En engel bag øret

En dejlig bog, der fører os tilbage i jødernes historie, lærer os deres skikke og ritualer og ikke mindst måderne at fortolke disse mange ting på, og som træfsikkert bliver fortalt af forfatteren, der igen har hørt om de mange mennesker og deres livsvilkår fra faster Sara. En fantastisk genfortælling, hvor man lever med fra først til sidst og gang på gang forundres over hvad alle disse personer har gennemlevet og levet af, for manges vedkommende virker det utroligt, at de overhovedet har haft modet til at leve på disse vilkår.. Nogle ved hjælp af flasken, men alligevel.

Tipoldefaderen, Berel, er meget fint beskrevet, ikke mindst dette at han kunne tale med dyr, ikke bare bjørnen, som han ”opererer” for fiskekrogen, men også hesten, Hillel, som han har mangen en god snak med. Samme hest siger mange kloge ting, bl.a. stiller han spørgsmålet ”mener du, at tiden burde fortælle dig, at den går”. Det bliver der en meget fin lille snak ud af, som også er føde til læserens hjerne, og sådan er det gang på gang.

Så lille et samfund, der forklares som liggende i Europas hjerte, hvis hjertet ligger lidt til venstre, hvor så få gør oprør, men det sker. Rabbiens datter flygter en nat med den mand, hun elsker, ikke den hendes far har aftalt, at hun skal giftes med, og endnu værre deltager hun i oprøret mod zaren. Men utroligt mange mennesker tager deres lod med sindsro.

Men tiderne skifter, om end langsomt, og også menneskene i denne lille landsby hører om steder langt borte, hvor vilkårene er mere menneskelige, og drømmen om en bedre tilværelse får jøderne til at søge til USA, Sydamerika og Danmark, om end Danmark er så lille et sted, at det ikke kan ses på globussen. Dog hjælper det, da manden med globussen kan fortælle, at zarinaen er en dansk prinsesse, så Dubya gør regnskabet op med ordene: Rusland fik zarinaen og Danmark får mig.

Der er så mange beskrivelser af mennesker i denne bog, også de, der er født anderledes så som den sælsomme dværg, der både er der og ikke er der med hans evne til at gøre sig usynlig og den stakkels mand, der har fået skåret tungen ud og i stedet har et gabende hul, måske billigt sluppet; hele hans familie blev dræbt.

Der er kun et at gøre: læs denne bog og bliv grebet af ikke bare den fornemme fortællemåde, men også de mange skæbner og underfundigheder, der også er blevet plads til.

Elisabeth Bank Lorenzen
Gentoftebibliotekernes anmelderklub

Har lige læst den sidste side en denne dejlige bog. Mange 1000 tak for en fantastisk læseoplevelse. Klart en bog som jeg om et stykke tid vil tage ud af bogreolen og læse igen og igen

Jeg er naturligvis kolossalt glad og taknemmelig for de gode kommentarer og anmeldelser. Der er to skarpe knivsægge, jeg har forsøgt at balancere på. Den ene er forholdet mellem det private og det personlige. Det private bør man holde for sig selv, og/eller bruge det som motor for værket. Det private er jo netop privat og ikke interessant for en masse læsere. Det er også mere problematisk at digte på det private. Så lyver man jo!
Den anden knivsæg er forholdet mellem fakta og fiktion. Så vidt jeg ved, har jeg ikke skrevet noget, som ikke kan være rigtigt. Alle de historiske begivenheder er korrekte, og alt det omkring dem, kan i princippet være det. Jeg vil endda gå så langt, at de er mere virkelige nu, hvor jeg har skrevet dem ind i virkeligheden, end de var inden.
Virkeligheden skabes hele tiden af vores fortælling om den. Ikke omvendt. Derfor er virkeligheden dynamisk og i konstant forandring - også bagudrettet! Det handler "En engel bag øret" også om.

Fik bogen udleveret på biblioteket, så forfatterens navn – og første tanke var: Hvor jeg dog glæder mig til at læse den bog!
Hvorfor det? Var så næste tanke. Svaret kom prompte: Mon ikke den hægter sig godt til de bøger, mit jødiske familiemedlem Gabrielle Silten, nu boende i USA, har skrevet om sin tid i og efter Theresienstadt (og som desværre endnu ikke er oversat til dansk/udgivet i Danmark)?
Men bogen hægter sig ikke til Gabrielles bøger – og det er så også efter læsningen helt lige meget.
Jeg har nok aldrig læst en bog, der har sagt mig så meget.
Bogen gav mig nogle svar og forklaringer på, hvorfor jeg er/tænker/handler, som jeg er/gør, idet det under læsningen gik op for mig, i hvor høj grad jeg er præget af min fars jødiske baggrund og det på trods af en kristen mor. Og til forfatteren har jeg en inderlig følt TAK for det!
Jeg har grinet / grædt og været misundelig, medens jeg læste bogen.
Grinet over fortællerglæden, den helt specielle humor (se f.eks. side 12, ”Tidsregning var noget, man fandt på, da Gud sov) og de kultursammenstød, der er omtalt indimellem. Eksemplet om anholdelsen, fordi man hælder sølvtøj i et vandet midt i byen for at overholde de jødiske regler, er på én gang ufattelig morsom og sørgelig. Den talende hests udsagn er ubeskrivelig morsom, hvilket så også gælder omgivelsernes reaktioner på evnen til direkte at kunne tale med dyr.
Grædt over den fattigdom, forfatterens forfædre levede under – samt de ulykker/forfølgelser, der fandt sted.
Været misundelig, dels fordi forfatteren kender sin forhistorie (også selvom der måtte være digtet lidt ind eller på), og dels fordi sproget i bogen er så letlæseligt.
Jeg læste bogen med den følelse af, at jeg måtte lige have næste side med, inden jeg lukkede bogen, samtidigt med at jeg var ked af, at næste side bragte mig hurtigere til afslutningen af bogen. Og jo, den vil blive læst mere end en gang igen!
Pyt med stavefejlen i bog eller i stamtavle for så vidt angår Zinke eller Sinke, selvom det var lidt forvirrende. Og pyt med at jeg mangler Ida Bermans stamtavle. Dette nævnes kun til rettelse og overvejelse ved næste udgave.
Bogen skal varmt anbefales til alle, der interesserer sig for historie, for kultur og for religion – og gerne vil have både humor og drama undervejs.
Anette, Gentoftebibliotekernes Anmelderklub

Sally Altschulers jødiske roman ”En engel bag øret” er en varm og medrivende fortælling om hans familie gennem fire generationer. Han tager udgangspunkt i sin tipoldefar Berel og hans liv i et lille jødiske samfund i Hviderusland i slutningen af 1800 tallet. Det er ikke noget let liv, men Berel henter trøst og gode råd ved bl.a at tale med sin gamle hest Hillel samt andre kloge dyr. Det er en sjov og underfundig måde at få indblik i Berels overvejelser og dilemmaer, og måske er det slet og ret hans andet jeg, han taler med.
Der er også nogle meget fine beskrivelser af de mange familiemedlemmer i Berels stadigt voksende familie, deres handlinger og indbyrdes forhold. Man får desuden en enestående indsigt i jødiske traditioner, livsførelse, tro mm. Godt med ordforklaringerne bag i bogen, ellers ville der være meget, der ville forekomme helt uforståeligt for ikke- jøder, og så er det selvfølgelig også rart og helt nødvendigt med stamtræet, der er indlagt i bogen, så man hele tiden kan følge med i, hvem det nu er, vi følger, mange hedder nemlig det samme.
Samtidig med at bogen er en familiekrønike, hvor vi kommer rundt om mange personer, er det også en historisk beskrivelse af jødernes forhold op gennem tiden, alt dog berettet med lune og humor og helt uden klynk og ynk. Det er en herlig, underholdende beretning fyldt med varme og en utrolig indlevelsesevne, og så er det en god historiefortæller, vi har med at gøre her. Der er ingen bevidst onde mennesker, alle prøver at tage deres skæbne på sig, hjælpe og vise omsorg og ansvar for hinanden, selv om det undertiden kræver stor tolerance. Sally Altschulers farfar Feivel var faktisk på vej til Argentina, men strandede af forskellige grunde i København, hvor farmor Dunya så senere kom til og sammen fik de otte børn, en af dem var Sallys far Hirsch. Jeg vil tro, at vi er mange læsere, der er svært tilfredse med, at det blev her de slog sig ned, ellers havde vi jo heller ikke fået mulighed for at høre deres historie. Efter endt læsning føler man sig klogere på mange ting, man har lært noget undervejs, og har desuden tilbragt nogle gode timer i selskab med en stor jødisk familie.
Hanne We Anmelderklub Gentofte

-EN ENGEL BAG ØRET-
BOGEN VAR FÆNGENDE,FORSTÅET PÅ DEN MÅDE AT DEN JØDISKE-LOMME-JEG SOM LÆSER BEFANDT MIG I VAR BERIGENDE RENT SOCIALT-MAN-HOLDER SAMMEN,UANSET PÅVIRKNINGEN OG KONSEKVENSERNE UDEFRA.
BEREL SÆTTER LÆSERENS DAGSORDEN MED SAMTALERNE MED DEN ELSKEDE HEST HILLEL.
HILLEL HESTEN (CA 70 F.V.T.-10 E.V.T.EN AF DE MEST RESPEKTEREDE JØDISKE LÆRDE).DERAF NAVNET.
SOM HISTORIEN SKRIDER FREM BLIVER LÆSEREN FASTHOLDT I ET UNIVERS MED VARME,SORG OG GLÆDE OG VENDER SIDE EFTER SIDE TIL HISTORIEN ENDER.
ET HJERTESUK-
HAVDE BESVÆR MED AFBRYDELSERNE FOR AT SLÅ ORD OP BAG I BOGEN FORKLARING NEDERST PÅ SIDEN HAVDE VÆRET PERFEKT.CONNIE BALSCHMIDT. ANMELDERKLUBBEN GENTOFTE HOVEDBIBLIOTEK

En roman skal være underholdende, og dette absolut vigtigste kriterium opfylder ”En Engel bag øret” af Sally Altschuler heldigvis.
Genremæssigt er der tale om en slægtsroman og en faktuel historisk roman med et islæt af magisk realisme. Slægten man følger er forfatterens tipoldefar og dennes familie i fire led; hovedvægten er dog lagt på tipoldefaderen Berels liv, i et lille jødisk samfund i en landsby i det sydlige Hviderusland i perioden 1842 til 1908.
Skildringen af Berel, hans familie og jødiske naboer, deres arbejde, og ikke mindst religionens plads i deres liv, er vellykket. Der er tale om en interessant historisk periode, hvor man på den ene side fornemmer, at det samfund der beskrives har eksisteret nærmest uændret i mange generationer, og på den anden side fornemmer, at tiden var svanger med de forandringer, der førte til at dette og lignende jødiske samfund blev udryddet i den del af verden.
Det lykkes for forfatteren at gøre beskrivelsen af det jødiske miljø levende og vedkommende, og især lykkes det at gøre at gøre personskildringerne autentiske, så man føler at man kender Berel, hans kone, hans far og hans børn, og deres forskellige fysiske og psykiske karakteristika. Ikke mindst beskrivelserne af Berels og hans fars depressioner virker overbevisende, og får en til at tænke på hvor langvarige sådanne tilstande kunne være, i en tid hvor psykofarmaka var ukendte.
Selv om livet i det lille fattige jødiske samfund var milevidt fra livet på de russiske godser i den samme periode og i det samme område, så er det interessant hvor ensartet, traditionsbundet og stille på ydre begivenheder, tilværelsen udfolder sig både i det jødiske samfund og på de adeliges godser, sådan som det er beskrevet af en række samtidige russiske forfattere, f.eks. Anton Tjekov der levede fra 1860 til 1904. Noget af den vemod, man kan føle når man læser disse forfattere, ikke mindst Tjekov, fornemmer man også i ”En engel bag øret”, og det skyldes nok i høj grad, at man konfronteres med kulturer, der helt og aldeles er forsvundet.
Der er et element af magisk realisme i bogen, dels antydes det i selve titlen, dels er der forfatterens farfars møde med en engel, men først og fremmest i form af at Berel kan tale med dyr. Magi er fint når det forekommer i eventyr og lignede litteratur. Og magisk realisme, sådan som vi kender det fra især latinamerikansk litteratur, men jo også fra f.eks. Selma Lagerlöfs legender, er helt bestemt en spændende genre. Men i denne delvis dokumentariske roman indgår det ikke på en organisk måde, og bidrager derfor ikke til bogens kvaliteter. Måske er det forfatterens virke som børnebogsforfatter, der slår igennem, måske er der tale om loyalitet overfor nogle familieskrøner, måske er det et alibi for nogle lommefilosofiske betragtninger. Under alle omstændigheder havde romanen været mere helstøbt uden dette islæt.
Sprogligt set er bogen velskrevet, den er let læst, og som nævnt er den underholdende, og den kunne i læseperioden med lethed konkurrere med en film i fjernsynet.

Erling Mellerup, Gentoftebibliotekernes anmelderklub

En engel bag øret af Sally Altschuler
Det var mit held at jeg fik denne bog udleveret dagen før jeg stod foran mit første besøg i Rusland – nærmere betegnet Skt. Petersborg. Det betød, at jeg havde mulighed for at nikke genkendende til både beskrivelsen af byen og til den russiske historie, som bogen skred frem.

Der er tale om en slægtsroman – med lige dele rigtige historier og røverhistorier - og det må være op til læseren at bestemme hvilke der hører til hvor. En mand der taler med dyr, konflikter og historien om ubetinget kærlighed – både til mennesket og til sit land, en introduktion til de ortodokse jøder og traditioner beskrevet på morsomste vis og forbavsende nok ikke noget nævneværdigt om Holocaust – denne bog slutter før krigen. Snigmordet på Zar Alexander II i Skt. Petersborg kommer også med i historien via Fruma – idealisten. Sallys slægt må have været hjertevarme – alle blev budt velkommen i familien til trods for små kår – dværge såvel som andres børn blev accepteret i familien, blot fordi det gør man når man hedder Berel og er et ordentligt menneske. En filosofisk samtale mellem Berel og en klog ræv bliver der også plads til – og den er tankevækkende.

Forfatteren har formået, at skrive en slægtsroman med glimt i øjet, smil på læben og uden at det bliver kedeligt – og det er en kunst når der nu ”blot” er tale om en familie der ernærer sig ved mælkeproduktion og bor på Jødevejen hvor der ikke sker meget – eller gør der?

Apropos tradition - flere gange følte jeg mig hensat til min tid i London hvor jeg var Au-pair hos en jødisk familie – jeg var blot 18 år og kendte intet til jødedommen. Der kunne jeg godt have brugt lidt baggrundsviden som beskrives i bogen – så ville jeg f.eks. ikke have sagt nej tak til rødvin den første fredag jeg tilbragt i familiens skød. Først flere år efter fandt jeg ud af hvor uhøflig jeg havde været. Jeg blev jo indbudt til at deltage i Shabbes - ret storsindet af familien men det opfattede den dumme au-pair fra Lyngby ikke før langt senere.

Jeg var lidt betænkelig ved, at en børnebogsforfatter skulle skrive bøger til det voksne publikum. Lige da jeg startede på bogen fik jeg lidt et flashback til Benjamin Jakobsen: Midt i en klunketid og det var ikke lige den slags historie jeg havde håbet på – men det blev der rettet op på meget hurtigt. Allerede da historien om Berel og bjørnen blev beskrevet, vidste jeg at der ikke var tale om en voksen børnebog – men om en godt fortalt historie. Forfatteren formår at fortsætte i samme gode stil bogen igennem – ham må have arvet slægtens gode fortællergen.

Jeg fik lyst til at læse børneudgaven – og det er bestemt ment som et skulderklap.

Mazel tov Sally – det er en underholdende og spændende bog du har skrevet – og tillige lærerig.

Helle Søborg Alslund, Vangede