Nick Caves første roman fra 1989.
Euchid Eucrow, 28 år, stum og sindsforvirret, venter på døden i en sump med hængedynd og genoplever sit håbløse liv i et brutalt landsbysamfund i det sydlige Australien.
I denne afkrog af verden er de religiøse fanatikere i byen mindst lige så afsindige og afstumpede som det indavlede white trash oppe i bakkerne. Som barn af en alkoholiseret mor og en vanvittig far, og med en tvillingebror der døde kort efter fødslen, er Euchid et udskud blandt udskud og vokser op i ensomhed, mens han bevidner de overgreb byens indbyggere udsætter hinanden for.
Ude af stand til at kommunikere med sine omgivelser og overbevist om at han er på en guddommelig mission synker Euchid længere og længere ned i vanviddet samtidig med at han planlægger sin hævn over den formørkede by.
Sort med sort på. Det beskriver på så mange måder Da Æselet så Engelen godt. Hvis man så tilsætter ren ondskab og manglen på noget godt, har man ingredienserne til den vanvidsrejse bogen er. En sort og dyster vanvidsrejse gennem vold, had, indavl, overdrevet religiøsitet og manglen på noget godt.Til sæt et fyldigt, til tider svulstigt, sprog og så har du denne roman. Umiddelbart lyder den, nødvendigvis, ikke som noget man får lyst til at læse. Men jeg var begejstret, fanget og forfærdet hele vejen igennem. Absolut en anbefaling værdig, men man skal ikke være sart!
Da Æselet så Engelen er ikke en bog for sarte sjæle.Læseren bliver langsomt men sikkert trukket ned i en kulsort stinkende bundløs ordsump, der i sin ordrighed konstant kompenserer for fortælleren Eucrid Eucrows stumhed. Gennem fortællingen bliver den stumme Eucrid og resten af befolkningen i Ukolore Valley sammen med læseren langsomt trukket længere og længere ned i et ildelugtende menneskeligt hængedynd skabt af lige dele religiøs fanatisme, indavl og afsindig fattigdom. Antihelten Eucrid bliver langsomt mere og mere sindssyg, men verden omkring ham følger så godt med, at det kan være mere end svært at afgøre, hvem det egentlig er, der har tabt taget om virkeligheden.En fantastisk fortælling om menneskeligt fordærv, der i sin rene afskyelighed alligevel præsterer at skabe nogle vidunderlige og tragikomiske billeder, der vil følge læseren lang tid efter endt læsning.Som sagt ikke en bog for sarte sjæle, men hvis man kan tåle mosten, så er den klart en læsning værd.
Det er en fantastisk bog, om end den er så intens sort, at man let opgiver undervejs - ikke fordi det er en dårlig bog, men fordi man simpelthen ikke kan rumme historiens morbiditet. Så deprimerende - på linje med Céline - at den kan smitte af på dit eget liv! Det anbefales at have antidepressiva liggende i brystlommen ved siden af hjertet.
Jeg havde læst Bunne Munros død får jeg faldt over denne bog (dejligt at den er genudgivet) fra 1989. Det mest betagende ved bogen er sproget. Hvor meget der skyldes Nick Cave og hvor meget Mich Vraa tilfører oversættelsen er svært at sige, men jeg er vild med det rå sprog i bogen og den måde historien udvikler sig på. Ligesom Bunny Munro er Euchid en antihelt på vej ud i vanviddet mens han planlægger sin hævn og guddommelige mission. Bogen har mange sjove små sidehistorier og er samtidig let at læse (sluge) og kan bestemt anbefales.