Hjem er en retning

Anmeldelse af Julie Sten-Knudsens bog "Hjem er en retning".

Bogen er en samling af digte samt en slags prosa.
Forfatteren kredser om sin barndom, sit forhold til mormoderen, moderen, lillesøsteren og om tanker omkring tilværelsen, som den ser ud for forfatteren. Desværre opfatter forfatteren langt de fleste oplevelser negativt. Selv en forelskelse bliver til en grim oplevelse, uden at hun har lyst til at afslutte forholdet. Hun skriver også om at skære i sig selv - noget der er et alvorligt symptom på sjæleligt rod/sygdom i personens indre - og med stort behov for hjælp.
Forfatteren er kun 27 år, måske derfor er bogen kun på 74 sider. På den anden side forklarer aldren ikke, at sproget er grimt og vanskeligt tilgængeligt.
Bogen gav mig intet andet end fortvivlelse over, at et så ungt menneske er fyldt af så megen sorg og negativ opfattelse af livet.
Da jeg efter flere forsøg fik tvunget mig til at læse bogen færdig, var min holdning, at jeg ganske enkelt ikke kunne skrive en anmeldelse.
Jeg søgte på nettet og fandt en utrolig positiv anmeldelse af bogen, skrevet af en Anders Bentsen-Bøhm. Jeg fandt også en anmeldelse skrevet af litteraturkonsulent Signe Pallisgaard, der er ansat på Gentofte Hovedbibliotek. Denne anmeldelse var også positiv, men dog ikke i samme grad som Anders Bentsen-Bøhm. Det er selvfølgelig glædeligt, at andre har positiv opfattelse af bogen - men jeg kom til at tænke på "Kejserens Nye Klæder", da jeg læste de 2 anmeldelser. Måske ligger det i hele tidsånden at hylde de, der tør krænge deres indre ud, talent eller ej - tænk blot på de tv-udsendelser, der trækker flest seere, såsom X-factor, Vild med Dans, "for lækker til love" "Paradise Hotel" etc.
Det anføres, at der er tale om digte. Jeg kender ikke denne form for digte - måske har jeg alligevel glemt noget fra gymnasiets dansktimer. For mig at se, er der tale om prosa med dårlig eller ingen grammatik, skrevet i korte sætninger og uden nogen form for rytme/versefødder.
Hvis forfatterens forbillede har været Dan Turell, er der tale om en dårlig efterligning.
Jeg fik opfattelsen af et misrøgtet, ensomt barn, med totalt rodet indre, fortabt og med behov for professionel hjælp.
(Anette Friedberg, Anmelderlæsegruppen, Gentofte Hovedbibliotek)

Hjem er en retning af Julie Steen- Knudsen
En debutdigtsamling med 31 digte opdelt i fire afsnit.
Første afsnit handler meget om at finde sig selv, identitet, identitetskriser. Hvem er jeg, hvad vil jeg med mit liv. Hun ser ind i sig selv, og ud mod verden for at opdage, at livet er svært at ha med at gøre, det samme er kærligheden. I digtet ”grå by” kommer det bl.a til udtryk i linier som ” Jeg vender tilbage gang på gang for at finde de andre men finder dem lige så lidt som jeg finder mig selv”. Eller smerten og friheden ved at ha forladt en kæreste fx i ”Göta älv” : de første uger uden dig var jeg beruset af lykke. Mange af disse digte indeholder modsætningsforhold, og det er måske netop disse, der optager Julie Steen-Knudsen.
I andet afsnit beskæftiger hun sig mest med barndomsminder, mor, mormor, tryghed. Det er tydeligt, at hun er opvokset i et kunstnerhjem ”lugten af oliefarve og opløsningsmiddel er god og tryg” ( Rød sol s.39) Digtene er komponeret vidt forskelligt, nogle er nærmest episke, skrevet og fortalt som en lille historie. Hun har brug for at genkalde sig den gode barndom, dengang tingene ikke var så komplicerede.
Tredje del er meget kort, består kun af fem digte, som mest handler om kærlighed og samliv, ikke lykkeligt, men krævende og besværligt , måske uoverkommeligt. Drømmene er svære at realisere i det virkelige liv, og det er måske netop den konklusion, der gør det hele så mistrøstigt.
Fjerde afsnit kredser egl om det samme tema, den svære kærlighed, igen et kort afsnit med kun syv digte. Det er ikke opmuntrende læsning, snarere det modsatte. Et noget pessimistisk livssyn uden megen opmuntring, selvom det sidste digt hedder ”Glæde” er det svært at få øje på denne glæde. Digtsamlingen afsluttes med linierne ”Hør hvor blå himlen bliver”, så det varsler måske, at der er håb forude. Hun bruger alle sine sanser, og man fornemmer og mærker tydeligt sindsstemningerne i hvert digt, hun benytter mange malende beskrivelser, nærmest som en kunstner bruger sin farvepalet. Imponerende arbejde, hvor intet er overladt til tilfældigheder.
Hanne Wennick AnmelderklubGentofte

”Hjem er en retning” digte af Julie Sten Knudsen
Jeg holder af at læse digte, på samme måde, som jeg holder af at gå ture langs stranden. I begge tilfælde ser man ud over et roligt eller oprørt dyb, i begge tilfælde løftes blikket mod en horisont. En tur langs stranden er en oplevelse af havet, himlen, solen, skyerne, kystlandskabet og selve stranden med dens sand, sten og planter. Det er en oplevelse som altid er stemningsfremkaldende, og alt efter stedet, vejret og lyset kan der fremkaldes et bredt spektrum af stemninger. At læse digte kan ligeledes være en stemningsfremkaldende aktivitet, hvor et væld af faktorer bestemmer hvilke stemninger man kommer i. Digtenes form og indhold er vigtigst, er det klassiske digte med bundne former og rim, eller frie former hvor digtet strømmer af sted som en tankerække, er det et indhold der ser indad i kroppen og sindet, eller udad mod naturen og samfundet, er det et indhold, der formidler kærlighed og glæde, eller et indhold, der udtrykker savn og længsel?
Ved læsning af Julie Sten Knudsens digtsamling, ”Hjem er en retning”, bemærker man først at digteren er et ungt menneske, dels står det direkte i teksten, dels fremgår det indirekte i mange af digtene, bl.a. i form af den for ungdommen karakteristiske selvoptagethed, der her er til stede i massivt omfang, og i øvrigt signaleres af digteren selv med de tre første ord i samlingen: Jeg piller navle. Et hyppigt forekommende tema i digtene er længsel, kombineret med frygt for, hvad det man længes efter vil bringe: Længsel er det rette ord i dag. Et ønske om at nå frem, kunne se katastrofen folde sig ud… Dette tema viser sig også i kontraster som f.eks.: En skovbund kriblende af hvide anemoner og orme. Eller: Hylden blomstrer, syrenerne blomstrer. Det kan kun være verdens ende der ligger forude. I det hele taget er der meget frygt og katastrofestemning i digtene: Stearinen fordamper langsomt, partiklerne sættet sig i lungerne… Blodplettet børnetøj. Overfyldte lighuse… Jeg… farer vild i de rygende ruiner af et plyndret museum. Kroppen indgår i nogle af digtene, seksualiteten i færre og kærligheden i næsten ingen, og lykkelig kærlighed i slet ingen.
Når man går tur langs stranden, kan man ikke lade være med at tage smukke sten op, og enkelte tager man med hjem til sommerhuset, og ganske få af disse sten ender med at få en plads i ens arbejdsværelse. Når man læser digte, kan man ikke lade være med at lede efter vers eller sætninger, der er særligt vellykkede i kraft af deres lyriske kvaliteter, og/eller er i stand til at påvirke én stemningsmæssigt, og som man derfor vender tilbage til, og i sjældne tilfælde læser flere gange om året, og i meget sjældne tilfælde år efter år. Efter at have læst ”Hjem er en retning” nogle gange, har jeg fundet adskillige sætninger som, i mit mentale univers, opfattes som vellykket lyrik, der er dog ikke nogen jeg vil vende tilbage til, på nær en enkelt, nemlig den vemodige og smukke beskrivelse af et ophørt kærlighedsforhold: Du vidste alt om mig. Nu ved du ikke engang at jeg står her på broen… Man kan mene, at det er ikke meget at få ud af en hel digtsamling, men det er det faktisk. Og endelig kan jeg forestille mig, at et helt andet læsersegment, som, …halvvoksne tøser med bedrøvede øjne…, vil kunne få meget mere ud af denne digtsamling end undertegnede.

Erling Mellerup
Gentoftebibliotekernes anmelderklub