Tilfældets gud

Jeg var splittet mellem irritation over denne karrierebevidste kvinde, som lader sig bruge og udnytte på det groveste og facination af muligheden for at "redde" et menneske fra - i vores målestok - umenneskelige vilkår og fattigdom. Jeg blev grebet af fortællingen og det lette, flydende sprog. Til tider blev jeg irriteret over denne kvinde uselvstændighed og fik lyst til at ruske hende tilbage til den virkelige verden, jeg blev frustreret over hendes omgangskreds - venner, såvel som rådgivere - som alle syntes at overse essensen af problemet. Men efter sidste side, stod jeg tilbage med en følelse af menneskehandel, bare omvendt...

Tilfældets gud af Kirsten Thorup, Gyldendal, 2011
Kontrasterne kan næsten ikke ridses mere op. Det bliver næsten for utroligt, og for meget, med den her stædighed, den succesrige, angstfyldte, ensomme danske kvinde, Ana (Mariana) besidder og det brændende ønske hun har om at gennemføre sit projekt. Det kunne være et rigtigt eventyr, om den stakkels fattige sorte pige der bliver reddet til en meget bedre og rigere tilværelse i et forjættet vestligt land. Det kunne være en drøm, der blev til virkelighed. Det kunne måske alligevel godt ske i virkeligheden.
Ana tilhører jetsettet, uden dog at være særlig socialt anlagt, hun er en rig, hvid og dansk kvinde i fyrrene, med den helt rigtige lejlighed ved det nye havnemiljø i København og en Porsche i kælderen. Hun lever og ånder for sit job i Rower, et stort internationalt firma. Ana forstår sig på økonomi og statistikker og på alt der kan købes og sælges. Af firmaets stresscoach anbefales hun at tage på ferie.
Valget bliver Gambia, hvor hun indlogeres på et hotel, der er under skarp bevogtning af politi og militær, der gør sit for at sikre at de hvide turister ikke belæmres med de ivrige og fattige strandsælgere. Det frarådes endog turister at bevæge sig udenfor området, fordi de kan havne i nogle ubehagelige situationer, der vil give deres land og præsidenten et dårligt ry.
En dag bliver Ana berørt af en blød stemme, der tilhører en sort forhutlet strandsælgerske. Et møde der kunne være stoppet lige dér ved køb af nogle nødder og et par bananer, udvikler sig meget hurtigt til mange flere møder. Ana bliver som besat af idéen om at blive sponsor for Mariama så hun kan passe sin skolegang, få sig en uddannelse og komme ud af fattigdommen.
Mariama bliver Anas projekt. Hun er også mere end det, hun er på det nærmeste hendes sjæl. Den sjæl, som fotografen da hun blev student ikke kunne finde.
Det er en roman med meget angst, især berøringsangst, og en fremmedgørelse overfor følelsesmæssige udbrud og situationer. Hun er vokset op uden fysisk kontakt og søger at undgå berøring med andre. Ana lever med gambling på casinoer, piller og alkohol for at dulme smerter, følelser eller stress. Hun er ikke vant til at komme i kontakt med sig selv og sit indre.
Hendes facade krakelerer, og hjemvendt fra Gambia kan hun ikke længere finde tilbage til den kølige arbejdsnarkoman hun var tidligere. Hun får genetableret forbindelsen til Mariama, som ønsker at hun skal sende penge ned til Gambia, til tanten, til skolegangen og så videre. Ana gør det nærmest per automatik, og hver gang hun hører Mariamas søde stemme er hun solgt.
Trods den fortsatte coach er Ana igang med en deroute i Rower. Der er kommet noget imellem, et personligt anliggende i form af en sort pige fra Gambia, der har fået en plads i hendes hjerte.
Det lykkedes efter nogle år, at få Mariama til London, og få hende installeret hos det ambitiøse par Ben og Bea, Ana mødte i Gambia. Hos dem er det meningen at Mariama skal fungere som aupair. For selv at kunne forenes med og være tæt på hende, vælger Ana at flytte til London. Hun ser sig selv smelte sammen med sin sjæl, Mariama, og få den lille grimme ælling til at udvikle sig til en svane. Om det lykkedes skal ikke afsløres her.