Læs artiklen

Var det ikke bedre, om jeg bare tav?

Var det ikke bedre, om jeg bare tav?

Mindst hver anden af os får i løbet af vores liv en oplevelse, vi kan kalde religiøs, spirituel eller åndelig, skriver journalist Charlotte Rørth. Men af frygt for at blive hånet, tier de fleste stille med oplevelserne. Det er et problem i et demokratisk samfund, mener Rørth. Hun har selv mødt Jesus to gange, og det fortæller hun gerne åbent om, senest i bogen VI MØDTE JESUS.

Hvad kommer det egentligt andre ved, at jeg en dag i et sakristi i Spanien mødte Jesus?

Det er et helt regulært spørgsmål, som jeg har stillet mig selv, lige siden det skete om eftermiddagen 25. februar 2009.

Var det ikke bedre, om jeg bare tav?

Næh.

Ikke alene er jeg slet ikke alene om at opleve noget, både jeg selv og andre synes er utroligt i ordets mest bogstavelige betydning. Og det at dele erfaringer er menneskelig solidaritet i den reneste form. Ved at dele kan vi trøste og lære.

Jeg troede selv, jeg var noget nær alene i verden, da det skete. I al fald alene i den protestantiske del af verden. Det er jeg slet ikke. Her flere års research efter ved jeg, at mindst hver anden af os i løbet af vores liv har en oplevelse, vi kalde religiøs, spirituel eller åndelig. Forskerne er ikke enige om, hvor oplevelserne stammer fra, men de anerkender, at de rammer ind i livet hos mere end 50 procent af os. Over hele kloden og til alle tider har mennesket haft oplevelser.

Hvem vidste det?

Forskerne, ja, men ingen andre, for der tales så lidt om det, at ingen kan have fået det indtryk, at det at have oplevelser er lige som almindeligt som ikke at have dem. Alene det er et argument for at tale. Spørger jeg mig selv, hvorfor folk tier, kommer det næste argument helt af sig selv.

Jeg er journalist og derfor ubetinget tilhænger af ytringsfriheden, men folk har ikke ytringsfrihed, hvis de er bange for at blive gjort til grin, ydmyget eller hånet. Og det er de. I et oplyst demokratisk samfund som for eksempel det danske findes der i dag tusinder og atter tusinder, der tier, fordi de er blevet slået verbalt, da de prøvede at fortælle om deres oplevelser. Den opførsel kan vi ikke være bekendt. Er vi sådan over for mennesker med oplevelser, kan vi være det overfor mange andre også. Vi har ingen menneskelig ret til at være nedladende og grove, blot fordi vi mødes af noget, vi ikke selv fatter.

Siden min første bog om tankerne og mine forsøg på at finde forklaringer på mine egne oplevelser blev udgivet i 2015, har folk stoppet mig på gaden, i flyet, i supermarkedet, alle vegne og flere end 1.000 har skrevet. Nogle af dem medvirker i min anden bog, Vi mødte Jesus. Den giver stemme til dem, der før har tiet, og både de og eksperter dykker ned i refleksioner om, hvad oplevelser og samtaler om dem kommer andre ved.

Man kan blandt andet også lære, at vi, der har oplevelser, ikke er mærkelige mennesker uden forstand, der blindt lader sig forføre af en stemning eller en guru. Vi er som alle andre. Ingen har kunnet finde noget ved os, der adskiller os fra resten.

Det er, hvad bøger kan. De kan lære os, at vi mennesker egentlig kommer hinanden ved. Fordi vi  indeni nok er unikke, men vi er også lig hinanden. Vi er menneskelige. 

Det handler stor litteratur om. Det er ikke det, jeg skriver. Jeg er journalist. Jeg registrerer virkeligheden. Når man er ude i den, kommer man til at stille en hel masse spørgsmål. Man får ikke altid svar på dem alle. Slet ikke. Mange af de spørgsmål, jeg og andre stiller, når vi har haft oplevelser, findes der slet ikke færdige svar på. Ingen kan for eksempel dokumentere, hvor oplevelserne kommer fra. Eller afgøre, hvorfor hvem oplever hvad hvornår.

Det kan man blive frustreret og irriteret over. Det er stressende, når man er vant til, at man kan skaffe sig svar og på den måde bygge sin viden og sit verdenssyn logisk op. Det er svært at rumme noget, man ikke kan begribe, men det har lært mig, at der er meget godt at hente ved blot at stille sig stille der i forundringen og ikke forvente svar. Det er et meget krævende sted for ikke mindst en journalist at stå, men det har en meget stor værdi.

Er man forundret, kan man ikke samtidig være fordømmende.

Måske er det især derfor, oplevelserne kommer andre ved. Fordi de tvinger os til at være undrende. Er vi undrende overfor hinanden, kan vi ikke dømme hinanden. Det er lettere at holde fast i de synspunkter og fordomme, man har i forvejen. Meget lettere. Det ved jeg selv. Der er bare ingen vej tilbage, når man har haft en oplevelse. Man kan ikke fjerne den erfaring fra sit hoved og sin krop. Man ved nu, at der indeni mennesket kan foregå de mest ubegribelige og fantastiske ting. Også hos dem, der tier. At vide det giver en grundlæggende respekt for andre og for menneskeheden som sådan.

Men at have oplevelser er et kontroltab uden lige. Et tab, vi ikke er rustet til at rumme, og som også virker provokerende i en tid, hvor vi gerne skulle kunne styre vores karriere, familieliv og fremtid. Planlægge livet. Vide, hvad vi vil, og hvad vi ikke vil.

Alene det at anerkende, at et sådant kontroltab kan finde sted, kan være grænseoverskridende. Både for dem, der i en kirke har en magt, der rokkes ved og for de magtfulde andre steder i samfundet, dem, der ikke ønsker at se mennesket som andet end et væsen drevet af rationelle overvejelser og viden, der kan fattes.

Vi, der har haft oplevelser, besidder en viden, mange af os ikke anede, man kunne besidde. Vi ved noget, andre kalder tro. Jeg mødte Jesus, så og hørte  ham, og er via de to sanser og min krops reaktioner under og efter møderne – der var et møde mere året efter – blevet vidende om, at han eksisterer. Jeg tvivler ikke.

I dag er det lige ved at være på mode at blive troende ad intellektuel vej via argumenter om, at man ikke kan bevise, Gud ikke er til. Den trosvej gør tvivl til et adelsmærke. Et tegn på begavelse. Er man ikke i tvivl, tænker man ikke. Men jeg er ikke dum. Det er de andre med oplevelser heller ikke. Vi har et stort hyr med at få oplevelserne til at hænge sammen med alt det, vi har lært. Men vi tvivler ikke på det, vi har erfaret.

Noget af det sværeste at tale om i oplevelserne, er det, der måske kommer andre allermest ved.

Min research viser, at det mest gennemgribende fællestræk ved dem er, at de hos os lægger en følelse af at elske hele verden og at være elsket helt igennem. Det er en meget voldsom følelse, som alle som en bliver overvældet af. Især det, at man skulle være værd at elske.

Det er på det punkt, jeg oplever den største forundring hos dem, jeg taler og skriver med og har læst beretninger fra. Vi ved ikke, hvorfor oplevelserne giver den effekt, men den kan konstateres som et samlet kendetegn. Uden tvivl.

Det at være elsket og elske forandrer os, vores relationer, vores måde at gå på arbejde på, vores blik på andre, på verden, på Gud eller hvor vi vælger at lægge ansvaret for oplevelserne. Vi er anderledes efter oplevelserne, uanset hvordan vi vælger at leve med dem. Alle skal ikke tale eller skrive. Hvorfor skulle de det. Det kan være langt bedre at være tavs om noget, der er hændt, men det skal være et frit valg. Det er det først, når man ikke tier stille af angst for andres fordømmelse.

Derfor skulle en bog som Vi mødte Jesus skrives. Derfor kommer det andre ved.

 

Find Charlotte Rørths bøger her

Tilføj til ønskeliste

Jeg mødte jesus

Charlotte Rørth

Tilføj til ønskeliste

Vi mødte jesus

Charlotte Rørth

Klik play herover og hør Charlotte Rørth forklare hvad bogen, VI MØDTE JESUS, handler om.

Redaktionen anbefaler: