Kødet letter er en folkekomedie. Vi følger Kühleborn og Huldbrand, der er kontoransatte på et talgsmelteri i København. De plages af uklare længsler. Vi kommer til terapi hos dr. Ove Grub Jensen. For en kort bemærkning træder vi endda ind i køkkenet i en velrenommeret smørrebrødsrestaurant. Og hele tiden: denne hørm af smeltet indvoldsfedt.
Kære Johan Lau - tak for de ord!Mvh, Harald Voetmann
Københavns Kødby har ikke fået sit navn i kraft af en seksuelt ladet metaforik, der skal lede tankerne hen på de tilbagevendende seancer, der udspiller sig mand og kvinde, hanabe og hunabe imellem, weekend på weekend i Københavns natteliv. Ikke oprindeligt i hvert fald. Tværtimod, det er her Københavns kødgrossister holder til. Det er her dyret slagtes, og fedtet syder. Det er også her, hvor protagonisten i Harald Voetmanns seneste roman ’Kødet Letter’, Kühlborn, har sin daglige gang som ansat på et taglsmelteri med bureaukratiske beføjelser. I romanens første del ’Protisterne’ følger vi denne Kühlborns grå tilværelse i et depraveret og decideret fedtet miljø, som han mest af alt forsøger at smelte i et med ved at ”gøre sig grå, da grå signalerer baggrund og alle andre farver synes at trække sig væk fra det grå og derved blive forstærket”. Kühlborns simple væsen er et afkom af uudforsket og derved tilbageholdt seksualitet og voldsom underdanighed; Kühlborn er i langsom opløsning, kødet letter og han bliver langsomt til en tåge, ”som atter deler sig op i kulde og varme”.I romanens anden del ’Abyssalzoner’ tilføjes en møgdeprimeret jegfortæller ved navn Harald Voetmann, hvis højeste ønske er at indgå i en hygiejnisk proces; at blive renset sit jordiske liv; at dø. Jegfortælleren lever med kone og barn, der udsultes af hans tærende depression, ligesom de piratfisk jegfortælleren studerer i et bassin i Danmarks Akvarium, der langsomt spiser af de svageste piratfisk, dog uden at tage livet endegyldigt af dem. En rørende refleksion og sammenligning, der bringer jegfortælleren til tårer, ligesom piratfiskene æder han langsomt sin kone op. Mødet med jegfortællerens afvæbnende misantropi virker først en smule unødvendig og forstyrrende midt i læsningen af Kühlborns nedslående historie, men lidt efter lidt giver ”sammensmeltningen” mening. Den bliver i sig selv bliver et eksempel på de svulmende forplumringer, der gør det umuligt at destillere et fra det andet og opnå en form for klarhed, hvilket romanen kredser om i sit indhold. På den måde bliver den ene historie ikke i så høj grad en belysning af den anden men snarere et betydningsfuldt sammenkog, der går fuldt i tråd med romanens indhold. Historierne sammensmeltes, eller med andre ord: de æder hinanden – den eneste mulighed for renselse og klarhed opstår når ”kødet letter”, at vores legeme og kød opløses. Pessimismen og ækelheden er til at føle på i ”Kødet Letter”, der både i sine sproglige udfoldelser og fordærvede miljø er en mesterlig roman. ”Kødet Letter” transcenderer socialrealismen i sin groteskhed, og efterlader én forbløffet over, at nogen har adgang til at sætte så fedtet et punktum på en roman om talgsmelteriets klistrede vægge, menneskenes kannibalisme og altædende kynisme og dog stadig begejstre i så høj grad.