»Pludselig springer døren op, og jeg bliver nærmest suget ud af bilen«

»Pludselig springer døren op, og jeg bliver nærmest suget ud af bilen«

Det var nær endt alvorligt galt for Michael Falch i barndommen, da han en dag var med sin far på arbejde. Læs om episoden her – og få flere af musikeren og forfatterens refleksioner om opvæksten i provinsen i erindringerne TIL GRÆNSEN.

»Debut i medierne, Køge, 1958« Michael Falch var flere gange i barndommen uheldig i trafikken. PRIVATFOTO

Min fars første bil var en Ford Eifel, og allerede der i slutningen af 1950’erne var den et 20 år gammelt køretøj, produceret i Tyskland op til 2. verdenskrig. 

En specialitet ved denne vogn var, at dørene var hængslet bagtil, så de åbnede modsat de fleste andre bilmærker. Et par gange fik jeg lov til at holde fri fra børnehaven og kom med min far på job. Han var ansat i min morfars forretning, ‘Adolf Falch’, på Nørregade i Køge, hvor man solgte tøj, gardiner, stof og sågar radio- og de helt nymodens tv-apparater.

Min far kørte ofte rundt til kunder i oplandet for at tage mål og hænge gardiner op, og som fireårig havde jeg en dag været med hele vejen på hans tur. Jeg kan huske, at jeg havde bemærket, at der kørte en ambulance et stykke bag os på hjemturen mod Køge. Jeg sad på passagersædet og havde vendt mig om i et forsøg på at finde ud af, hvem af Falck-redderne der kørte ambulancen. Falck & Zonen, brandstationen, lå nemlig lige overfor Skovparken, og jeg kom jævnligt over på besøg hos folkene og fik lov at se på de blankpolerede brandbiler og ambulancer.

Det var jo længe før sikkerhedsselens tid, og jeg må have siddet og pillet ved håndtaget. Pludselig springer døren op, og jeg bliver nærmest suget ud af bilen. Jeg husker stadig en vag, rullende fornemmelse af at trille hen ad landevejen i noget, der føltes som en lille evighed. Da bevægelsen standsede, var jeg selvfølgelig omtumlet, men jeg tænkte kun på, hvor ambulancen mon var nu. Den holdt ind til siden kort efter, og i næste nu var jeg for fuld udrykning på vej mod Køge Sygehus. ‘Her mener man, at han er sluppet med overfladiske kvæstelser,’ skrev avisen, men jeg blev dog straks efter overflyttet til Roskilde Sygehus med hjernerystelse, flere andre kvæstelser og alvorlige hudafskrabninger over store dele kroppen.

Jeg husker tydeligt min hospitalsstue, hvor jeg skulle ligge helt stille i en uge. Den ene væg udgjordes af en stor glasrude, og mine forældre og min lillesøster Dorte, der var baby på den tid, måtte ikke komme ind til mig, men skulle blive ude bag ruden under besøgstid. Infektionsfare har der næppe være frygt for, tænker jeg. Det var bedst sådan, har man måske ment i datidens hospitalsvæsen. Ikke al den blødsødenhed. Fornuftig adskillelse af børn og forældre. Børn skulle hærdes, så de kunne lære at begå sig i en barsk verden, eller hvordan pædagogikken bag den praksis må have været? 

Jeg kan stadig genkalde mig den knugende følelse af vemod, når besøgstiden var slut, og min familie forlod mig. I må ikke gå fra mig! græd det i mig, når de nede i parken fandt det sted, hvor jeg kunne se dem fra sengen, og vinkede farvel. Nu vinker de – nu er de væk.

– Du skal ligge stille, Michael! formanede sygeplejersken mig bestemt, mens hun rensede mine hudafskrabninger.

– Sådan, ja, det var bedre. Helt stille med hovedet. Du er en stor dreng!

»Min far og hans Ford Eifel, Køge, 1956«. PRIVATFOTO

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Til grænsen

Michael Falch

Redaktionen anbefaler: