Læs artiklen

Danske Lars sidder i norske Jorunns sofa. Forsøger at komme ind i fortællingen om hendes bygd, som tyskerne brændte ned til grunden

Danske Lars sidder i norske Jorunns sofa. Forsøger at komme ind i fortællingen om hendes bygd, som tyskerne brændte ned til grunden

VED ISHAVET er en stort anlagt fortælling om en kvinde og hendes uægte datter lige før og under Anden Verdenskrig. Her ser romanens forfatter, Lars Johansson, tilbage på den syv år lange proces med at bringe historien om den lille fiskerbygds personligheder til live.

Frederiksberg, 25. april 2018: Pakkeposten har været her. Jeg sidder med min færdigtrykte roman i hånden. VED ISHAVET. Syv års arbejde er slut. Jeg kender fornemmelsen fra tidligere, alligevel kommer den bag på mig hver gang. Romanen er ikke længere blot min. 

Jeg kan ikke gøre mere, alt er, som det skal være, kan være. Alligevel er det en afsked, sorg, næsten. Ej, hold nu op! 

Jeg tænder computeren: VED ISHAVET, 12,0 GB står der at mappen fylder. Jeg søger lidt planløst ned over filerne, standser ved et dagbogsnotat, klikker på det og læser:

Interview Fredrikstad, Norge, mandag den 12. oktober 2009:

'Verden kom til os,' siger Torbjørn.

Jorunn nikker.

'Og to år efter gik den under igen,' fortsætter han.

'Ved du, jeg havde aldrig set et æbletræ før,' siger Jorunn, 'æbler på et æbletræ,' vedbliver hun og hendes tynde stemme er knap hørbar, da hun fortsætter: 'Jeg var fjorten år.' 

Torbjørn og jeg besøger hende i Frederikstad.

’Skulle jeg vende tilbage til Norge, ville jeg vælge Fredrikstad,' siger han.

Jorunn ser ud ad vinduet.

Jeg sidder i hendes sofa og forsøger at komme ind i fortællingen om det Berlevåg, som med ét fuldstændig forandredes i 1942 da tyskerne i deres krig mod Den Røde Hær besluttede at oprette en flyveplads her. Hun var elleve og han ti. 

Men hvordan genskabe den fiskerbygd som tyskerne i 1944 brændte ned til grunden?

Jorunn, 10 år

Find romanen VED ISHAVET her

Tilføj til ønskeliste

Ved ishavet

Lars Johansson

Thorbjørn Berg. I pausen, under et foredrag jeg holdt i Hobro, kom han hen til mig og sagde, at han gerne ville fortælle mig om sin opvækst.

Kort efter rejste vi op til Berlevåg i Øst-Finnmarken, han viste mig stedet, hvor han boede som barn. Jeg så nogle fjeldknolde stikke op af sneen. Han viste mig det hele og jeg kunnet ingenting se, for tyskerne brændte Berlevåg ned, hele bygden. Alt, hvad vi sammen gik og så på, er genrejsningshuse, som man kalder dem her. 

Og han har fortalt mig om Jorunn: 'Jeg erklærede hende min kærlighed, men hun ville ikke have mig.' 

Jeg sidder i hendes stue i Fredrikstad. Udsigten til den anden side af elven indrammes af en stor, gul byggekran. En tung hamren tager fat, der piloteres, bygges. 'Jeg fik granatchok,' siger hun stille og ser på mig, 'de skød med kanonerne oppe fra Højen bag os og hen over vores hus.' 

Torbjørn er 77. Jorunn, hans barndoms kæreste er 78. Og jeg er 59. Vi vil alle være to år ældre når denne roman udkommer. 


Troede jeg i 2009, tænker jeg nu, mens jeg læser notatet og igen ser på papkassen med mine frieksemplarer. At der i stedet skulle komme til at gå ni år, havde jeg selvsagt ingen anelse om, men Berlevåg giver ikke uden videre sine hemmeligheder fra sig, dem må man gøre sig fortjent til.

Jeg læser videre: 

Torbjørn rejser sig, siger, at han vil købe torsketunger, som han vil stege til vores frokost. Jorunn og jeg bliver alene. Hos den sangvinske, lidt nervøse men på en sær måde samtidig flegmatiske Jorunn, toner et lidt genert smil frem. Det breder sig og varmer hendes blågrå øjne, så de får et stænk af brunt. 

Hun flirter genert, kan slet ikke lade være, glæder sig til igen at blive alene med sin lille hund og sine cigaretter, betror hun mig, uden det kommer til at virke det mindste ugæstfrit, men snarere bliver en fortrolighed mellem hende og mig. 

Hun står sent op, sover et par timer om eftermiddagen og bliver siddende til langt ud på natten for at læse og ryge. Hun har det bedst alene, understreger hun, og bekræfter dermed mit indtryk af hendes problematiske opvækst i Berlevåg.

Hendes søster Ada kommer på besøg. Vi spiser Torbjørns torsketunger. Ada og Jorunns er søstre, og så alligevel ikke. Reelt er Ada Jorunns faster og fire år ældre. Men de to er vokset op sammen hos Jorunns farmor og farfar, som så altså er Adas forældre. Ada inkarnerer Jorunns livslange problem, at Jorunn ikke hører til, at man i Berlevåg ville gøre hende usynlig, at hun var uønsket. Og vist stadig føler det.

Frederiksberg, maj 2018: For et år siden døde Torbjørn, heldigvis nåede han at læse det næsten færdige manuskript.

Om et par dage skal jeg igen besøge Jorunn, denne gang med min roman under armen.

Forfatteren og Jorunn, juni 2018

Find Lars Johanssons bøger her

Tilføj til ønskeliste

Ved ishavet

Tilføj til ønskeliste

Signe

Tilføj til ønskeliste

Signes hjemkomst

Tilføj til ønskeliste

Dancing Charlie

Artikel

Storroman om et lille norsk fiskersamfund, der rammes af krigen. Fra forfatteren til Signe-romanerne.

Under et foredrag i Hobro blev Lars Johansson kontaktet af en ældre mand, Torbjørn Berg, der mente at have en historie fra sin barndom, som kunne være interessant for forfatteren at dykke ned i. Det gjorde Lars Johansson. Og nu – ti år senere – udgiver han VED ISHAVET.

Læs artiklen her