Døderummet

Pressen skrev:

• Suveræn og tankevækkende underholdning med et ambitionsniveau over det normale.
  Susanne Staun er noget så sjældent som en virkelig original krimiforfatter med en unik stemme og et persongalleri, der mildest talt er til en side, hvorfor hendes fiktioner stritter og skratter.
  For det første er Susanne Stauns evner som plotmager store; i hendes krøllede hjernes irgange undfanges komplekse - og gennemresearchede - årsagssammenhænge, man fascineres af at udforske.
  For det andet er hun en fremragende fortæller, der distribuerer sine ingredienser med sikker hånd og tungen lige i munden. Og for det tredje skriver hun røven ud af bukserne på de fleste af sine kolleger.
  Hun er uendelig præcis i sin omgang med retsmedicinsk fagterminologi, kan skrive mundret dialog og er ikke mindst hamrende morsom på en kulsort og afvæbnende måde. Og derfor æder man det hele med krog, madding og flåd.
  * * * * * Henrik Palle, Politiken
• " Døderummet" er velfortalt og forbudt fascinerende
  Staun tegner et portræt af en fascinerende handlekraftig kvinde med mørke sider, en dyster baggrund og selvdestruktive tendenser. På befriende vis er Krause både kradsbørstig og modsætningsfuld.
  Ida Relsted, Fyens Stiftstidende
• Et lille mesterværk - absolut sine fem stjerner værd
  Bogen er skrevet i et velfungerende sprog, der aldrig bliver kedeligt, og det gør handlingen heller ikke. Er man først stået på, bliver bogen svær at slippe. Der er en nysgerrighed fra forfatterens side til den menneskelige psyke, der på inciterende vis fastholder en. Både i den indsigt man får i morderens tanker og liv - men også i det indblik, man får i Maria Krause psyke.
  * * * * * Susanne Kaalby, Jydske Vestkysten
• Det er en uhyggeligt spændende historie, som det er svært at slippe
  Susanne Staun er en af de mest velskrivende krimi-forfattere, der kan støves op på de hjemlige breddegrader. Let og flydende, elegant og billedskabende - sproget er en fornøjelse, også i hendes nyeste krimi, Døderummet.
  Mie Petersen, Kristeligt Dagblad
• Svær at lægge fra sig … Staun er specialist i hardcore kvinder med outrerede karakteregenskaber og mærkelig lyster. Retsmedicineren Maria Krause, DØDERUMMETS hovedperson, er ingen undtagelse.
  Preben Rasmussen, Flensborg Avis
• Det hele er så morsomt, og bogstaveligt talt dødspændende, at man dårligt kan lægge bogen fra sig
  Susanne Staun er én af dansk litteraturs mest produktive forfattere - og mest originale stemmer. Hun skriver detektivromaner og spændingslitteratur med et sprogligt overskud og en nysgerrighed over for den menneskelige psyke, som gør hende unik.
  Staun skriver, så det hviner i tænderne på læseren, hver gang Maria Krause planter saven i en ny brystkasse.
  Marie Louise Kjølbye, Information
• Susanne Staun overgår sig selv med ny thriller, der er hylende morsom, intens og forbilledlig i behandlingen af det retsmedicinske stof.
  Susanne Staun er en respektindgydende forfatter. Om nogen er hun den i dansk kriminallitteratur, der drager omsorg for teksten og presser sin pen til det yderste for at få spændingen til at fortætte sig et sted mellem sprog og handling. I de sidste to Fanny Fiske-krimier har Staun været mere end kåd, men her kommer hun så med en retsmedicinsk thriller, der er et opsigtsvækkende rent genrestykke i forhold til de beskidte Fanny-bøger. Det chokerende ved »Døderummet« er, hvor mainstream det lykkes Staun at være uden at give køb på kvaliteten og vildskaben.
  Retsmedicineren Maria Krause er i fyrrerne og så ensom, at da hendes eneste, men til gengæld fantastiske, veninde Nkem, en nydansk nigerianer, får job på Retsmedicinsk i Odense, så søger Maria også arbejde der. Hun efterlader manden i København, for ægteskabet var alligevel ikke værd at skrive om. Til gengæld havde hun for vane at bestille voldtæger i parken som en slags adspredelse.
  Det bliver nu ikke videre idyllisk for Maria i Døde Odense, som hun kalder byen. På arbejdet kan kollegerne, især mændene, ikke udstå hende, eller de vil som chefen i bukserne på hende.
  At Maria er lige ved at finde det ophidsende, siger noget om, hvor desperat hun er.
  Helt galt bliver det, da hun kaldes ud til mordet på en ung kvinde. En seriemorder er på spil, og Maria tager det meget personligt af årsager, jeg ikke har tænkt mig at røbe her.
  Hvor hovedpersonernes privatliv ofte virker påklistret i anden spændingslitteratur, er jagten på seriemorderen og Marias liv fuldstændigt integreret i »Døderummet«. Og når man bliver helt opslugt af bogen, er det fordi mysteriet om Maria er lige så rystende og spændende som kriminalgåden. Den er virkelig gal med Maria, og derfor virker afsnittene fra morderens dagbog paradoksalt nok mindre provokerende end hendes egen historie.
  At bogen desuden er hylende morsom, intenst gribende og forbilledlig i behandlingen af det retsmedicinske stof, burde give den en kæmpe læserskare, hvis der er nogen retfærdighed til.
  * * * * * * Mette Strømfeldt, Berlingske Tidende
• Skidespændende thriller. Gennem tredive sider ånder man praktisk taget ikke. Tak for det SUS i ondskaben!
  Lars Bukdahl, Weekendavisen