Hvem er jeg? En dna-kode oversat til kød og blod er det hurtige svar, men hvad betyder det? Bestemmer den nedarvede kode alt fra min hårfarve over partnervalg til jobsituation eller har ”jeg” noget at skulle have sagt her? Er der i det hele taget et frit og ubundet ”jeg”, eller gennemspiller ”jeg” bare et computerprogram i dna-kode, der dikterer mit liv og min død?
Lone Frank har i Mit smukke genom sat sig for at finde ud af så meget om sine egne gener som muligt: Hvad er hendes prognose for brystkræft og er hun i familie med Dronning Victoria? Hvad er hendes livsudsigter? Hvad har formet hendes personlighed? Har hun den rigtige kæreste eller skal hun prøve sig frem på et genbaseret dating site? Hvor meget kan vi i det hele taget få at vide om os selv ved at kigge dybt i generne? Vil vi vide det, og hvad kan vi bruge vores viden til? Bliver vi mere eller mindre frie af at vide, hvem vi er genetisk set?
Mit smukke genom er en fantastisk, humoristisk – og indimellem smertefuld – rejse gennem den nyeste genetiske videnskab og et felt, der gennem de sidste par år er blevet et supermarked med alt fra dating sites til slægtsforskning.
Anettes anmeldelse (tak for den) minder mig om hele formålet med at skrive Mit Smukke genom - nemlig at nå så mange som muligt af dem, der ikke skænker emnet "gener" eller biologi i det hele taget mange tanker. For inde bag det umiddelbart nørdede ligger jo netop alle de dybe og generelle menneskelige spørgsmål. Og de kommer op til overfladen med udviklingen af den personlige forbrugergenetik. Hvem er vi? Hvad kan vi bruge informationen til? Hvilke børn vælger vi at føde, og hvilke vælger vi fra - og hvorfor? Der er masser af moralske og politiske spørgsmål at tage fat på, og jeg håber bare at diskussionen vil brede sig blandt os almindelige danskere.
Mit smukke genom handler om den store udvikling, der er inden for forskning af gener, og hvad læger, forskere og andre kan se ud fra generne af en persons fremtidige sygdomme, personlighed og forandringer i generne. Lone Frank opsøger forskerne bag de mange spændende undersøgelser og opdagelser, og hun gennemgår en lang række undersøgelser, hvor hun finder ud af mange ting som sig selv og sine gener. Det var spændende at følge Lone under disse undersøgelser, og særligt hvilke tanker hun gjorde sig før, under og især undersøgelserne, når resultaterne forelå.Bogen er vanvittig spændende og utrolig velskrevet. Jeg er blevet klogere på DNA, RNA, gener og meget mere. Havde jeg haft en formidler som Lone til min biokemiundervisning på universitetet, så havde jeg vist forstået lidt mere, end jeg egentligt gjorde dengang. Det var en stor fornøjelse både at læse om de mange forskellige teknikker samt om de moralske overvejelser, der er ved at undersøge menneskers gener. For hvis alle nyfødte nu får undersøgt deres genom ved fødselen, hvordan kan forældrene så udnytte denne viden? Og vil forældrene kunne skade deres barn mere end at gavne det ved denne viden.Særligt spændende var afsnittet om det at sætte "det perfekte" menneske i verden, eller i hvert fald et barn, der ikke fødes med særligt risikable mutationer. Ideen er, at man kan fjerne mange risikable sygdomme eller egenskaber ved at lave ægsortering i forbindelse med reagensglasbehandlinger. Man gør det allerede i dag ved særligt kritiske sygdomme, men det at man nærmest kan fravælge fx børn med blå øjne, virker helt grotesk i mine øjne. Det er en bog, der stiller mange kritiske spørgsmål til menneskets gøren og laden, og der bliver behov for mange flere kritiske spørgsmål fremover.Alt i alt en bog, som jeg er rigtig glad for at have læst på et område som jeg ikke har skænket mange tanker, men som er vigtigt for mig som menneske.Blog: http://orangehjorne.blogspot.com og http://bogklubben-mener.blogspot.com
Hvor er det dejligt, når læsere orker at give tilbagemeldinger! Især lange og velovervejede tilbagemeldinger. Jeg må sige tak til Mette for hendes anmeldelse, og tilføje at jeg virkelig "føler mig set". Eller rettere, forstået. For det er så hamrende vigtigt, at gøre klart, at den gamle vulgær-genetiske tanke om determinisme ikke holder. Og at alle forskere ved det - det er kun stejle psyker rundt omkring, som bliver ved med at påstå, at al tale om gener betyder, at vi KUN er vores gener. Vrøvl. Og hvis jeg kan gøre noget for endelig at komme den fejltolkning til livs, vil et mål været nået. At det så er underholdende at læse.......ja, det er jeg SÅ glad for at høre. Lone Frank
Det er topunderholdende at læse Lone Franks gennemgang af den nyeste forskning inden for genetikken i "Mit smukke genom", dels fordi hun skriver så flydende og ligefremt, men også fordi hun har fået den helt rigtige idé at bruge sit eget genom som udgangspunkt. Lone Frank lader sig personligheds- og genteste på krop og sjæl og bruger det personlige møde med genetikken som motor for fortællingen. Samtidig skaber Lone Frank spænding ved at formidle begivenhederne som scener i en roman, når hun gennemsøger sit genom for alt fra brystkræftrisici til sandsynlighed for depression. I mine øjne er det modigt, men hvis forudsigelserne holder stik, og den gennemsnitslige verdensborger om ti år har lagt sit genom offentligt tilgængeligt for alle på internettet, er det måske bare lige et par år fremme i skoen. Og lad mig så bare være helt ærlig og sige, at jeg ikke forstår det med gener og DNA, og hvordan det i bund og grund virker. Men det behøver man sådan set heller ikke. Lone Frank forklarer det basale undervejs, men fokus ligger heldigvis på præsentationen af forskningsresultaterne og på de videre perspektiver af undersøgelserne. Det centrale er spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvordan er jeg blevet, den jeg er? Og hvordan det skal gå mig fremover? Lone Frank gør andet og mere end at præsentere forskning. Hun leverer indsigter, bud på tolkninger og en mulighed for en revision af læserens menneskesyn. Selv har jeg længe været den type humanist, der mener, at gener er uinteressante som forklaringsmodeller for menneskelig adfærd. Eller måske ville det være bedre at sige, at min opfattelse har været, at genetiske forklaringsmodeller for menneskelig adfærd virker undertryggende på den frie, menneskelige udfoldelse. Tankegangen er, at de naturvidenskabelige årsagsforklaringer ikke bare er et udtryk for menneskets evige og stadigt mere raffinerede søgen efter sandheden, men at der bag dem ligger en ideologi, som fraskriver mennesket ansvar og samtidig overser mangfoldigheden ved at gøre statistikken til norm. Hvis uheldige og uønskelige sider af min personlighed og adfærd kan tilskrives mine gener, så har jeg ikke noget personligt ansvar for disse sider, jeg kan i bund og grund ikke gøre for mit genom, og dermed er grundlaget for både etik og retssystem udhulet. Det er også frygteligt svært for mig at ændre på min genetisk bestemte adfærd, med andre ord; en gang håbløs, altid håbløs. På samme måde har genetiske forklaringsmodeller - i hvert fald i den almindelige, hverdagslige forståelse af dem - den uheldige effekt, at de gør det statistisk repræsentative til norm og skaber afvigere af individer, der ikke følger statistikken, fx: alle piger har et "omsorgs"-gen og kan derfor lide at lege med dukker. Og herfra er springet ikke langt til situationer, hvor voksne mennesker korrigerer børns adfærd for at bringe børnene og adfærden tættere på naturen. Altså genetisk magtudøvelse. Og selvopfyldende profeti. Hvis man som jeg kan nikke genkendende til denne tankegang, er Lone Franks "Mit smukke genom" et rigtigt godt sted at gå hen for at få sine fordomme udfordret. For selvfølgelig opdager man gennem de mange interviews med forskere og gennem hendes beskrivelser af en lang række forskningsresultater, at nutidig genetik er langt mere kompleks end som så. Genomet opfattes i dag som en dynamisk-plastisk størrelse, der kan ændres gennem interaktion med omverdenen, ligesom omverdenen skal i spil for at aktivere statistisk bestemte genetiske dispositioner. Mennesket er derfor ikke determineret af sine gener. Arv og miljø spiller sammen på måder, der i øjeblikket udforskes inden for genetikken. Og dermed er der godt nyt til etikken og juraen: Menneskelig forandring er mulig, men der er ikke frit valg på alle hylder. Vi har visse medfødte rammer at udfolde os indenfor. I kølvandet på genetikken følger en række nye etiske grundspørgsmål, der ikke uberettiget vækker mindelser om racehygiejne. Med evnen til at blotlægge genomer opstår også muligheden for at matche og fravælge partnere og børn. Debatten om designerbørn fremkalder gruopvækkende sci fi-scenarier. Lone Frank mener dog, at vi for længst er i gang med at frasortere, og at valget blev truffet med den fri abort. Desuden må vi opgive jagten på det perfekte og i stedet indstille os på det mindst ringe. Det perfekte genom findes nemlig ikke, ligesom der ikke findes gode og dårlige gener. Der findes blot risici og potentialer. Ville jeg så med min nye viden lade mig genteste i dag? Sikkert ikke, med mindre der var en særlig risikofaktor, jeg gerne ville have undersøgt. Feltet virker for kaotisk, og de enkelte udbydere af tests ligger ikke blot i konkurrence, men er også internt uenige om metoder og resultater. Jeg vil klart vente, til feltet har fået lidt mere fodfæste. Vil jeg gøre det om ti år? Måske, hvis det er almindeligt udbredt, og jeg kan bruge det som et væsentligt mere sofistikeret og berigende led i min selvudforskning end en quiz i Alt for damerne. Blog: http://www.metteoest.blogspot.com/