-
Del
- 0 Artikler
- Print
Bogen indeholder en samling breve skrevet af fru Z til Prinsen af Mogadonien, gift med regenten i riget, der har navn efter det gamle, stærke sovemiddel. Fruen selv, der er placeret uden for tiden, betegner sig som skribløse og offentligt fruentimmer, og fra hendes skrivebord udgår med jævne mellemrum en epistel, der rummer en kommentar til tingenes tilstand. Hun er en dame, der ud fra et 'gammeldags' humanistisk grundsyn går i rette med tiden, og hun har sine meningers mod: Vi lever i en forfaldskultur, i en medialiseringens tidsalder med pøbelvælde, i et samfund uden en kulturel overklasse, uden intellegentsia, elitær kunst og kritik. Fru Z beskriver tidens middelmådighed, men hun gør det uden vrede og afsky, men i stor undren og med den medlidenhed, hun mener den fortjener. Hun ønsker en bedre verden, og forbedringen skal ske ved politiske reformer, økonomisk ansvarlighed, litterær dannelse og gode manerer.
Brevene er ét langt forsvar for kunsten, der taler til den indre prins i enhver læser, og som meget gerne skal stå i modsætning til den mediekommunikation, der taler til de laveste instinkter.
Brevene, der er skrevet over nogle år og ofte kommenterer aktuelle begivenheder, er veloplagte, snertende, livlige, morsomme, skrevet på et stort overskud, selv om de i lange passager er triste i deres indhold. De virker henkastede, men er gennemreflekterede. De er tilsammen én stor klage- og opsang til landet Mogadonien, der har så uendelig mange ligheder med Danmark. Landet sover. Fru Z vil gerne vække det.
Fakta om bogen
| Type | Print | | ISBN | 9788702099003 | | Udgave | 1 | | Udgivet | 2010 | | Sider | 280 |
| | Omslagsgrafiker | Ida Balslev-Olesen |
|
Vejledende pris: 299,00
Pressen skrev:
-
“
En underholdende og skarptunget tour de force fra dansk litteraturs største sladdertaske.
”
* * * * Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet
-
“
Veloplagt, snertende sarkastisk, humoristisk, men også vemodigt og trist til mode reflekterer Fru Z over rigets tilstand i mediebombardementets og populismens tidsalder.”
Stefan Andreasen, Holbæk Amts Venstreblad
-
“
Brøgger i topform med en blanding af Holbergske epistler og frie internetassociationer
Det sprælske essay med stof fra dagen og vejen, der bliver udsat for et overraskende synspunkt, er noget, Suzanne Brøgger mestrer. (...) Når hun går i flæsket på fordomme, egne og andres, eller når hun udpeger det indlysende, som ingen ser, er hun formidabel.”
* * * * * Thomas Bredsdorff, Politiken
-
“
I en tid, hvor excentrikere M/ K er en mangelvare både i politikkens og kunstens verden, bør man være taknemmelig for en rigsrappenskralde som Suzanne Brøgger
Rigtig meget stof til eftertanke i den bredt anlagte civilisationskritik, der formår at række tilbage til oldtidens Kina og samtidig kredse om den kulturelle opløsning i et lille velfærdsforkælet land højt mod nord.
Højlydt uforskammet (...) smukt og opbyggeligt.”
* * * * Jens Andersen, Berlingske Tidende
-
“
En række ualmindeligt veloplagte luftbårne breve
Endelig! Efter mange rundgange i pastichen, poesien og pamfletten er Suzanne Brøgger nu tilbage, hvor hun startede og i grunden er allerbedst: som en uselvhøjtidelig, rytmisk causerende opsanger. Der trods allehånde filosofiske og litterære lånefjer udgør sin helt egen og stærkt bevaringsværdige fugleart. En forunderlig blanding af struds og kolibri, der stikker hovedet i busken og rumpen i vejret og alligevel slår med vingerne i en hastighed, så knap luften kan bære den oppe.”
Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad
-
“Ofte provokerende, undertiden ironisk, men altid vedkommende og engageret.”
Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende
-
“
En herligt uimodståelig og helt igennem uundværlig bog
Undervejs får hun stillet en række af de spørgsmål, ingen ellers tør stille: Hvorfor er det helt umuligt for israelere og palæstinensere af afslutte de dødes diktatur over de levende? Hvorfor skal en politiker, der er født med det hæderlige navn Morten Christoffersen, absolut opkalde sig efter et af de tyske fly, der fræsede ind over Mogadonien 9. april? Hvorfor tør ingen socialdemokrater åbent tilstå, at de i virkeligheden i hjernen og hjertet er socialister? Hvorfor klapper landets medier bare i deres små hænder, når Anders Fogh Rasmussen, den altid nøjeregnende taktiker, skaffer sig en international toppost på ligene af de danske drenge, for slet ikke at tale om irakere og afghanere i hundredtusindvis? Og hvorfor finder kunstens og litteraturens aktører sig i en sportificering, der forurener tankegang og metaforik med tabere og vindere, bestsellerlister, kokkehuer, stjerner og sentimentale hjerter?”
Erik Skyum-Nielsen, Information