Vi kender Bill Bryson for den fantastiske "En kort historie om næsten alt". "Shakespeare" er ikke mindre fantastisk, om end temmelig meget kortere. Og også temmelig meget kortere end alle de andre betydelige Shakespeare-biografier. Det er der en særlig grund til. Vi lader Bryson selv fortælle: "Vi er ikke sikre på hvordan vi bedst staver hans navn - men det var han tilsyneladende heller ikke selv, for navnet staves aldrig på samme måde to gange i de underskrifter der er efterladt. (Sjovt nok var en af de stavemåder han ikke brugte, den som nu generelt er knyttet til hans navn) Vi ved fx heller ikke om han nogensinde forlod England. Vi ved ikke hvem hans bedste venner var eller hvordan han underholdt sig. Hans seksualitet er et uforeneligt mysterium. Kun en håndfuld dage i hans liv kan vi med absolut sikkerhed sige hvor han var. Vi har overhovedet ingen optegnelser om hvor han var i de otte afgørende år da han forlod sin kone og tre små børn i Stratford og, næsten ufattelig hurtigt, blev en succesfuld skuespilforfatter i London. Første gang han nævnes på tryk som skuespilforfatter, i 1552, havde han allerede levet mere end halvdelen af sit liv. Hvad resten angår, er han en slags litterær ækvivalent til en elektron - altid til stede og ikke til stede."
Bogen er med andre ord ikke længere, fordi Bryson kun fortæller om, hvad man med sikkerhed ved om Shakespeare. Og det er heldigvis nok til at "Shakespeare" er en pragtfuld lille bog om en tid, en periode og et menneske, der har sat sig uslettelige spor for evigt.