Ingen åbner

En bog, man får ondt i hjertet af


Jeg er netop blevet færdig med Christel Wiinblads nyeste bog 'Ingen åbner'. Og selvom det på mange måder var en meget stor fornøjelse at læse den, sidder jeg nu med en klump i halsen og en knude i maven.

Romanen er en selvstændig fortsættelse af Wiinblads første roman 'Prolog', som jeg ikke har læst. Dog har jeg læst hendes digtsamlinger 'Min lillebror' og '49 forelskelser', og især den første var jeg virkelig betaget af. I den kredser hun om de følelser og handlinger, der fremkommer som følge af hendes lillebrors psykiske sygdom. Det dunkle emne beskriver hun i et fantastisk smukt og formfuldendt sprog. Og det er det samme, der gør sig gældende i 'Ingen åbner'.

Læser man bogens bagsidetekst, får man ikke meget foræret; et teksteksempel fra bogens første side og beskrivelsen: 'Ingen åbner' er en roman om en mand og en kvinde. Og skal man beskrive handlingen konkret, kommer man da også lidt i problemer. For selve handlingen er ikke det væsentligste. Det væsentlige er derimod i spillet mellem romanens to personer. Og det er her, man begynder at få ondt i hjertet.

Kvinden er romanens hovedperson, og det er gennem hendes rodede, selvdestruktive tanker om sig selv og sin fortid og om manden, at læseren får handlingen serveret. Gennem hende finder man ud af, at hun er incestoffer, vokset op i Indremission, og i dyb sorg over sin lillesøsters selvmord for et år tilbage. Hun er i gang med at skrive en bog (måske om sorg), da manden kontakter hende via e-mail og siger, at han kan hjælpe hende. Ved bogens begyndelse beskrives deres første møde. Hele handlingen gives gennem kvindens tanker. Og allerede fra bogens begyndelse bliver læseren beskuer til, hvordan hendes tankemønstre er. Hun kan ikke aflæse sine egne følelser, men lytter i stedet til, hvad han bliver fortalt af manden. Hun gør alt, hvad hun kan for ikke at irritere ham og det i en grad, så hun til sidst slet ikke er i stand til at handle af frygt for at gøre noget forkert. Og manden fodrer hende med ideer om, hvad hun gør galt, hvordan hun skal opføre sig, og hvordan man er et godt og sandt menneske. Og den handlingslammelse, som rammer hende, håndterer han med vold.

Wiinblad skriver fantastisk. Hun økonomiserer med sproget, og ordvalget er rigtigt hver gang. I romanen er der en helt enorm overvægt af meget korte hovedsætninger, og i nogle passager er det endda blot enkeltord, der står mellem et punktum og det næste: Her er stadig ingenting sket. Åbenbart. Ingenting. Andet end at hun har sovet igen. Hun føler sig stærkere nu. (s. 168). I vokabularet er der nogle ord, der gentages om og om igen. F.eks. ’jo’ og heldigvis’. Disse ord anvendes i så høj grad, fordi de i den grad understreger hendes manglende evne til at mærke sig selv og hendes helt uovervejede tendens til at adoptere alle holdninger og meninger, manden serverer for hende: ’Det er jo en typisk senfølge efter incest. Det er en typisk skade efter en for voldsom barndom. Det er en typisk side af depressionen at være frigid. det er heldigvis helt tydeligt nu. Hun skammer sig over at føle ubehag ved at skulle spise middag med ham.’ (s. 76) Wiinblad er i stand til blot ved hjælp af et sprog, der er nøgent, upyntet og skrællet for metaforer, at udpensle kvindens psykiske tilstand fra indersiden af hendes hoved. Og det er på en og samme tid fængende, imponerende ! Ved at bruge sproget på denne måde, får man som læser et meget stærkere billede af den kvindelige hovedperson; hovedsætning afløser hovedsætning og på denne måde bombarderes læseren med hendes tanker og vi kommer til at stå i hendes fodspor, føle det, hun føler. Form og indhold smelter fuldstændig sammen, og det gør, at man som læser føler sig helt tromlet ned, ligesom den kvindelig hovedperson. Og man sidder tilbage med et ømt hjerte.