I civil

Amalie Smiths ‘I civil’ er en smuk lille bog med en sort stoflig overflade og et blodrødt indre. Som undertitel eller paratekst er bogen stemplet ‘Samling’. Men hvad skal det nu betyde? Samling kan være så mange ting. I forbindelse med litteratur bruges det om poesi, der udgives i digtsamlinger. Så det var, hvad jeg forventede. En samling af digte. Men Amalie Smiths bog er ikke en digtsamling. Faktisk består størstedelen af bogen af små prosastykker og de lyriske elementer med enjambementer fremkommer kun i mindre grad. Bogen består af en samling af kortere og længere prosastykker, lyriske elementer og billeder, der alle behandler temaerne samling og opløsning.

Bogens indhold fremkommer ikke gennem en kronologisk narrativ beretning, som man kender det fra de fleste romaner. I stedet får man som læser brudstykker af en fortælling om to navnløse elskende, ‘jeg’ og ‘du’, ud fra hvilke man kan sammenstykke historien om, hvordan en alvorlig sygdom hos den ene part ender med at opløse kærlighedsbåndet mellem dem. Men opløsning skaber nye samlinger. For da du’et bliver rask og samlet, opdager jeg’et, at noget har ændret sig i hende. Hun kan ikke længere være i vi-samlingen, og bryder med du’et. Hun er nu samlet om sig selv som subjekt, selvom hun er angst for at være i sig selv. Hun opdager dog at det er muligt: (s. 88) ‘Det bliver ikke mørkt: Jeg ser gennem mine egne øjne.’
Opløsningen af det vi, som du’et og jeg’et udgjorde gør dem til hver deres samling. Ordet samling bliver bogens faste samlingspunkt.

Bogen adskiller sig også i sit udtryk fra den gængse roman. Teksten er inddelt i kapitler, og kapitelovergange illustreres med ringe, der bliver flere og flere og spreder sig, som ringe i vandet. Ringene kan symbolisere flere ting. De kan symbolisere den celledeling, der sker i du’et, men det kan også illustrere den bevægelse indad i dybden, der sker i jeg’et. Ydermere er bogen udstyret med en mængde sort/hvid-billeder.

I sproget er der fine kontraster. Det nære og hverdagsagtige sættes i samme sætninger som abstrakte udredninger og medicinske udtryk, og de forventninger, man som læser kan have til bestemte steder eller følelser gøres til skamme som f.eks. s. 86: ‘Jeg bor på middelhavskysten et par uge i august. Der hersker en post-apokalyptisk stemning. Havet stinker af turisternes pis.’

Til trods for, at jeg endte med at læse bogen tre gange, blev jeg ved med at opdage nye ting. Og jeg blev meget påvirket af de stemninger, der skildres. Selvom der i mange af beskrivelserne hersker sorg og melankoli, er man alligevel opløftet og samlet ved endt læsning.

I CIVIL –anmeldelse


Amalie Smiths I CIVIL -Samling

Først må jeg indrømme, at jeg troede I CIVIL var en roman, og det der fangede min interesse var temaet omkring kærlighed og sygdom. Jeg hørte Amalie Smith læse et lille tekststykke fra bogen op i radioen, det lød sådan her:

”April er den smukkeste
Af de 48 måneder,
Vi har kendt hinanden

Nu er det lyst, før jeg vågner

Jeg mærker det som overbelyste,
ophedede drømme”


- Og tænkte straks at den måtte jeg læse.

Da jeg fik den med posten og åbnede pakken, blev jeg overrasket over hvor lille og let bogen er: den er på en måde meget blød at røre ved og har et meget enkelt grafisk s/h look. På indersiden er omslaget koralrødt. Den har noget organisk over sig, hvilket er ret fint.

Jeg opdagede så, at det ikke var en roman, men det gør bestemt ikke noget, andet end det gør den lidt svær at definere: den består af digte plus korte og længere prosastykker.

Den handler, i super korte træk, om et forelsket par, hvor den ene rammes af kræft, og den anden langsomt trækker sig væk.

Bogen kredser meget omkring begrebet samling; noget går i stykker, og hvordan samler man det (og sig selv) igen? Den er også optaget af følelserne sorg og skyld og stiller blandt andet spørgsmålet: ”kan man elske nogen, når man skal?” - hvilket er et ret interessant spørgsmål!

De helt korte tekster/digte i begyndelsen af bogen fungerer helt vildt godt. De er enkle, men super præcise og meget smukke. Det samme synes jeg om ”i trappeopgangen” og ”i cellen”, som er senere i bogen.

Variationen i teksternes længde og form kan godt forvirre lidt; fra det helt enkle over det fortællende til de mere komplicerede passager med referencer til ”krystalliske strukturer”, ”det konkrete modsat det amorfe” samt de mange filosofiske og litterære henvisninger / citater. Især den allersidste del af bogen, ”September”, er ret svær at forstå, fordi den indeholder en del referencer og filosofiske betragtninger, som for mig absolut ikke er lettilgængelige. Men det er bestemt interessant, kunne måske bare have været forenklet en smule.

Jeg læser det, som om en del af teksten prøver at beskrive det uordnede, det som ikke kan kontrolleres, f.eks. følelser, mens andre dele mere nøgternt prøver at holde orden og finde en forklaring, og få samling på tingene; jævnfør undertitlen SAMLING.

Det giver faktisk ret god mening emnet taget i betragtning.

Tilbage til bogens udseende, for den indeholder jo også en billedside, der består af s/h fotos og en grafisk reference til en celles deling? Idéen med at bruge fotos er rigtig god rent æstetisk, men for mig bidrager de ikke med noget nyt til teksten; det kunne have været fedt med nogle fotos, man kunne gå ligeså meget på opdagelse i, som man kan med teksten.

I CIVIL er en rigtig fin bog både i forhold til indhold og udseende. Og jeg er meget vild med de helt korte digte. Den er også en udfordring at læse og holde styr på, men jeg er meget glad for den unikke læseoplevelse, den gav mig, - tak for den til Amalie Smith.