Kongernes kamp

Kongernes kamp, 2. bind i serien: en sang om is og ild, af George R. R. Martin, kan ved første øjekast godt virke en anelse skræmmende og uhåndterlig med sine over 800 sider forbundet i en bog. Personligt ville jeg have foretrukket den delt i to og solgt som en sammenpakning, frem for at skulle sidde med denne enorme bog i hænderne, men jeg er glad for at jeg alligevel gik i gang med at læse den.

Historien fortsætter hvor den slap i bind 1 med at følge de mange personers skæbne, deres kamp om magten og retten til at kalde sig konge over landet, eller deres kamp for at overleve i et krigshærget land fuld af magthungrende. Husene slås indbyrdes, gamle alliancer bliver brudt, og nye dannet, drenge og mænd rækker ud efter magten og alt er kaotisk.
Historien er enorm og jeg må beundre George R. R. Martin for at kunne holde styr på de mange sideløbende historier. Jeg havde i hvert fald svært ved det. Vi følger så mange vinkler på historiens gang, ser igennem så mange forskellige personers øjne, at det kan være svært at skelne den ene fra den anden, og huske hvad der skete med personen sidst vi hørte om ham eller hende. Heldigvis har forfatteren tydeligt mærket hvert kapitel med et navn, så læseren har nemmere ved at holde styr på det.
Valget at følge historiens gang gennem så stort et persongalleri, gør desværre også at nogle af dem mangler en smule kant. Det lille pift der gør at de er deres helt egne, og ikke bliver forvekslet med andre, mangler. Det er kun figurer som Aria Stark, Jon Snow og Tyrion Lannister der skelner sig rigtig ud. Som om at man godt kan mærke at disse figurer har været forfatterens yndlings. At han har glædet sig til at skrive om dem, og de andre mere er til for at udfylde hullerne i historien.

Men selvom at historien kan være svær at følge til tider, og selvom at dele af persongalleriet har sine svagheder, så formår George R. R. Martin alligevel at holde læseren fanget. Hans historie er velformuleret og uforudsigelig, hvilket jo er væsentligt for en god bog. En god fortsættelse på serien, og jeg ser frem til at læse 3.bind.
Jeg føler at denne bog er et must-read for alle passionerede fantasy elskere, og er særdeles velegnet til den lidt mere modne del af fanskaren, lige så vel at den også kan læses af dem der ikke bryder sig om det alt for fantastiske inden for fantasy-genren.

En helt helt subjektiv anmeldelse.

Som helt ny læser af George R. Martin, er det spændende at få lov at anmelde hans nyeste oversættelse. I Kongernes Kamp fortsætter historien, hvor den slap. Landet hærges af borgerkrig, unge drenge forsøger at være konger (det er de ikke ret gode til), et sæt brødre skændes om hvem der er den sande konge og alle vil have en bid af kagen. Det er rent anarki og Freud ville nok få en hel del ud af at analysere på de unge (og ældre) lords, der rækker ud efter magt, hæder og måske en smule ære? Stryg det med æren.
For mig, virker bogens persongalleri en kende sort-hvidt, når det kommer til de to største kamphaner. Der er the good guys –Stark’erne og the bad guys – Lannisterne. Og så er der alle dem midt imellem, som vi ikke hører ret meget til og som egentlig mest tjener til soldaterfyld mellem de stridende huse.
Ud af et kæmpe persomgalleri, er det kun lykkedes mig at fatte sympati og virkelig interesse for to. Tyrion Lannister og Arya Stark. De er de mest udviklede karakterer og tilsyneladende dem, med den største realitetssans/fornuft. Og de rummer elementer af både godt og ondt. De er også de eneste, hvor jeg kan huske en baggrundshistorie. Arya’s karakter har udviklet sig gennem fortællingen og Tyrion har en baggrundshistorie, der gør at man forstår ham bedre end fx hans søskende. Fordi vi ikke ved, hvad der har gjort dem til det, de er. De er de smukke, de elskede, de brugbare, han er en bette Benjamin uden andre fortrin end et bragende godt hoved. Men hvad er det lige med hans kærlighed til betalte damer? Jeg venter spændt på svaret.
Jeg ved godt, at vi kun er ved anden bog i en serie på fem (med yderligere to under planlægning), men jeg synes at det er lidt langtrukkent. Jeg mangler forløsning på nogle konflikter og jeg mangler overblik over hvilket formål de forskellige bihistorier skal tjene. Fx synes jeg at Theon Greyjoys historie er ligegyldig, men jeg går ud fra at den tjener et højere formål, som åbenbares i de kommende bøger? Og hvad er det for noget med de gamle og de nye guder? Teologinen i mig stikker hele tiden hovedet frem – hvad er det for noget med nye guder? Hvor kommer de fra? Hvad kan de, som de gamle ikke magter? Er religionen en menneskelig sutteklud, eller findes guderne i dette fantasyværk?
Et andet mindre problem er sproget. I den danske oversættelse er der mange engelske termer, der blandes med danske (måske i et forsøg på at opnå en Ringenes Herre-effekt?). Det bliver problematisk, når oversætteren ikke har tid nok, eller fantasi nok til at være konsekvent i sin oversættelse. Vi hører fx om en fyr, der bliver kaldt Pinkeye, fordi han har rindende øjne. Hvis der sidder en ikke-engelskkyndig derude med den danske oversættelse, er vedkommende på Herrens Mark, med den forklaring. For os andre virker det som en sjusket oversættelse.
Nå det er sagt, så er det en pageturner! Jeg læste den på meget kort tid og havde sine steder problemer med at nå mine verdslige gøremål, fordi jeg hellere ville læse. Den fanger og man vil hele tiden have mere og mere og mere. Handlingen er uforudsigelig, idet intet kan vide sig sikkert for krigens og krigernes hærgen. Set fra gulvet, er krigens gru en grum fortælling og menneskeliv er intet værd – sådan som jeg forestiller mig, at det var dengang i middelalderen, hvor bønderne betalte prisen for Kongernes Kamp - og Pavens ;-).
Så læs den.
Hvis man kunne lide den første bog, er den anden klart værd at stifte bekendtskab med.