Wendys vidunderlige verden

Windys vidunderlige verden er en finurlig og tænksom lille bog. Endvidere er der en underfundig humor.
Vi kunne ønske at bogen var meget længere, og ser derfor frem til en fortsættelse.
Søren og Hanne Højager

@Lars Husum: Wendy vender tilbage. Hun vil ikke finde sig i at være for kort. Jeg sætter mig rødkindet pokkers stolt af ordene fra forfatteren til Mit venskab med Jesus Kristus og Jeg er en hær til tasterne og blinker til Wendy, der er løbet i forvejen. Jeg skriver hende med endnu større glæde videre med den ros i ryggen. Tak for de smukke ord, Lars! Kh Marianne

Wendys vidunderlige verden er en vidunderlig bog, ikke blot fordi den er frygtløs, trist, skæv, morsom og varm, men først og fremmest fordi den introducerer en unik forfatterstemme. Romanen er alt for kort, men det er okay, så længe man ved, at der kommer mere fra en forfatter, der så klart og fint debuterer på sin helt egen måde.
/Lars Husum

@Frk. O: Tak for ordene Frøken O. Vildt eftertænksomme hilsner fra Marianne Verge.

@Adam Snoeghoej: Dejligt med endnu en herre, der har læst og befundet sig godt i selskab med Wendy. Jeg er meget stolt over dine ord om bogen. Tak skal du ha. Bedste hilsner fra Marianne

En skøn lille roman der nuanceret beskriver hvad den tabte kærlighed kan gøre ved et sind. Selv som en herre må jeg nikke genkendende til de små krumspring et bevæget sind gør sig når det gribes af kærlighedens syge. Marianne beskriver disse sindsstemmningers påvirkninger, af Wendy, særdeles indfølene og elegant . Forfriskende fra de, nogle gange lidt, forsimplede chik-lit bøger og Sex and the city, er Wendy's vidunderlige verden fri for den snert af "Man hating" man ofte fornemmer i disse. I stedet føler man, at der en ømhed over for alle karakterene, og selvom nogle virker karikerede, forundres man ved eftertænksomhed over hvor sandt de egentligt er beskrevet. Og så klukker man af fryd indvendigt når man ser disse karaktere komme til live i "Nørre - et eller andets" forsamlingshus hvor man er for at give et foredrag . En sjov og rammende bog. læs den til en kop te og en flødebolle.

Har været i selskab med Wendy og er blevet underholdt - skønt der er plads til både eftertænksomhed og vildskab!

@azeuthen: Glad for vide at en tøs som mig kan give en dreng smil på munden.
Og meget glad for at min "tøsebog" også læses af drenge og mænd. Meget glad! Tak. Fordi du læste med og gav din mening til kende her. Bedste hilsner fra Marianne

@Evapige: Tak for de smukke ord om Wendys vidunderlige verden. Det er til stor glæde for mig at høre, at du har været helt opslugt af bogen og jo - jeg håber, at der kommer en Wendy bind 2. Jeg gør mit bedste her ved tasterne, for at det skal ske i hvert fald. Mange hilsner fra Marianne Verge.

@oestgaard: Nu er det min tur til at storsmile, mens jeg læser. Din vidunderlige anmeldelse af Wendy. Som gør mig helt utrolig glad, fordi du læser bogen, som det har været mit håb, at den ville blive det. Genrediskussionen er interessant. Mit kendskab til chick-lit begrænser sig til filmene om Bridget Jones og SATC. Som jeg var fint underholdt af. Alligevel er jeg glad for, at du ikke sætter det lyserøde chik-lit mærkat på Wendy. Mit ærinde med Wendys vidunderlige verden er nemlig først og fremmest at skildre nogle miljøer/måder at leve på og kontrasten mellem disse - en kærlig sædeskildring, kan vi lidt tørt kalde det. Og som jeg forstår det, er det også sådan, du (overvejende) læser bogen. Lidt googlen rundt på "chick-lit" bragte mig dog (blandt andet) følgende def. på genren: "In chick lit the heroine's relationship with her family or friends may be just as important as her romantic relationships" Så "Chick-lit-heavy-samtidsroman-light - jo - hvorfor ikke? Mange hilsner - og tak fordi du læste med og delte din oplevelse af bogen - Marianne Verge.

"Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden” kommer lidt sent i kølvandet på genren chick lit med bøger som Nynne og Bridget Jones. Men i modsætning til Bridget og Nynne, som mere eller mindre favner deres fejl og mangler, prøver Wendy at lægge afstand til sin egen famlen rundt. Hun prøver faktisk på at få det til at se pænt ud, på trods af at hun i høj grad har gjort op med sin mors måde at leve på. Hun vil ikke være endnu en kvinde, som tromler sin mand og børn, hende som pådutter familien pænhed og parcelhus , hende som kalder sig selv ’stærk kvinde’ uden overhovedet at være det, hende som ender i den situation, vi alle kender nogen i, hvor man keder røven ud af bukserne, men kører på, fordi det alligevel er nemt og i øvrigt ser så forpulet pænt ud." Hele anmeldelsen kan læses på www.ordnings.blogspot.com

Når man som dreng kan få nogle vidunderlige timer med smil på munden og små grin, når man læser sådan en tøset bog, ja så har den noget at byde ind med. Når den så samtidigt dukker op dagene efter som et spejl på ens små fejl og mærkelige sider, ja så har den givet en noget med -tak for det!

@fru larsen: Jeg er glad for, at du tog dit tid til til at læse min bog trods de forbehold, du havde overfor den. Det er interessant for mig at høre dine kritikpunkter. At du kom til at synes om bogen undervejs, at du fandt den sjov og anderledes, gør mig meget glad. At du aldrig har prøvet at få et strygejern i hovedet gør mig meget meget glad! Bedste hilsner - og tak fordi du læste med - Marianne Verge.

Jeg læste bogen på to timer på Café Sommersko. Den greb mig med det samme. På den første halve side, formår Marianne Verge at fortælle om Wendys fortid, nutid og noget sjovt. Det sidste holder læseren fanget. I centrum af hele læseoplevelsen af bogen står to ting: gode og morsomme personskildringer, og Wendys oplevelse af kærligheden og livet, som er indlevende og rigtigt skildret. Det ville i sig selv have været nok til at gøre bogen god. Det, der gør den rigtig god, måske rigtig, rigtig god, er bogens komposition: ting, der vender tilbage i historien, de elegante spring i fortællingen, og endelig den usikkerhed, som plantes i læseren, da Wendy får strygejernet i hovedet (men da ved læseren endnu ikke, at usikkerheden er der, men forstår det først senere) og som vokser i løbet af fortællingen, indtil slutningen, hvor man tvivler på alt, hvad man indtil da har læst. Tak.

Jeg købte "Wendys vidunderlige verden" i går, og begyndte at læse denne vidunderlige bog efter aftensmaden, og før kl. 22, uden afbrydelser, var jeg på sidste side. Jeg tænkte efter at være helt opslugt: Udkommer der ikke snart en bog nr. 2. Marianne er en sand kunstner, forfatter og et smukt menneske. Mon ikke jeg allerede skulle bestille den næste bog?

Chick lit heavy - samtidsroman light Genre er praktisk lille klistermærke at sætte uden på et kunstværk. Når jeg tjekker fjernsynsprogrammer fx, spotter jeg altid lige genrebetegnelsen, og ud fra dén træffer jeg min første beslutning: Drama: Ja! Action: Nej! Komedie: Nej! (med mindre, der står romantisk lige foran komedie). Genrebetegnelsen er en hjælp for mig, når jeg skal vælge og fravælge, men også når jeg er gået i gang med at se filmen. Genren giver mig visse forventninger til filmen, og nogle gange bliver det kedeligt, fordi jeg i forvejen godt ved, at de elskende får hinanden i enden, andre gange er det en hjælp, når jeg skal forsøge at orientere mig i filmen og finde ud af, hvad der overhovedet foregår. Derfor kommer jeg på glatis, når jeg ikke helt kan få fod på genren. Jeg bliver i tvivl, om en kommentar skal forstås ironisk, og ved ikke, om fx utroskab i filmens univers er et moralsk problem eller en tilgivelig, menneskelig svaghed. Jeg er klar over, at det inden for den finere kunst er forventeligt, eller på det nærmeste et krav, at kunstværket på den måde spiller på og udfordrer mine genreforventninger, men nogle gange, når jeg ser en film eller læser en bog, ved jeg ikke, om det er den kunstneriske intention bag værket at forvirre mig, eller om jeg ikke forstår kunstværket, eller om jeg slet og ret er uenig i den genrebetegnelse, der er angivet i fjernsynsprogrammet. Det dilemma kom jeg i, da jeg for nyligt læste Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden”, som på bagsiden er beskrevet som ”en sørgmunter samtidsroman”. Men da jeg begyndte at læse om Wendys ulykkelige brud med filminstruktøren Peter Panduro (ja, Wendy og Peter Pan, det lyder som noget fra et eventyr) blev jeg i tvivl, for det her var da chick lit, var det ikke? Wendys økonomiske uansvarlighed, impulsshopping og optagethed af mærkevarer, hendes jagt på kærligheden og den eneste ene og hendes sværmerier for kendisverdenen (især Jørgen Leth, men ekskæresten Peter er trods alt også filminstruktør, og det giver adgangsbilletter til portrættering i dameblade). Det er alt sammen lige ud af en chick lit-roman. Men det er det så altså alligevel ikke (kun). Dels er den selviscenesættende småpludren, som gennemsyrer en del chick lit barberet helt ned til et minimum. Handlingen beskrives komprimeret og scenisk. Og Jørgen Leth er ikke bare med for show. Han spiller en velkomponeret rolle for fortællingen og får et afgørende ord i den overraskende (ikke mindst for den læser, der forventer chick lit) slutning. Wendy selv viser sig da også at være ude på andet og mere end redning af en fortryllende prins på eventyrhvid hest. Til sidst lod jeg genre være genre og storsmilede og småhyggede mig igennem denne letlæste og charmerende roman, som især skal læses for sine kærlige personportrætter. Romanens karakterer får lov at begå fejl og have mangler uden at blive hverken udleveret eller vrænget af. Den naive sprogtone får historien til at balancere uden at ende i hverken ironi eller ligegyldighed. Se blog her http://metteoest.blogspot.com/2010/09/chick-lit-heavy-samtidsroman-light.html

Da jeg modtog bogen, må jeg sige at jeg blev lidt skeptisk da jeg så omslaget. Det mindede mig lidt for meget om en sengekantsfilm fra 70érne. Da jeg læste bag på bogen tænkte jeg, hvad er det for noget, det lød som en ung pige bog, og det var nok også det indtryk jeg fik da jeg gik i gang med bogen. Men da jeg kom længere ind i historien om Wendy kom jeg til at syntes om bogen, det var en sjov og anderledes bog. Jeg kunne sagtens identificere med mange af de ting som hovedpersonen oplevede. Jeg har også boet alene i lejlighed, prøvet at købe ind i Irma og møde Jørgen Leth. Men jeg har dog aldrig prøvet at få et strygejern i hovedet. Det er en på mange måder sød bog og også rimelig realistisk, men jeg syntes også den er noget naiv og det er nok der, jeg tænker, hvad vil forfatteren sige med denne bog. Hvis det er til kvinder syntes jeg den er for tynd, der er ikke nok historie. Forfatterne kunne sagtens have bygget mere på alle de ting hovedpersonen oplever og går igennem. Derfor tænkte jeg at bogen måske var henvendt til unge. Måske er det en mellemting. Jeg syntes det var en udmærket bog til togturen, men så var det heller ikke mere.