Strindbergs stjerne

Strindbergs Stjerne skydes hæsblæsende af, som manden der bliver skudt ud af kanonen. Åndeløs spænding, nervepirrende og intens. Det er sjældent, at jeg har oplevet de første 100 sider af en bog, så
mættende og spændende - at jeg bare måtte vende endnu en side. En blanding af krimi, historik, genre var svær at bestemme. Efter de første 128 sider ramlede det ned om ørene på mig. Den hæsblæsende
spændende bog blev afløst af meget lange kedelige samtaler og forhør, der strækker sig over de næste 100 sider, og det var de sider der gjorde at bogen lige pludselig blev en kamp at komme igennem. Herefter kom den lidt op i gear igen, men på grund af den lange strækning med forhøret, havde jeg meget svært ved at genfinde gejsten. Derudover kom der så mange detaljer ind, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i, der er nogle passager som virker til ikke at være synderligt
godt gennemarbejdet, og i det hele taget virker det som om at bogen gaber overfor meget. Når det så er sagt, synes jeg , at bogen bestemt er et bekendtskab værd. Ikke mindst på grund af den vidunderlige
personkarakteristik, hvor vores helte besidder utrolige utraditionelle personkarakterer, som virker utroligt befriende. Fuld af fejl og ikkespecielt elskværdige, nogle uslebne diamanter, som tilføjer bogen
flere dimensioner.

En mursten af en spændingsroman, hvor man ad snirklede veje føres ind i et snildt opbygget plot.
Bogen er velskrevet og giver læseren et indblik i en verden af fiktion og grum virkelighed,. Fra begyndelsen holder den læseren i et fast greb, som denne ikke uden videre kan fravriste sig; man må simpelthen blive ved, indtil det sidste punktum er sat, og mysteriets spegede tråde med den uventede løsning er redet ud for den undrende læser.
Romanen fører vidt omkring, men ikke blot geografisk viser forfatteren stor fagkundskab. Også hans store viden om forskellige emner såsom kemi, medicin, mytologi, historie, ballonfærd osv. imponerer. Størst indtryk af hans faglige indsigt fik undertegnede allerede i begyndelsen med den efter anerkendelse tørstende amatørdykkers nedstigning til dybet af minen, hvor man med tilbageholdt åndedræt følger ham skridt for skridt, medens spændingen accelererer, og man føres ind i en verden under vandet, som både frastøder og fascinerer dybt.
Forfatteren er heller ikke uden psykologiske evner, idet han tegner nogle fine portrætter af flere af bogens personer. Bogens hovedperson, den neurotiske Don, som er afhængig af kemisk lykke og svæver gennem bogen i en konstant euforisk tilstand, er - om end med humor - tegnet med stor forståelse for tilstanden hos angstfyldte mennesker. I parentes bemærket kan man jo så undre sig over, hvorledes Dons omhængetaske med medikamenter kan klare til stadighed at klæbe til ham, når man tager jagtens/flugtens store turbulens med i betragtning. Men nå ja, det skal nok tilskrives fiktionen.
Alt i alt en spændende bog, javist, som undertegnede slugte i en ordentlig haps på stranden i løbet af et par få solskinsdage. Nogen litterær begivenhed er den dog ikke, da den ikke byder på nogen nytænkning. I opbygningen af plottet læner den sig tæt op ad Dan Browns "Da Vinci Mysteriet", og hvad angår de minutiøse beskrivelser af de enkelte fagområder, bringer den stærke mindelser til ekspertisen hos Peter Høegh i "Frk. Smillas fornemmelse for sne". Kunze

"Lad det være sagt med det samme:



Denne bog ligner ingen anden, jeg nogensinde har læst.



Og det er absolut postivt ment.



Da jeg fik svenske Jan Wallentins Strindbergs Stjerne i hånden, frygtede jeg, at det var endnu en roman af Da Vinci-typen. Det viste sig dog - heldigvis - ikke at være tilfældet. Denne roman indeholder al den spænding og mystik, krydret med overnaturlige og metafysiske hændelser samt en hel del fakta, som Dan Browns bøger gør, men den er langt, langt bedre skrevet. Person-skildringerne er ægte og helstøbte, man fatter straks interesse for hver person, der optræder, og vil gerne vide mere om dem.



Fra første side møder vi den pillemisbrugende, plagede historiker (og læge) Don Titelman, som bærer rundt på et helt apotek af forskellige medikamenter til at dække ethvert pludseligt opstået behov. Ham kommer vi til at føle med og holde af; ham vil vi gerne følge og vide mere om. Det samme gælder hans mystiske advokat Eva Strand. Begge har de, forstår man, en baggrund, en fortid, som langsomt åbenbares for een.



Handlingen bør ikke røbes her, det ville være synd for læseren og tage de mange overreskelses-momenter og drejninger i historien fra ham eller hende. Det kan dog røbes, at de to hovedpersoner kommer på en fælles hæsblæsende rejse i en godsvogn ned gennem Europa og Rusland og senere med skib til Nordpolen. De to er begge på jagt efter Strindbergs stjerne, dog ud fra helt forskellige motiver, som de skjuler for hinanden. Men de er så sandelig ikke de eneste, som eftersøger denne stjerne, som sammen med et kors, opvarmet af en bunsenbrænder, skulle kunne vise vej til at en ganske anden verden fra en åbning i isen på Nordpolen!.



Endnu en spændende person i bogen er den unge Elena, også hun har både en fortid og en mission. Også hende og hendes skæbne føler man med.



Fysikeren Nils Strindberg, som er en autentisk person og iøvrigt i familie med forfatteren August Strindberg, omkom sammen med to andre polarforskere i 1897 efter en mislykkes ballonfærd til Arktis. Handlingen dækker således mere end et århundredes dramatiske historie, fra ballonfærd, den 1. og ikke mindst 2. verdenskrig og nazismens modbydeligheder. Alt kædet sammen via den nordiskei mytologi, mystiske broderskaber og stiftelser, krig, opfindere og modbydelige opfindelser.



Trådende trækkes elegant og spændende mellem de mange tidsaldre og handlinger, ofte så intenst at det er svært at lægge bogen fra sig. (Dette måtte jeg endda konstatere med undren, da jeg typisk ikke er så vild med et overnaturlige, mystiske univers!).



Som det kan forstås, er handlingen - også selvom jeg ikke ønsker at røbe den her - ikke så enkel at få hold på. Netop som man tror, at man forstår, hvordan det hele hænger sammen, ja, så tager alt en anden drejning, som ændrer, hvad man troede. Den ene side tager derfor den foregående med hast. Den dramatiske afslutning afrunder på absolut tilfredsstillende vis denne historie.





Skal eller må jeg komme med en enkelt lidt mindre positiv bemærkning er det, at jeg især mod slutningen af romanen, finder handlinge/historien lidt langtrukken."

Da jeg læste beskrivelsen af Strindbergs stjerne første gang forventede jeg en bog fuld af action og underholdning, og det må man til fulde sige blev opfyldt!

I starten var det svært at overskue de forskellige personer, specielt på grund af den lange tidsperiode som persongalleriet er spredt over. Men som man kommer længere ind i bogen, og får en bedre ide om hvor i historien de forskellige hører til, bliver det nemmere, og beskrivelserne af hovedpersonerne er rigtig gode, og gør det efterhånden nemmere at forstå hvordan den hele hænger sammen.

Undervejs er der sideberetninger om personer, der ikke umiddelbart virker relevante til historien, men som handlingen udvikler sig, bliver det hele bundet sammen, og til sidst giver alle trådene mening. Specielt historien om Dons Bube rørte mig meget, og var skrevet på en måde, så jeg sad og fik kuldegysninger, og egentlig mere havde lyst til at stoppe med at læse, end at læse videre, for det var næsten så man kunne føle mishandlingen af den stakkels jødiske kvinde på sig selv.

Helt generelt om handlingen fandt jeg den lidt for urealistisk. Efter bagsideteksten havde jeg forventet et handlingsforløb lidt ala Da Vinci Mysteriet, hvor Strindbergs stjerne ville være nøglen til at finde en form for fysisk skat eller noget gammel viden, og jeg endte egentlig også med at syntes at Strindbergs stjerne netop minder meget om Da Vinci Mysteriet. En bog jeg ikke selv var voldsomt begejstret for. Jeg var dog væsentlig mere underholdt af Strindbergs Stjerne, selvom en del hændelser generede min naturvidenskabelige baggrund. En del passagerer var svære at forholde sig til, og visualisere, da der sker meget unaturlige ting undervejs. Men så skal man jo huske at det bare er en bog, og på den baggrund er underholdningsværdien i top!

Jeg kan godt lide at handlingen er baseret på historiske begivenheder, og at Wallentin ikke afviger fra de historiske fakta, men kun arbejder med formålet med ekspeditionen. I løbet af historien syntes jeg også det nogenlunde fremgår, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, og det er tydeligt at Wallentin har lavet god research, både om selve ekspeditionen, men også om fundet af den 33 år senere, og de ting er er blevet fundet.

Sprogligt er nogen beskrivelser en smule kluntede. Det kan selvfølgelig skyldes at det drejer sig om ting der er svære at forholde sig til. Det gør desværre bare at man hænger fast et par steder, og spekulerer over detaljer der måske er uvæsentlige, i stedet for at få fat i den store sammenhæng. Overordnet er bogen dog skrevet i et sprog der ikke kræver for meget koncentration, læsningen flyder fint, og bogen kan snildt læses på et par aftener. Sproget og formuleringerne er dog på ingen måde nytænkende.

I forhold til mange andre bøger føler jeg desværre ikke rigtig at det har givet mig noget væsentligt at læse Strindbergs stjerne, men jeg har fået et par dages god underholdning!

Jeg glædede mig meget til at læse bogen, da den ud fra beskrivelsen lød rigtig spændende. På de første 4-500 sider blev mine forventninger også indviet - der var spændning og læsningen var nærmest hæsblæsende, og jeg fangede mig selv i at sidde til kl. 3:30 om morgenen, fordi jeg lige var nødt til at læse liiidt mere. Sproget var fremragende med et godt plot.
Men så virkede det lidt på de sidste sider som om, at der Wallentin ville lidt for meget på alt for få sider. Som om, han måske mente, at bogen ikke måtte blive for lang. Jeg sidder tilbage med en masse spørgsmål, - på en ikke så gode måde - og det virker som om, at der er blevet sprunget let over dem, fordi det måske var lidt for avanceret.

Men alt i alt er Strindbergs Stjerne en jævnt god bog, og specielt på de regnfulde dage har jeg nydt at sidde med en kop te og denne spændingsroman.

Det har virkelig været en fornøjelse at blive inviteret ind i Jan Wallentins velskrevet krimi. Allerede i første kapitel af bogen befandt jeg mig med tilbageholdt åndedrag, slugte side efter side - ivrig efter mere. Jeg blev grebet af fortællingen, som er skrevet i et behageligt og letfordøjeligt sprog. Jan Wallentin bringer os langt tilbage i historien, åbner op for en verden i krig og giver os et indblik i gamle broderskabers ubarmhjertelige kræfter og vilje. Et højt spændingsniveau fra start blandet med livlige fortællinger fra krigens barske umenneskeligheder og specielt krigsfortællingerne bliver ikke negilieret. Hver en blodig detalje bliver udpenslet, så læseren føler sig som en del af begivenhederne, om man vil det eller ej. Ukomplicerede personkarakteristika, som giver et indblik i hovedpersonerne, men uden at trække i langdrag. Dog efterlades visse personligheder bevidst i gråzonens mysterier. Et kors bliver fundet i de svenske forlængst nedlagte mineskakter og starter hermed en jagt igennem Europa med myndighederne og et gammelt broderskab i hælene. Nøglepersonerne er den medicin-misbrugende historiker Don Titelman, som slæber rundt på sine egne forhistoriske spøgelser, og hans advokat Eva Strand. Vi følger dem i bestræbelserne på at undvige deres forfølgere, som deler samme interesse i de nyligt fundne genstande. Ikke blot tilfangetages Don Titelman og Eva Strand, men også læseren og du skal ikke forvente at blive løsladt før sidste side. Fortællingen tager en facinerende og uventet drejning mod slutningen. Plottet er godt og på ingen måde gennemskueligt. God fornøjelse!

Kære Peter Budtz! "Tingenes grund ..." er fra den gamle autoriserede bibeloversættelse. I den trykte udgave er det den nye bibeloversættelse der i sidste ende er valgt.

Kære Birgitte Steffen Nielsen! I det eksemplar jeg havde til rådeighed som anmelder står der: "Tingenes grund er langt borte; så dyb, så dyb; hvem kan finde den?" I min bibel autoriseret 92 står der: "Langt borte er det, der sker, dybt, dybt nede; hvem kan finde ud af det?" Præd. 7:24. Det kan kun glæde mig om det er rettet i trykudgaven.

Kære Peter Budz - bare lige for en ordens skyld: selvfølgelig er et bibelcitat ikke blevet oversat direkte fra svensk! Citatet fra Prædikernes bog er fra Det danske bibelselskabs nyeste oversættelse.

Jan Wallentin, Strindbergs stjerne.

Umberto Ecco kan det, Dan Browne prøver, Jan Wallentin vil så gerne. At det er lykkedes Bonniers at prakke Gyldendal den bog på, kan undre, eller er der noget med ejerskabet?
Historien er i princippet skrevet efter alle forfatterskolens regler, korte kapitler der slutter med clifhangere, rimeligt flydende sprog, spring i kulisser, inddragelse af faktuelle begivenheder, men det minder mest om min barndoms dukketeater og rejsen til jordens indre, flade figurer uden personlighed med en masse ydre falbelader og teatertorden.

Bogen savner også en redaktørs kritiske gennemlæsning.

Hvis man vil give indtryk af kultur og dannelse ved at citere prædikernes bog bør citatet være korrekt og ikke oversat efter den svenske tekst.

At forfatteren slutter med at takke en mængde mennesker virker utilsigtet ironisk, De mennesker har svigtet venskabet, de burde have prøvet at få Jan Wallentin til at beskæftige sig med noget andet.

Du fornemmer nok at jeg er tilbøjelig til at citere Hans Brix, ”anmelde denne bog, det skulle være til politiet”

Til trods for de ligheder der er mellem ”Strindbergs Stjerne” og andre spændingsromaner i samme genre som f.eks. ”Da Vinci Mysteriet”, så kan jeg ikke lade være med at rose Jan Wallentin for hans roman som er spændende og absolut ikke til at lægge fra sig. Afsæt hele weekenden for hvis du elsker spændingsromaner som jeg gør, er jeg sikker på du bliver hooked!

Et Kors og en Stjerne – to genstande der hver for sig ikke har den store betydning, men når de sættes sammen og varmes op får det tilskuerne til at måbe!

Den ene genstand, Korset, findes af en intetanende amatørdykker på bunden af en vandfyldt mine i Falun i Sverige sammen med et lig. Dykkeren fortæller om fundet af liget til politiet, men beholder korset som en personlig souvenir og hemmelighed. Dykkeren kender ikke korsets betydning, men andre vil gøre alt for at få fingre i korset, da de mener de er de retmæssige ejermænd og ved på forhånd hvilken særlig kraft de to genstande har når de forenes.
Bogens hovedperson, den pillemisbrugene Don Titelman, som er ansat som historiker ved universitetet i Lund og har stort kendskab til symboler og nazismen, trækkes ganske uvidende ind i dette spil om Korset og Stjernen efter han imødekommer dykkerens anmodning om at mødes for at se nærmere på ”hemmeligheden”. Da Don ankommer til dykkerens hus er denne allerede slået ihjel og Korset stjålet – og den vilde jagt begynder!! Og hvor findes Stjernen?

Gennem Europa og Rusland går den vilde jagt på Korset og Stjernen og den hemmelighed som genstandene besidder. Mon det gode eller det onde vil vinde kampen om Korset og Stjernen? En ting er sikkert, Don Titelmans nysgerrighed vækkes, og han hvirvles ind i alverdens strabadser for at finde frem til sandheden..

Hæsblæsende spænding fra første til sidste side, en bog hvor fiktion og historie (måske endda fakta?) blandes og giver ekstra krydderi til spændingsopbygningen og ikke mindst til de mange uventede drejninger historien tager. Jeg kan personligt ikke lade være med at glæde mig til næste spændingsroman fra Jan Wallentin, for med denne debut, kan det kun blive godt!

/Lisbeth

En dykker finder et lig i en gammel kobbermine. I hånden holder liget et kors, der skal vise sig at sætte gang i en jagt rundt i Europa. Den forhutlede historiker Don Titelman bliver ved et tilfælde centrum for denne jagt i selskab med hans advokat Eva Strand. En jagt, der trækker historiske spor og sætter gang i store kræfter.

Der er fart på feltet helt fra start. Så meget at jeg var nødt til at komme med små udbrud af ren spænding og endda gribe min kærestes hånd, da det på et tidspunkt blev lidt for uhyggeligt. Desværre går pusten lidt af ballonen et stykke henne i bogen, da der skal bruges en masse sider på at forklare baggrundshistorien for hele romanens plot. Det er nok ikke sider man kunne have undværet i bogen, men det er svært, som læser at blive sat ned i fart, når der først er kommet gas på. Heldigvis kommer der fart på igen og den holdes helt til romanens slutning.

Der er rigtig mange historier man som læser skal holde styr på. Både de små historier, der er flettet ind hist og her, historiske begivenheder, triste personskæbner og så den store historie. Jan Wallentin formår heldigvis at holde styr på det hele vejen igennem og romanen fremstår derfor utrolig gennemarbejdet og gennemresearchet. Man bliver præsenteret for en række personskæbner, som alle er triste. Ingen i romanen har haft et nemt liv, men forsøger alle at lappe på det på forskellig vis. Hovedpersonen Don Titelman igennem et større pillemisbrug, mens andre ønsker sig døde, søger lykken gennem det mystiske kors eller lægger deres skæbne i andres hænder.

Romanen foregår i nutiden, men inddrager historiske begivenheder fra slutningen af 1800-tallet og både 1. og 2. verdenskrig – men Jan Wallentin holder sig ikke kun til de historiske fakta, men lægger et ekstra lag på de enkelte begivenheder og giver dem derved et lille twist i forhold til romanens plot. Det var noget, der til at starte med irriterede mig som historiker, men da det viste sig at fungere formåede jeg at lægge irritationen til side og blot lade mig underholde.

Strindbergs Stjerne er en konspirationsteoretisk krimi ala Stieg Larsson blandet op med overnaturlige fænomener og historiske referencer. Romanen er underholdende, skræmmende, yderst medrivende og fanger sin læser fra side 1.

Læg realitetssansen på hattehylden og slå fantasien til! Dette er en bog for yndere af spænding á la Dan Brown. Udgangspunktet er Andrée’s ballonfærd over Nordpolen samt hændelser fra begge verdenskrige krydret med eventyrlige og overnaturlige fænomener. Det er en underholdende spændingsroman, hvor intet rigtig er hvad det giver sig ud for. Persongalleriet omfatter gode såvel som onde kræfter. Hovedpersonen er historikeren Don Titlemann, der har sine egne dæmoner at slås med. Sammen med den gådefulde advokat Eva Strand tager han ud på en hovedkulds rejse i jagten på et kors og en stjerne, som sammen angiveligt skal have været brugt som navigationsinstrument for Andrée og hans to medrejsende under ballonfærden. Handlingen dækker flere genrer, nemlig krimi, science fiction og fantasy, og læseren bliver sendt i mange retninger. Man skal derfor virkelig være tålmodig, hvis man vil følge fortællingen til slutningen, som desværre ikke lever op til de forventninger, fortællingen lægger op til. Denne læser kan ikke give høje karakterer hverken for det tekniske eller kunstneriske indtryk, men alene nøjes med at sætte pris på underholdningsværdien.

Anmeldelse af Strindbergs Stjerne af Jan Wallentin

Jan Wallentin har skrevet en rigtig god bog. Bogen er først og fremmest god, fordi sproget er levende, historien bygget op på en god måde og fordi historien spinder Europas nutidige historie ind i et net af fantastiske begivenheder.

Don Titelman er på alle måder en antihelt; han har et misbrug af medikamenter han ordinerer til sig selv, han har en problemfyldt barndom med tråde til jødeforfølgelsen som præger ham og han har en personlighed som ikke ligefrem er vindende.

Alligevel lykkes det ham på en Indiana Jones-agtig måde, med en nørdet anarkistisk søster og en kvindelig advokat der tilfældigt dumper ned i hans liv, at guide os igennem bogen på en måde, hvor der konstant bliver bygget op til cresendo i små etaper med slutning der så dramatisk, at den er umulig at forudse.

Bogen der tager mange helt uventede drejninger er næsten umulig at gennemskue. Du bliver konstant nød til at ændre din mulige slutning i hovedet, hver gang du tror du har regnet den ud, ændrer forfatteren i historien, hvilket fastholder interessen gennem hele bogen.

Bogen har mange referencer til 1 og 2 verdenskrig og for en ww2 nørd som mig, var det en fornøjelse at opdage at referencerne var så historisk korrekte som muligt, og at der samtidigt var helt nutidige begivenheder blandet ind i det.

En meget anbefalelsesværdig bog, med spænding, historie mange lag af aktion.

Jeppe

Strindbergs stjerne af Jan Wallentin
Jeg ville underholdes – og det skal jeg love for, at jeg blev. "Strindbergs stjerne" går under kategorien spændingsroman og det er lige hvad den er.
En dykker finder et lig i en mine sammen med et Ankh-kors, pressen kontaktes og så ruller lavinen. Dykkeren er sensationslysten og forstår at få sine 15 minutes of fame – og det kommer til at koste ham dyrt.
Don Titelman, en historiker på Lunds Universitet og medicin-misbruger, bliver kontaktet af dykkeren og bliver hvirvlet ind i en historien han ikke ville have troet på i sin vilde fantasi. En historie som til dels viser sig at tage udgangspunkt i hans egen families fortid og rolle i 2. verdenskrig.
Ankh-korset bliver stjålet. Don Titelman kommer for sent til at stoppe tyven, bliver anholdt, flygter og må nu i samarbejde med en advokat på flugt igennem Europa. En atypisk advokat som viser sig at være langt mere involveret i historien end først antaget. Er der mere mellem himmel og jord og hvad ved er hendes rolle i det spil som de bliver viklet ind i?
Turen går til Flandern hvor de på brutalt vis bliver introduceret for Stiftelsen – en organisation som har rødder langt tilbage i tiden. Og jagten på makkeren til korset er også sat ind – hvad skal findes og hvor?
August Strindberg har ikke en stor rolle i historien – mon ikke forfatteren har valgt ham p.g.a. nationaliteten og han fremstilles da også som lidt af en krukke med et glimt i øjet – men det har hans gudsøn Nils til gengæld. Eventyret med kors, stjerne og luftballonen skal læseren selv have lov til at opleve – det er grundstenen for hele historien.
En kærlighedshistorie bliver der også plads til i bogen – men en uventet en af slagsen. En idealistisk kærlighed som kommer til at sætte sine spor i historiebøgerne. I det hele taget er der en del historie i bogen – specielt fra 2. verdenskrig og nazismen. Forfatteren formår, at springe mellem nutid og datid på en levende måde, således at læseren bliver grebet af historien og får lyst til at læse mere.
Det tyder på, at det kolde nord holder på en hemmelighed – en hemmelighed som vil ændre verden som man kender den - men det må læseren selv finde svaret på. Der er fart på og Wallentin formår at introducere nye facetter på de rigtige tidspunkter i historien for at holde spændingen oppe i et højt tempo.

Wallentin har begået en spændende roman som fænger – efter en lidt langsom start – og som giver læseren lysten til at få svar på de utal af spørgsmål som han formår at skabe i bogens forløb.
Slutningen efterlader en med ubesvaret spørgsmål – men måske er det med vilje for at holde døren lidt åben. Der kunne nemlig sagtens komme en bog nr. 2 – der er masser af teorier og mulighed for at brygge videre på historien. Man kommer til at holde af Don Titleman – en lidt kejtet men dygtig nørd som bærer rundt på familiekomplekser, mindreværd og samtidig et stort ego – en lidt pudsig blanding som ender med at bliver tiltrækkende. Ikke tiltrækkende på Hollywood-maner – men på den meget sympatiske måde. Her er der ikke tale om en action-helt med en køn blondine på slæb – det er forfriskende.

Forfriskende at læse en bog i denne kategori som ikke ender ud med at Frimurerlogen er involveret og som ikke læner sig op af Dan Brown og – mener nogen – hans låne fjer. Det var ved at blive en kedelig gammel traver som forfatteren heldigvis ikke har brugt krudt på. At bogen så nok vil blive kategoriseret som ”endnu en Dan Brown bog” – kan nok ikke undgås – men det er en meget værdig en af slagsen. Jeg ville ønske, at vi kunne komme væk fra Dan Brown etiketten og læse/opleve de spændingsromaer der kommer på marked, med åbne arme uden at sammenligne og ikke med en forudfattet mening.
Forfatteren har gabt over mange emner og teser – måske lidt for mange til, at han formår at flette alle tråde sammen men grundhistorien er på plads. En slutning som er i den overdrevet ende – ændrer ikke på det faktum at man er rigtig godt underholdt – og det er vel formålet med en spændingsroman. Fiktion møder virkeligheden – med den rette blanding kan det blive en rigtig god oplevelse – og Wallentin har formået at løfte opgaven. Bogen er oplagt til filmatisering – specielt slutningen vil være fantastisk at opleve på film og mon ikke det sker? Bogen er nemlig allerede solgt til adskillige lande – før den overhoved er udkommet i Sverige – så lur mig om der ikke allerede på nuværende tidspunkt er talt om filmrettigheder.

Jeg tror bogen vil være at finde på natbordet hos mange i den kommende efterårsferien – og der hører den med rette til hvis man er til spændingsromaer

Jan Wallentin: ’Strindbergs Stjerne’

Jan Wallentins roman er en tidsmaskine, der i første omgang finder frem til et makabert og mystisk fund af et lig i en dyb grotte i Sverige. Derfra hvirvles du som læser med videre rundt i tid og rum. Du passerer i høj fart året 1897 og Niels Strindbergs forsøg på at nå Nordpolens hemmelige undergrund; du hives retur til 2010 og lander midt i en gravkrypt i Flandern; skubbes tilbage til 1940erne og dukker op i en naziborg forankret i nordisk mytologi. Du ryster ved tanken om holocaust; sendes med godstog og atomisbryder til jordens kant, hvor ’Strindbergs Stjerne’ trækker dig langt væk fra den virkelighed, du kender. Du ender i frit fald mod jordens indre.

Alt sammen på grund af et fantastisk kors og en stjerne skabt af en for længst glemt og begravet kultur i Taklamakanørkenen. Et kors og en stjerne, der ud over at være lavet af et uforgængeligt, udefinerbart materiale, kan smelte sammen og vise vej til en underverden fuld af alle de svar, mennesket kunne drømme om at lede efter.

Efterhånden som vi nærmer os fortællingens epicenter, bredder mystikken sig, og et par af romanens figurer viser sig at være ikke bare mystiske, men også af en anden verden. En verden, mennesket måske burde have holdt sig væk fra.

’Strindbergs Stjerne’ er en yderst spændende roman, der tager godt fat i alle sanserne lige fra starten af. En roman, der hele tiden driver dig til at læse videre. En roman, der ikke slutter, som du havde regnet med.

Mads Peder Nordbo

Strindbergs Stjerne er ifølge eget udsagn en spændingsroman. Man kan med rette også kalde det en konspirationsroman, en krimi, en historisk roman osv. Alle disse forskellige genretræk betyder, at man skal holde tungen mere end almindelig lige i munden.
Og den er spændende og indviklet – til tider meget indviklet. En historiker med et misbrug, en køn advokat med hang til spadseredragter. Hemmelige broderskaber og spor fra fortiden, religion, sex og politik. Og ikke mindst, unge kvinder med særlige evner.
Det hele starter med en kvalmende klaustrofobisk dykkertur i en forladt mine. Jeg kunne både se, smage og lugte råddenskaben i mineskakten. Forfatteren formår at beskrive scenarierne levende og detaljeret.
Når alt er sagt, skrevet og ikke mindst læst – så har vi været der før. Romanen vil for meget. Den vil være en Dan Brown med historikeren der kæmper mod Broderskabet og den hemmelige loge – ligesom Lisbeth Salander nu i skikkelse af Hex og Elena træder tydeligt frem. Det behøver ikke at være negativt men i dette tilfælde er det utrolig markant og det får betydning for min læseoplevelse. Selvom romanen er spændende og egentlig også velskrevet er det svært at holde fokus undervejs.
Jeg er ikke i tvivl om at mange får en fantastisk læseoplevelse og der er dømt sofa og skumringslæsning af høj kvalitet.

Wallentin sammenlignes med bl.a. Dan Brown, og hans hovedperson er da også ligesom Robert Langdon expert i symboler, men (tilsyneladende) ikke en forherliget udgave af forfatteren selv. Derimod er han, på typisk nordisk vis, en plaget sjæl, en opdateret version af den klassiske fordrukne detektiv. Den jødiske psykiater Don Titelman har licens til at udskrive recepter til sig selv og arbejder sig gennem hele lægemiddelkatalogets kapitel om beroligende og opkvikkende midler – dagligt.

Don bliver kontaktet af en dykker, der har fundet et yderst velbevaret lig og noget mystisk i en underjordisk gang i Falun-området i Sverige. Han kører modstræbende derud, men før han når at tale med den i øvrigt ret usympatiske dykker, bliver denne myrdet; der er nemlig andre, der vil have fingre i den mystiske genstand. Don bliver (selvfølgelig) mistænkt for mordet, en kvindelig advokat ved navn Eva dukker op ud af det blå for at føre hans sag – og så går den vilde skattejagt gennem bl.a. Sverige, Tyskland, Belgien, Rusland og Arktis, med godstog, taxa og isbryder.
Plottet tager sin begyndelse med svenske opdagelsesrejsende i det 19. århundrede og udfolder sig henover to verdenskrige og flere mænd med grandiose ideer, mere eller mindre videnskabelige.
Vi hører i lange historiske digressioner om Sven Hedin og hans opdagelser i Taklamakan, herunder fundet af ankh-korset og den femtakkede seba-stjerne; om August og hans unge slægtning Nils Strindberg, der er med som fysiker og alkymist på Andrées katastrofale ballonexpedition i 1897 – med korset og stjernen; om brugen af giftgasser i både 1. og 2. Verdenskrig (her kunne forfatteren have kommenteret det ironiske i, at Fritz Haber var født jøde) og Himmlers absurde søgen efter den ultimative ’ariske’ mytologi ved hjælp af Wiligut, der af en eller anden grund skal rehabiliteres.
En mystisk ’stiftelse’ ledet af en dyster invalid (man savner næsten katten og replikken I have been expecting you ...) og en international virksomhed ledet af en urimeligt gammel mand er de magtfulde modstandere, som Don og hans advokat Eva er oppe imod. Vi må heller ikke glemme Elena, den italienske ninja der læser tanker, Dons IT-nørdede søster (hvem sagde Lisbeth Salander?), den ulykkelige kærlighedshistorie fra 1915 og det faktum, at korset og stjernen tilsammen åbner en portal til underverdenen.
Alt i alt er der rigeligt mange ingredienser til én historie. Den lægger interessant nok ud som en krimi med historiske tråde; opdagelsesrejser og genfundne artefakter har altid potentiale (Indiana Jones har heller ikke svunget pisken forgæves), og de virkelige begivenheder og fund er spændende i sig selv.
For mig begynder skreddet, da de overnaturlige elementer afsløres; det føles som et genrebrud og virker fuldstændig overflødigt. Og da slutningen går over i ren fantasy med underverden, mystisk glitrende støv (lånt fra Philip Pullman?) og engleagtige skikkelser, hang jeg kun på af pligt. Ikke at jeg har noget imod fantasy, jeg foretrækker bare at vide, hvad jeg går ind til.
Wallentin har selv udtalt, at han lavede skitsen til historien, da hans familie var bortrejst i en måned – han har vist ikke godt af at være alene hjemme så længe.

Og så er der det, at skattejagten aldrig bliver rigtig vild; på trods af den store idérigdom og de mange indfald er der hele tiden en afstand mellem historien og læseren, som om forfatteren selv har fundet stoffer i Dons taske. Afstanden opstår blandt andet i de underligt upersonlige formuleringer: gang på gang introduceres et ’man’ uden at der er nogen grund til det. Dette ’man’ hører og ser ting, som enten en eller flere af personerne eller ingen overhovedet hører og ser.
Fx s. 239, hvor Don starter en flugtbil: Han vred nøglen rundt, og man kunne høre lyden af en stærk motor ... Det ville da være nemmere og mere oplagt bare at lade Don høre lyden af motoren. Og endnu værre er det på s. 519, hvor Elena hører en stemme i sit hoved: Gang på gang kunne man høre de nu så velkendte ord ... det er direkte fjollet.


De mange irriterende og indimellem meningsforstyrrende kommafejl, svedismerne og slåfejlene bliver forhåbentlig sorteret fra i korrekturen.

En fantasykrimi med stærke historiske elementer, sådan vil jeg nok kategoriserer Strindbergs Stjerne. Flere gange undervejs måtte jeg slå de historiske personer historien beskriver op for at se om de nu også var rigtige, og det var de. En hæsblæsende twistet historie med eventyrlige elementer der gør at man ikke har lyst til at stoppe læsningen før enden er nået.
Især romanens hovedperson Don Titelman er en spændende personage, ikke helt til at regne ud. Selvom han har typiske træk for en krimihovedperson, så er de alligevel tvistet så han bliver sin egen og ikke bare endnu en i rækken.
Sproget er fint og enkelt, med et fint og flydende niveau. Et frisk og tiltrængt pust til den nordiske krimigenre.