens færden rundt i verden, men også en vemodig beskrivelse af ”alderens hærgen”, der til sidst kun tillader brevskriveren at skrive med en finger. Heinesen har selv understreget, at et brev fra hans hånd er skrevet med samme omhu som en roman, så det er et lille stykke ægte litteratur, præget af den specielle Heinesenske livspoesi og store humor, der her stilles til rådighed for læseren.
 

Dette er en vaskeægte Dessau. Bogens første korte stykke beskriver forfatterens daglige gåtur omkring Sortedamsøen, og herfra glider bogen som en anden spadseretur 'rundt i kvarteret', men selv om kompositionen tilsyneladende er lidt tilfældig og ud-i-det-blå, navigeres der sikkert. De små essayistiske kapitler glider over i hinanden, det ene skridt tager det næste, og da turen er færdig, er læseren blevet præsenteret for erindringsstykker, refleksioner og kommentarer af en guide, der ved, hvad han taler om og i mange tilfælde selv har gjort erfaringen med. En bog at blive klog af.

Dette er en vaskeægte Dessau. Bogens første korte stykke beskriver forfatterens daglige gåtur omkring Sortedamsøen, og herfra glider bogen som en anden spadseretur 'rundt i kvarteret', men selv om kompositionen tilsyneladende er lidt tilfældig og ud-i-det-blå, navigeres der sikkert. De små essayistiske kapitler glider over i hinanden, det ene skridt tager det næste, og da turen er færdig, er læseren blevet præsenteret for erindringsstykker, refleksioner og kommentarer af en guide, der ved, hvad han taler om og i mange tilfælde selv har gjort erfaringen med. En bog at blive klog af.

Dette er en vaskeægte Dessau. Bogens første korte stykke beskriver forfatterens daglige gåtur omkring Sortedamsøen, og herfra glider bogen som en anden spadseretur 'rundt i kvarteret', men selv om kompositionen tilsyneladende er lidt tilfældig og ud-i-det-blå, navigeres der sikkert. De små essayistiske kapitler glider over i hinanden, det ene skridt tager det næste, og da turen er færdig, er læseren blevet præsenteret for erindringsstykker, refleksioner og kommentarer af en guide, der ved, hvad han taler om og i mange tilfælde selv har gjort erfaringen med. En bog at blive klog af.

En ung mø kommer 'i lære' hos en mand, der fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Alt hvad hun oplever, skal omdannes til fortælling. Han tvinger hende konstant til at overskride grænser og indhente nye erfaringer. Det er lyst- og omkostningsfyldt, men bærer til sidst frugt: Hun bliver en ægte fortæller. Sløret er et epos om skrift og drift, om kunstens kald og erotikkens muligheder.

En ung mø kommer 'i lære' hos en mand, der fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Alt hvad hun oplever, skal omdannes til fortælling. Han tvinger hende konstant til at overskride grænser og indhente nye erfaringer. Det er lyst- og omkostningsfyldt, men bærer til sidst frugt: Hun bliver en ægte fortæller. Sløret er et epos om skrift og drift, om kunstens kald og erotikkens muligheder.

Digteren Morten Søndergaard, som var en af initiativtagerne til Brøndums Encyklopædi, har sammen med fem kunstmuseer redigeret en ny poetisk encyklopædi, hvor 100 bidragydere frit associerer over nogle af de velkendte steder, der omgiver os: søen, træet, højen, havnen og torvet.

Fem kunstudstillinger åbner samtidig, og i den forbindelse udkommer "Af sted"; en forlystelsessyg håndbog, der i sig selv er udstilling, katalog og objekt. Udstillingernes tema kredser, ligesom bogen, om de fem topografiske elementer.

Som et rum for associationer og nye betydninger lader bogen de fem steder være opslag i en poetisk encyklopædi, der blander faktuel viden med kunstnerisk indsigt. Forfattere, billedkunstnere, videnskabsfolk, arkitekter og filosoffer vil på hver sin måde tage de fem opslagsord under kærlig behandling.

”Den der planter en have, planter lykke.” Bogen indeholder citater, digte og ordsprog som alle handler om haven og glæden ved at dyrke haven. Biblen og Benny Andersen er med. Og det er H.C. Andersen, Piet Hein og mange andre. Bogen følger årstiderne og falder således i fire kapitler om forår, sommer, efterår og vinter.

Bindet dækker perioden fra 1870 til 1920 og tager sin begyndelse med det, som Georg Brandes kaldte "det moderne gennembrud" i litteraturen. Et vigtigt kendetegn var det samfundspolitiske aspekt, som Brandes havde været med til at vække yngre danske forfatteres opmærksomhed for. I.P. Jacobsen indvarslede naturalismen og den unge Holger Drachmann, Amalie Skram og Henrik Pontoppidan var blandt de forfattere, som "satte problemer under debat" i deres noveller og romaner. Kønsmoral og kvinder rolle i samfundet var et af 1880ernes brændende temaer, som skilte vandene i "konservative" og "progressive" synspunkter. Psykologisk og stilistisk skiller Herman Bangs forfatterskab sig ud fra den øvrige 80'er-litteratur, ligesom han rendyrker en journalistik, som ikke før er set i Danmark. I 1890'erne meldte en ny generation sig på scenen, og den satte en mere indadrettet dagsorden, som er blevet kaldt "det sjælelige gennembrud" eller "symbolisme". Toneangivende repræsentanter var den unge Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Helge Rode. Menneskelivets groteske sider udstilles med sort humor af Gustav Wied, mens mange kvindelige forfattere debuterer i disse år og i langt højere grad end tidligere tilfører kvindelige erfaringer, f.eks. Agnes Henningsen og Karin Michaëlis. Ligeledes får den danske provins sine særlige talerør i litteraturen med det, der er blevet kaldt "det folkelige gennembrud": forfattere som Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl og Johan Skjoldborg. Martin Andersen Nexø og Johannes V. Jensen er to højdepunkter i 1900-tallets første par årtier. De åbner verden ud mod dels en proletarisk tolkning, dels en storladen evolutionistisk tilværelsesforståelse.

Flere portrætter af ganske almindelige - og dog ualmindelige danskere -  og essays om livet på landet. I Den røde smed og andre historier besøger Ryge Petersen bl.a. Sigrid på Mols, da hun fylder 100 år. Desuden er der en række historier fra Ryge Petersens egen hverdag på Djursland, hvor han er ude hver dag. Om fugle og traktorer, ræve og høns og blomster, vejr og vind.

Flere portrætter af ganske almindelige - og dog ualmindelige danskere -  og essays om livet på landet. I Den røde smed og andre historier besøger Ryge Petersen bl.a. Sigrid på Mols, da hun fylder 100 år. Desuden er der en række historier fra Ryge Petersens egen hverdag på Djursland, hvor han er ude hver dag. Om fugle og traktorer, ræve og høns og blomster, vejr og vind.

En ung mø kommer 'i lære' hos en mand, der fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Alt hvad hun oplever, skal omdannes til fortælling. Han tvinger hende konstant til at overskride grænser og indhente nye erfaringer. Det er lyst- og omkostningsfyldt, men bærer til sidst frugt: Hun bliver en ægte fortæller. Sløret er et epos om skrift og drift, om kunstens kald og erotikkens muligheder.

En ung mø kommer 'i lære' hos en mand, der fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Alt hvad hun oplever, skal omdannes til fortælling. Han tvinger hende konstant til at overskride grænser og indhente nye erfaringer. Det er lyst- og omkostningsfyldt, men bærer til sidst frugt: Hun bliver en ægte fortæller. Sløret er et epos om skrift og drift, om kunstens kald og erotikkens muligheder.

En ung mø kommer 'i lære' hos en mand, der fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Alt hvad hun oplever, skal omdannes til fortælling. Han tvinger hende konstant til at overskride grænser og indhente nye erfaringer. Det er lyst- og omkostningsfyldt, men bærer til sidst frugt: Hun bliver en ægte fortæller. Sløret er et epos om skrift og drift, om kunstens kald og erotikkens muligheder.

Romantikken – den skelsættende periode fra 1800-1870, hvor litteraturen bliver den kristent-borgerlige kulturs omdrejningspunkt og det vigtigste medium både for individets dannelse og udviklingen af en national identitet. Bogen rummer en grundig præsentation af romantikkens filosofiske grundlag og forfattere, bl.a. Oehlenschläger, Ingemann og Grundtvig.

Genudgivelse af Saarikoskis velskrevne, personlige, politiske essay om hans liv og tanker i året 1982. Nu med forord af Morten Søndergaard.

Det yderste Europa er en beskrivelse af det lille liv, spejlet i de store, ydre samfundsforhold - og omvendt. Legende let og uhyre velskrivende springer Saarikoski fra sin egen dagligdag med dens familiebesøg, drukture, kaffedrikning og brændehugning til storpolitikken, der på fortælletidspunktet er domineret af Reagan og det begyndende op- og sammenbrud i Østeuropa. Hans nysgerrighed over for livet er stor, og selv om hans fysik ikke altid kan stå mål med hans ønsker om udfoldelse, opgiver han aldrig sin søgen, og han holder til det sídste et vågent øje med verdens gang - konkret og i ham selv.

Clara Raphael er pseudonym for Mathilde Fibiger, og Tolv breve er hendes skandaleudgivelse fra 1851. I Tolv breve kritiserer hun kvindens samfundsmæssige stilling og hævder hendes ret til at have de samme vilkår som manden. Bogen blev udgivet med et begejstret forord af Johan Ludvig Heiberg, der støttede hende lige indtil offentliggørelsen, men da stormen brød løs, svigtede han hende totalt.