Læs artiklen

Tomas Lagermand Lundme skriver om homoseksuelle drenge: Det er vigtigt at være sig selv

Tomas Lagermand Lundme skriver om homoseksuelle drenge: Det er vigtigt at være sig selv

I en ny ungdomsbog fortæller Tomas Lagermand Lundme historien om to drenge, der er forelskede i hinanden – og hvordan det nogle gange kan føles nemmest at hade den, man elsker.

På bibliotekernes hylder findes der stribevis af bøger, der handler om heteroseksuelle mænd og kvinder. Men hvad nu, hvis man for eksempel er en dreng, som er forelsket i en dreng?

Tomas Lagermand Lundme har skrevet flere ungdomsbøger, og hovedtemaet er ofte netop seksualitet. Bøger, som han selv savnede, da han var en ung knægt på Amager med lyserødt hår og leopardpels, som ikke var helt som de andre i klassen.

"Jeg savnede bøger, der handlede om mig. Ikke specifikt om mig, men om de ting, som jeg tumlede med. Når man er 14 år, tænker man hele tiden, at det man føler er helt forkert. Fordi, man ikke kan finde andre, der føler det," fortæller Tomas Lagermand Lundme.

"Hele vores samfund er bygget op omkring, at en mand og en kvinde bliver forelskede, får børn og flytter i hus. Det er normen. Men hvad hvis man skal noget andet? Det findes der ikke så mange bøger om. Stadig, selvom vi skriver 2018."

Romeo og Romeo

HAD MIG, ELSK MIG er titlen på Tomas Lagermand Lundmes nye bog, som handler om drengene Bjørn og Johan, der går i 9. klasse og har følelser for hinanden. Men Bjørn tør ikke tage springet, så han begynder at vende sig mod Johan – for det gør alle de andre.

”Bogen handler om at være medløber. Det er blevet en underlig nationalsport i Danmark – alle føler sig pressede, og så er det nemmere bare at gå med de andre. I virkeligheden vil de to drenge jo bare gerne have hinanden, men det vil omstændighederne altså ikke tillade. Så det er også lidt en Romeo og Julie-fortælling. Eller Romeo og Romeo," forklarer Tomas Lagermand Lundme.

"Det er lidt det samme med hævnporno og hadforbrydelser. Man går med normen og gør det, som alle de andre også gør. Det er der, det bliver sindssygt farligt, og lige pludselig kan man ikke kende sig selv længere, fordi man har så travlt med, at de andre skal kunne lide én.

”På bogens forside står der ’Hvem taber, når kærligheden er en kamp?’ – og den tekst har lige præcis noget med medløber-sporten at gøre.

"Nogle gange føles det nemmest at hade den, man elsker. For så kommer man ikke til at stå udenfor de andre. Det føles så farlig at bevæge sig ud i, for når man er 14-15 år, er man bange for at stå alene. Det er også det, titlen HAD MIG, ELSK MIG handler om. At had og kærlighed er to følelser, der ligger så tæt op ad hinanden."

Fortvivlede drenge

Gennem årene som ungdomsbogsforfatter har massevis af drenge skrevet til Tomas Lagermand Lundme, fordi de genkender sig selv i hans fortællinger. Mange af dem spørger for eksempel om, hvordan man egentlig springer ud – og selvom Tomas Lagermand Lundme ikke har en opskrift i ærmet, som han kan sende til dem, så er han glad for, at hans bøger har gjort indtryk på dem.

"Der kan litteraturen bare noget helt sindssygt. Jeg stiller mig til rådighed, og jeg bruger også meget stærkt noget fra min egen barndom og ungdom i det, jeg skriver. Jeg tror, at når man giver noget meget hudløst af sig selv, så rammer man også nogen, der tumler og bakser med det samme," siger Tomas Lagermand Lundme.

Selvom det ikke er alle Tomas Lagermand Lundmes mange bøger, der handler om homoseksualitet, så har de én ting til fælles.

"Jeg bliver ved med at skrive om, at man skal turde at være den, man er. Det er det, alle mine tekster kredser om. Man skal være modig for at være den, man er. Det ville være så nemt at være, som de andre synes, man skal være. Men det vigtigste i livet er at være sig selv," siger han.

Men hvad gør man så, hvis man er en dreng, som er forelsket i en anden dreng?

"Når jeg får mails fra nogle af de her drenge, kan jeg mærke, at de føler sig set. Og så bliver jeg så stolt og glad. Så er det lykkedes det, jeg gerne ville. Men der er jo ikke noget facit i at leve livet rigtigt, man må jo bare ud og prøve det."