Læs artiklen

Vinterbørn har et ganske særligt greb om os. Hvorfor?

Vinterbørn har et ganske særligt greb om os. Hvorfor?

Læserne snubler næsten over hinanden for at like og fortælle historier om deres forhold til Dea Trier Mørchs 40 år gamle roman, Vinterbørn, når Gyldendal på de sociale medier deler noget om den. Hvad ER det med den bog?

Mit blik glider i den lasede og tydeligt mange gange genlæste bog på seniorredaktør Julie Paludan-Müllers skrivebord.

Vi holder egentlig møde om en helt anden bog. Vi er halvtravle og opsatte på at holde os til sagen. Men Julie Paludan-Müller ser, at det gibber i mig ved synet af bogen.

»Den her baby fylder 40 år i år, Karoline. 40 år!« siger hun, mens hun rejser sig, går hen til skrivebordet, tager bogen op og giver den det der særlige strøg over det blå-hvide omslag. En aen, som er forbeholdt bøger, man har taget dybt ind.

»... og ved du hvad det betyder?« spørger hun.

Jeg ryster på hovedet.

»Genudgivelse!«

Bogen, Julie Paludan-Müller holder i hånden, er Dea Trier Mørchs klassiker fra 1976, Vinterbørn. En mosaikfortælling om 18 kvinder fra forskellige baggrunde, miljøer og kulturer, der i den vinterperiode, hvor 1975 bliver til 1976 ligger på samme afdeling på Rigshospitalet i København. Tilsammen danner kvindebillederne et rørende og meget nuanceret billede af det at stå for at skulle have et barn.

De er vidt forskellige, men i de ens hospitalsskjorter og spisende den samme hospitalsmad og ventende på samme, store begivenhed – fødslen – bliver forskellene kvinderne imellem visket ud.

Marie i sit usikre parforhold. Signe, der nyder pausen fra hverdagen med tre børn. Den ældre Karen-Margrethe, der endelig er blevet gravid med sit første barn. Olivia, der bare gerne vil have at hendes kejsersnit ikke rammer ægtemandens bankodag. Habiba, der ikke forstår ikke klap dansk, men tydeligt forstår medsøstrenes omsorg.

Deres forskelle træder i baggrunden, for deres situation er den samme.

Dea Trier Mørch, 1941-2001. Foto: Gyldendal Billedarkiv

Jeg er faktisk opkaldt efter Dea, min mor læste Vinterbørn, da hun ventede mig. Nu er jeg selv dansk- og billedkunstlærer

Jeg fotograferer bogen og vil lægge billedet på Gyldendals Instagram-profil. Men jeg tøver alligevel, mens jeg forlader Julie Paludan-Müllers kontor.

For er der særligt andre end mig (og seniorredaktøren), der husker den med samme ømhed?

Er det ikke bare mig, der svælger i fortiden? Ved mindet om den ikoniske ryg fra mit barndomshjems bogreol, fordi mine forældre altid dvælede så nostalgisk ved den? Deres bryn krøllede altid sammen i fælles simultannostalgi, mens de fortalte om deres egen tid på Rigshospitalet i 1978, hvor min mor og hendes diabetes var indlagt, gravid med min storesøster; deres første barn – af mine forældre ofte og ømt kaldet et vinterbarn.

Det undrede mig altid. Min søster har da fødselsdag i juli? Jeg fattede først sammenhængen som voksen. At mange kvinder som min mor, der har født børn i romanen Vinterbørns storhedstid – slut-halvfjerdserne – og har været indlagt til samme stuefællesskab som det i bogen, kalder deres børn for vinterbørn. Uanset årstid og uden lange forklaringer.

For så bredt ramte bogen Danmark i sin tid. Forklaring syntes ikke nødvendigt. Vinterbørn var blevet et begreb. Men er det det stadig?

Jeg deler billedet.

Og spærrer øjnene op, da de første reaktioner hurtigt begynder at tikke ind.

»Utroligt hvad den har haft af betydning,« skriver en, og »Fra dengang man fik en velfortjent smøg, når man kom op på barselsgangen«, skriver en anden, mens det vælter ind med likes.

»Jeg elsker denne! Har illustrasjonene rammet inn i hele huset,« lyder det fra en norsk læser med henvisning til Dea Trier Mørchs virke som billedkunstner og træsnit af digre maver og forventningsfulde blikke bogen igennem.

»Sikke en god nyhed! Jeg er faktisk opkaldt efter Dea, min mor læste Vinterbørn, da hun ventede mig. Nu er jeg selv dansk- og billedkunstlærer, og jeg finder så meget inspiration i Deas tekster og tryk,« skriver en læser, som hedder, ja, Dea.

Læs flere reaktioner og rørende anekdoter fra læserne selv lige her, og lige her og her også og også lige her.

Det er tydeligt, at Vinterbørn rammer noget i læserne. En nerve, der tilsyneladende sidder dybere end de andre; en nerve, som kun ganske få af de øvrige klassikere, jeg deler på Gyldendals platforme synes at berøre.

Men hvorfor? I 2016? Bogen foregår i 1970'erne og selve rammen – svangregangen – er temmelig forældet. Sådan er livet på hospitalernes barselsgange ikke længere. Det ved jeg, for jeg er selv lige blevet mor. Man ligger ikke på 10-sengstuer, man drikker ikke snaps som højgravid for at dulme fødeangsten, man er ikke indlagt i ugevis med småkomplikationer.

Så hvorfor taler denne bog alligevel til mig? På én måde, da jeg var yngre og »blot« læste den fordi den er en klassiker - og på en ny måde ved genlæsning, nu hvor jeg er blevet mor.

Vinterbørn blev så stort et gennembrud, at den generation, der fødte børn på det tidspunkt, tog den med sig

Anne-Marie Mai, professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, har et bud på, hvorfor Vinterbørn med de 40 år på bagen stadig virker aktuel:

»Det er rigtigt, at den ikke skildrer, hvordan der er på en barselsgang i dag – det er en helt anden verden, det er fortid, der skildres. Men den taler også om noget andet, noget, som ikke ændrer sig på 40 år. Den beskæftiger sig med det grundlæggende i at få et barn – og den gør det fantastisk,« forklarer Anne-Marie i telefonen og uddyber:

»Bare måden fødslen beskrives på er ekstremt sanselig på en helt ny måde. Her går romanen meget langt ind i sammenhængen mellem det kropslige og det mentale,« siger hun og taler om det afsnit i bogen, der også bevægede mig allermest:

Hun hører en høj tone i masken. Det er hende selv, der piber. Veen står på sit højeste. Så mærker hun en mærkelig, rivende, ru og rislende følelse. Lægen og jordmoren står bøjet symmetrisk mod hinanden og arbejder med noget mellem hendes ben. Marie lukker øjnene og lader masken falde. Nu er alt forbi.

»Den blev så stort et gennembrud, at den generation, der fødte børn på det tidspunkt, tog den med sig. Og de har delt den med deres døtre; den er blevet genstand for samtale om hvordan det var dengang,« siger Anne-Marie Mai.

Men kan den mon ramme nye læsere, tænker jeg. Nok brød Dea Trier Mørch tabuer i sin tid, fordi det i 1976 var usædvanligt med et så ærligt indblik i hvordan det føles at bære og føde et barn. Men er man nysgerrig i dag, skal man blot åbne Google og søge på »fødselsberetning«, så bliver man straks ledt hen i mommyblogsfæren eller til Youtube, hvor mor efter mor beretter om det at give liv.

Endda temmelig udpenslende.

Kan Vinterbørn hamle op med det?

Jeg går op til redaktør Julie Paludan-Müller igen med spørgsmålet: Hvorfor genudgiver vi den egentlig? Hvad kan lige den, som andre 40-årsjubilarer på reolerne derude ikke i samme grad formår?

»Vi genudgiver den, fordi romanen har haft kæmpe betydning for en masse læsere, og der er ingen i dansk litteratur, der har skrevet om graviditet og moderskab, som Dea Trier Mørch gør her – hverken før eller siden,« svarer hun og illustrerer med sit eget eksemplar af bogen:

Den tilhørte hendes mormor, som ud af en enorm bogsamling medtog Vinterbørn i den beskedne samling, der kunne flytte med hende på plejehjem.

»Den var bogstaveligt talt med hende hele livet,« siger hun og har selv forklaringen på hvorfor:

»Jeg tror det er en bog, hvor læseren i den grad har følt sig mødt og set – på et udsat og intimt og følsomt sted, som Dea Trier Mørch gav en plads i litteraturen.«

Julie Paludan-Müller giver mig ret i, at den er et tidsbillede af en bestemt periode i danmarkshistorien, men:

»Vinterbørn sætter jo også alle de forventninger, vi har til graviditet og moderskab i dag i perspektiv. På den måde er det stadig en politisk roman. Den fortæller indirekte en historie om, at der er mange forestillinger om det at blive forældre, som er kulturbestemte«.

Tidløs klassiker eller halvfjerdserkuriosum? Det må tiden vise.

Vi håber, at I vil synes om den og blive ved med at dele jeres historier om den.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Vinterbørn

Dea Trier Mørch

Redaktionen anbefaler: