Fire akademikere på jagt efter den sky og mystisk forsvundne forfatter Benno von Archimboldi; en mentalt ustabil filosofilærer, der hører stemmer og forsøger at beskytte sin datter mod verdens ondskab; en ulykkeligt forelsket kriminalbetjent; en sportsjournalist, der i stedet for at rapportere fra en boksekamp i Mexico konfronteres med døden – deres veje krydses alle i Santa Teresa på grænsen mellem Mexico og USA. En by hjemsøgt af korruption, narko, prostitution, underbetalt fabriksarbejde – og hundredvis af uopklarede mord på unge kvinder.
2666 er en svimlende rejse ind i den moderne civilisations mørkeste hjerte. Med denne posthumt udgivne roman er Roberto Bolaño blevet udråbt til en af vor tids vigtigste forfattere.
Enhver bog på ca. 1200 sider vil til enhver tid virke som en udfordring, inden man påbegynder læsningen. Roberto Bolanos 2666 er ingen undtagelse. Her er et stykke litteratur, som kræver indlevelse, tid og mave for gådefuld ondskab, der siver ud af siderne. Bogen er opdelt i 5 stykker, der kun antydningsvis flettes sammen, hvilket skaber et vedvarende begær efter at forbinde de løse ender - at opnå denne forløsning i Bolanos svulstige og ubehagelige univers, er der dog ingen garanti for, fatter man hurtigt - det er som at løbe et endeløst sprint. I stedet drives man rundt i en litterær manege, til Hamburg, Arizona, Paris, Barcelona, Madrid, London men vigtigst af alt: Sonora-ørkenen, der gang på gang lader til at være endestationen for diverse ubehageligheder. Civilisationens ondskab som mødes både eksplicit og implicit manifesteres i det ene bestialske kvindemord efter det andet, der udlægges af forfatteren, som en retsmediciner, der ikke lægger fingrene imellem. Bolanos talent ligger i hans eminente iboende af livets ulidelighed i Mexicos stegende ørken. Netop evnen til at lade handlinger drive fremad i repetitive mønstre er, hvad der skaber ubehaget; den kliniske kynisme hvormed det ene mord efter det andet skaber et rædselsfuldt miljø, hvor vold trives og barbariskhed virker urimelig naturligt. Vold og had bliver et grundvilkår, der til tider kan efterlade læseren i modløshed. Man skal have maven til at sætte pris på 2666 og acceptere barskhed som universets grundinstallation, der kommer til udtrykker både i den direkte vold, men også i den daglige omgang romanens mennesker har med hinanden, der kan virke fuldt ud ligeså brutal. Sjældent har jeg bevæget mig et så overbevisende og kæmpemæssigt litterært univers, der på trods af gigantiske spring i tid og rum formår at skabe en kontinuitet, som umiddelbart kunne virke umuligt at opbygge. 2666 er værd at læse af en række årsager - en af dem er at opleve en mester slå sig løs.
Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.
Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.
Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.