Læs artiklen
Gratis uddrag

Karen Blixen: Glem aldrig, Tommy, at det er sådanne øjeblikke, der giver livet mening

Karen Blixen: Glem aldrig, Tommy, at det er sådanne øjeblikke, der giver livet mening

Thomas »Tommy« Dinesen og Karen »Tanne« Blixen er frontfigurer i endnu en Tom Buk-Swienty-fortælling om en af danmarkshistoriens store slægter - Dinesen-familien. Om makabre triumfer, uhyrlige rædsler under 1. Verdenskrig og altopslugende kærlighedseventyr. Læs her et gratis uddrag af Tommy og Tanne.

Vi begynder i 1906. 14-årige Thomas og 21-årige Karen nærmer sig en stor granitsten i skoven bag deres barndomshjem, Rungstedlund. Deres far har begået selvmord nogle år forinden, og nu vil de to børn indgå en højtidelig pagt. Som faderen vil de forfølge de oplevelser, der gør livet enestående. Det løfte kommer til at præge dem resten af deres liv.

Følg med igennem skoven og op på stenen. Sådan indleder Tom Buk-Swienty Tommy og Tanne:

RUNGSTED, 1906. To slanke skikkelser bevæger sig igennem den prægtige Folehaveskov bag Rungstedlund. Den ene er Thomas Fasti Dinesen, en høj teenager med adrætte bevægelser, den anden hans syv år ældre søster Karen Christentze Dinesen, en spinkel kvinde i begyndelsen af tyverne. I familien og blandt nære venner var han altid Tommy, og hun Tanne. Han har dybe, tætsiddende blå øjne og et aflangt harmonisk ansigt, der slægter moderen og hendes familie på. Men som sin far har han kraftige kindben og en markeret, maskulin hage. Hendes kinder er her i hendes ungdomsår runde, ligesom farens. Farens øjne var store og blå, og blikket sært drømmende, som hvilede det på fjerne horisonter. Hendes øjne er også store, men brune som morens, blikket udfordrende, gnistrende og direkte, og når et kamera er rettet imod hende, er hun altid parat til en flirt med linsen og lader gerne en lurendrejerske spille i sine øjne. Som sin lillebror holder hun af at være ude i det fri, men kan ikke bevæge sig nær så ubesværet som broren, der er iført plusfour og sixpence. Helt efter moden er hun i pæne ankellange skørter, snøreliv og damesko med høje hæle, der er velegnet til spadsereture på promenadebelægning, men ikke til skovvandring.

Han er benovet og henrykt over at være i sin voksne søsters selskab. Hun har vundet hans grænseløse loyalitet ved at tage ham alvorligt og tale til ham som sin ligemand, selv om hun er så meget ældre. Der findes ingen i verden, til hvem han nærer en større kærlighed, og engang skal han sende hende et foto af sig selv med ordene: „Til det menneske, jeg beundrer mest i verden, min søster Tanne.“ Tanne har en bog med, og fra den vil hun læse højt for Tommy, når de er nået frem til deres hemmelige sted inde i bøgekrattet oppe på toppen af en bakke ved grusgraven syd for Friis’ eng, dér, hvor der ligger en stor fritliggende granitsten, hvorfra man har frit udsyn til engen.

Herude i Folehaveskoven under „kølende skygger, i mørke, som roser udbrede – hvor rislende bække snart dulme, snart svække“, for at bruge Johannes Ewalds ord fra digtet „Rungsteds Lyksaligheder“, befinder Tommy og Tanne sig i hellig samhørighed med deres afdøde far. Her havde han et årti tidligere så ofte strejfet omkring med hund og jagtgevær. Han havde indtaget naturen omkring sig og havde med poetisk flair besunget den i sine to bøger om jægerliv, Jagtbreve og Nye Jagtbreve, som han havde udgivet under pseudonymet Boganis, et kælenavn, hans venner blandt skovindianerne, chippewaerne, havde givet ham, da han boede blandt dem som pelsjæger i Wisconsins urskove tilbage i 1873-74. Boganis betyder ’hasselnød’, og hans børn elskede dette navn. Det havde en rund, fyldig og tillidvækkende klang. Boganis.

Det er, som om Boganis er hos dem igen. Man behøver blot at lukke øjnene, indånde skovens sødme, så hører de ham kalde på sig. „Kom ud! Nu er det lige løvspring – kom ud!“, havde han skrevet i et af sine jagtbreve. „Kom ud! Thi bøgen er så skøn som en brud … Kom ud! Thi lærken synger i vilden sky, og droslen slår, og stæren fløjter, og stillidsen kvidrer, og skovduen kurrer, og storken knebrer, og frøen kvækker, og gøgen kukker og vugger sig frem eller tilbage på kvisten, synger i takt, slår med halen og flyver forladt, uroligt omkring: den har hverken mage eller hjem.“

Det er først i de seneste år, at deres mor, Ingeborg – i familien kaldt Mohder (udtalt mo-da med lang vokal), har fortalt børnene, at deres far tog sit eget liv, eller, som det blev formuleret, havde valgt fridøden. Længe var det eneste, de havde fået at vide om hans død, at han var blevet ramt af pludselig sygdom. Efter hans begravelse havde det været, som om han aldrig havde eksisteret. Man talte sjældent om ham hjemme på Rungstedlund eller nabogården Folehavegaard, hvor deres moster, Moster Bess, og mormor, som i familien blev kaldt Mama (udtalt ma-má med fladt a og tryk på sidste stavelse) boede. Med sit selvmord følte Mama og Moster Bess, at kaptajnen havde kastet skam over familien, og de tav om ham. „Man må hellere tale for lidt end for meget, selv om man til tider trænger dertil.“ Sådan lød et mantra, som dyrkedes i familien på mødrene side. Men heller ikke deres fars storebror, Laurentzius Dinesen, Onkel Rens på Katholm Gods, hvor deres far var vokset op, nævnte ham. Han og hans lillebror havde det meste af livet haft et anstrengt forhold til hinanden.

Mohder, der altid gik i sort, og som så længe havde været overvældet af sorg, og som ikke havde kunnet lade være med at plage sig selv med spørgsmålet, om hun kunne have forhindret sin mands død, var på det seneste begyndt at fortælle en smule om faren. Om hans eventyrlige liv og om alt det, han havde oplevet i krigene og på sine store rejser ude i verden. Over hendes ansigt havde der efter hans død bestandigt hvilet en skygge, men når hun talte om ham, syntes den at løfte sig. Hun fortalte, at han havde haft det svært med et almindeligt borgerligt liv. Han „skulle være i bevægelse og i fart, [og] han måtte opleve noget, enten glæde eller sorg“. Det, han oplevede, skulle være intenst, og han havde altid været anderledes og havde skilt sig ud. Han havde for eksempel været ateist som den eneste i sin egen familie og i svigerfamilien, men det havde den troende Mohder, der som Mama og sine søstre var medlem af den unitariske kirke, respekteret fuldt ud.

Men hvorfor ville far dø? Her var moren til gengæld ordknap. Hun følte, at hans død var hellig grund. Sådan formulerede hun det, og hun ville helst ikke tale om det, og den eneste forklaring, hun gav sine børn, var, at noget var hændt ham, som gjorde, at han ikke længere kunne være i bevægelse, og så havde det været i modstrid med hans natur at leve videre. Det var alt, hun kunne fortælle. Og alt, hun rent faktisk kunne gætte sig til. Han havde ikke efterladt sig noget afskedsbrev, og hans pludselige død var og blev et mysterium – og et traume – for hende.

Tanne synes nu, hun har opklaret mysteriet, det vil sige, i alt fald forstår hun, hvad han levede for, og hvorfor han ikke frygtede døden, og det er derfor, hun har Tommy med ud i skoven denne dag i 1906. I bogen, som hun medbringer, er der en fortælling, som forklarer alt om deres far. Om lidt vil hun læse den højt for Tommy.

Da de når til grusgraven, forlader de skovstien, går igennem bøgekrattet op ad bakken og sætter sig på granitstenen med den pragtfulde udsigt ud over Friis’ eng. Tanne tager bogen frem. Den har titlen Stort Vildt og er skrevet af en af tidens populære danske forfattere, Hans Kaarsberg, der har en forkærlighed for historier om farlige vilde dyr, utæmmet nordisk natur og frygtløse urmennesker, der levede – og døde – i pagt med naturen. Historierne er inspireret af forfatterens egne strabadserende rejser til ødemarker og polarlandskaber. Titlerne på fortællingerne i Stort Vildt siger alt: „Ulven“, „Isbjørnen“, „Elgtyren“ og „Bjørnen“. Det er fortællinger, som har gjort stort indtryk på Tanne, og i „Elgtyren“ er hun blevet introduceret til et skæbnebegreb, der farver hendes livsanskuelse og senere forfatterskab. „Ingen undgår sin skæbne,“ lyder denne fortællings første sætning. „Den fødes med os. Den er som en ånd – ond eller god – der usynligt følger os, som skyggen følger alt jordbundet. Den er som et kim, et sædekorn, der hemmeligt skjules i os, vokser med os, dør med os – om det da ikke skal sjælevandre i vore børn.“

Men denne dag gælder det „Isbjørnen“. Tanne begynder at læse om drengen Svend og hans far, en jæger, „som havde set og prøvet meget“ ude i „fjerne, fremmede egne“. Tommy forstår straks søsterens fascination. Historien handler i virkeligheden om deres egen far og om måden, Tanne forstår sit eller rettere deres forhold til ham på.

Glem aldrig, Tommy, at det er sådanne øjeblikke, sådanne følelser, der giver livet mening

Svend var en dreng fuld af dybe følelser og kådhed, og når han „skreg … af skuffelse, når han havde overvurderet sine kræfter, af utilfredsstillet hævntørst lige over for en større og stærkere dreng, der havde hugget ham … satte faderen ham på sit knæ. Strøg hans stride, næsten farveløse hår. Stillede ham ved sin godhed og sin rolige og så sære tale“.

Svends far fortalte sin søn, at „vi er fremmede folk, du og jeg. Din moder sagde det, før hun døde: „Du og vor søn, Svend, ligner hinanden. Alle vore andre børn vil nemt glide igennem verden. Men Svend vil få det svært, som du har haft det. For I er ikke som andre mennesker. Derfor skal I holde sammen“.“

Den gamle jæger yndede at fortælle sønnen historier „om sin ungdoms og mandoms eventyrlige færd“, og „når faderen således fortalte, da sad den ustyrlige dreng stille som en mus på hans knæ. Barnet spurgte sjældent. Thi det var ikke fornødent: Alt, hvad faderen fortalte, stod lyst og levende for sønnen.“ Så lyst, at „den fattige stue med dens særegne prydelser af gamle våben og vilde dyrs huder“ i både Svend og farens sind forvandlede „sig til en hal – et tempel – en jungle – en urskov eller en isørken“. For øjnene af dem rejste sig „det umådelige skind af den for længst fældede hvidbjørn … nærmede og fjernede sig brummende“. Tigertæppet forvandlede sig til en virkelig tiger, elghovedet på væggen blev levende og satte i trav „langt, langt bort til de store sumpe“.

Da Svend engang sad hos sin far, faldt samtalen på religion. Svend spurgte den gamle jæger, om mennesket er ondt eller godt? „Derom skulle du spørge din lærer i religion,“ svarede faderen, og Svend kunne fortælle, at han allerede havde gjort det, og at læreren havde sagt, „at menneskene er alle skabt i Guds billede“, og i en af timerne havde han vist sine elever et billede, „et ansigt, der var tryllet frem på en lommeklud“, og som forestillede Gud.

Svends far „vred sig i sædet. Han tog sagen meget alvorligt. Men han var rådvild om, hvad han skulle svare“. Så sagde han: „Mange mennesker lyver. Mange påstår, at de tydeligt har set gudens ansigt, har fornemmet ham så nær, at de kunne mærke hans åndepust. Og, for at vi andre skal tro det, afbilder de hans ansigt og tilbeder det.“ Hertil føjede faren, at han havde set Guden „og de iblandt os, der virkelig har set Guden, tier helst stille med det. Og de kan ikke beskrive eller afmale, hvordan han så ud: Det, de fornam, var for stort. Man kan ikke fatte det helt. Ikke tolke det med ord eller pensel.“

Svend studsede, fordi han vidste, at faren ikke var nogen religiøs mand. Den gamle jæger gik aldrig i kirke, og han fortalte, at kammeraterne drillede ham med, at hans far var en hedning. „Den gamle jæger rejste sig uvilligt. Han gik til vinduet og så ud over landet og fortalte sin søn, at han ikke havde meget til overs for hr. Svendsens og andre troendes måde at dyrke det guddommelige på. „De laver disse små mugne kirker … og planter en brav mand på en prækestol, som skal lokke den store gæst ind i denne fælde. De kommer pyntede og velforberedte, med nykæmmet hår – og ren vat i ørerne. De messer og synger og beder og spiller på orgelværk“.“

Men alt dette havde intet med Guden at gøre, fortalte faren sin søn og understregede, at når først man én gang havde set Guden, så vidste man, at denne ikke fandtes hverken i kirker eller religiøse skrifter. „Da Svend var 12 år gammel, døde hans fader. Drengen sørgede. Han savnede og sørgede som en voksen mand. Han kastede sig ikke ned og hylede og vred sig, for hurtigst muligt at slippe af med jammeren. Han gik stille og mere og mere ensom omkring, pint af længsel efter det eneste menneske, der fuldt havde kunnet forstå hans sorger og hans gammen. Og han blev mager og bleg.“ Svend besluttede sig for, at han måtte finde guden, som havde åbenbaret sig for hans far, og den beslutning førte ham ud på bestandige store rejser.

„Han blev en stor og stærk mand … rolig, støt og ordknap, stærk over for vin og kvindfolk, overvillig mod alle, som søgte hans hjælp – således var han kendt i alle havne. Men hans ro var kun en maske: Han fór ikke længe i samme farvand. Hyppigt skiftede han skib. Hver gang han så en ny havn, et nyt landskab, en folkestamme, der hidtil havde været ham fremmed, bankede hans hjerte højt af spænding og forventning: Skulle det største – „Guden“, som Faderen kaldte det – skulle det åbenbare sig for ham i dette nye land, i disse blå bjerge, i disse eventyrlige urskove? … Da han var 30 år, havde han set mere af jorden end noget andet menneske.“

Selv om Svend konstant udsatte sig for store farer og blev en legendarisk jæger, der undervejs „havde samlet sig store kundskaber til naturen og til menneskene“, lykkedes det ham aldrig at finde farens gud, og da han blev ældre, prøvede han at slå sig til ro. I sit hjem havde han, som faren havde gjort det, smykket sine stuer med sine utallige jagttrofæer, skind, hoveder og udstoppede dyr. Men en dag gik det op for Svend, at ét dyr manglede i samlingen. Isbjørnen. Det stod klart for ham, at han måtte til Nordpolen for at jage dette dyr.

Svend meldte sig til en ekspedition, der skulle afsejle til Nordpolen. Da skibet var nået til den østgrønlandske fjord-is, var vinteren blevet så hård, at skibet frøs inde, og ekspeditionen måtte forberede sig på at overvintre i de barske omgivelser. Ekspeditionens leder var fortvivlet, men Svend var til alles forbløffelse lykkelig. Han havde nu storartede muligheder for at drage ud mod de fjerne fjelde for at opspore en isbjørn.

„Vintermørket kom. Stundom fór en hvirvlende snestorm ind fra de høje kystfjelde; og det store skib lå under tykningen, så skjult og forladt af gud og mennesker, himmel og jord, som en kakerlak på bunden af en meltønde. Men stundom blev himlen høj, dens stolte pragt så overmåde, at alle mændene måtte undre sig.“

Ivrigt gik Svend på jagt i det fortryllende landskab og vovede sig for hver jagttur længere og længere bort fra det fastfrosne skib. En dag nåede han til en stor vig omgivet af bratte bjerge og bræer. „Skinnende ismasser bredte sig, så langt øjet kunne nå. Og – langt ude – stejlede trodsige isbjerge op i den vidunderlige klare luft … men som han stod dér på sine ski, hensunken i glad og forventningsfuld beskuelse, hørte han fodtrin i den grove, tøende sne.“ Svend befandt sig ansigt til ansigt med en enorm isbjørn. Han greb geværet, skød. „Kuglen smældede, og det umådelige dyr tumlede såret bort over isen og ud over vigen.“

Svend satte straks efter dyret, som forsvandt i isbjergenes udløbere, hvor den lagde sig på lur og ventede på sin forfølger. Svend „var nu lysvågen“ og optændt af „jægerlidenskab“. Bjørnen havde ikke fået øje på ham endnu, og han besluttede sig for at snige sig ind på den, men opdagede så, at han i skyndingen havde tabt sine patroner. Han havde kun det skud tilbage, som sad i riflen. Men ufortrødent sneg Svend sig frem mod bjørnen, der nu havde set ham. „Svend ventede roligt på den. Og først, da den var næppe en favns afstand væk, sank den sammen med en kugle gennem pandebrasken.“

Med ærefrygt betragtede Svend, hvordan livet svandt ud af dyrets øjne og gik hen til det, satte sig „for at hvile sig på den varme krop

… Med hagen støttet i sine hænder stirrede han i dybe tanker ud over denne isørken, hvis troldomsagtige pragt med hvert øjeblik syntes ham mægtigere og skønnere.“ Netop som han nød øjeblikket „lød et drønende brag – og ét til – mange mellem hinanden. Rejs orgelpiber, knejsende fra himmel til jord, løs nordenstormens lænke, og lad den brøle sin gudesang gennem sligt værk! – og du vil høre, hvad denne mand hørte. Der kom liv i disse fjelde og klipper af is. Skinnende i alle regnbuens farver løftede de sig i sollyset, vaklede og skælvede under højtidsfuldt gny. Som grebne af en mægtig hånd gyngede disse strålende kæmper på havet, fri for deres lænke. Bjergene var i fødselsnød! Og, mens de fyldte rummet med den største af alle hymner, mens havet åbnede sig, og det grøntblå vand med bulder og brag styrtede frem gennem isørkenens brede kløfter, så „kælvede“ bjergene, og de mægtige „kalve“ styrtede sig brølende i havet.“

Under denne eksploderende himmel indtraf det, Svend havde søgt hele sit liv. „En stor, overmenneskelig glæde var over ham. Hans øjne på én gang græd og lo. Og han blottede uvilkårligt sit hoved. Hans tunge talte ikke. Men hans hjerte bankede i henrykkelse. Tryg og lykkelig som en fredløs, der, sent og endelig, igen lægger sit grå hoved til hvile på sin barndoms vuggepude, lagde han sig på den gyngende isflage hos den fældede bjørn.“

„Guden er over mig, min faders gud!“ sang det i hans sjæl, da havet tog ham – hedningen.“

Tanne slår bogen sammen, og højtideligt udbryder hun: „Glem aldrig, Tommy, at det er sådanne øjeblikke, sådanne følelser, der giver livet mening.“ Da hun har sagt disse ord, rejser hun sig, træder op på den store granitsten, og Tommy følger efter hende. Og deroppe, side om side, søster og bror, Tanne og Tommy med engen og skovtykningen for foden af engen foran sig, erklærer hun med ord, der år fremover skal lyse i hans sind som en trosbekendelse, at de skal give hinanden et løfte. De skal indgå en pagt. Som Svend skal også de „tjene Guden. Faders Gud. Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve“.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Tommy og tanne

Tom Buk-Swienty

Redaktionen anbefaler