Læs artiklen

Er du havnet i en reading slump? Vi guider dig ud af din læsetørke

Er du havnet i en reading slump? Vi guider dig ud af din læsetørke

Kender du det, hvor du bare ikke kan koncentrere dig om at læse, og det er hverken fordi du ikke har lyst, eller fordi du bliver forstyrret? Du kan bare ikke samle sig om din bog.

Måske skyldes det, at du lige har læst en helt fantastisk bog, og du stadig ikke er klar til at give slip på den, selvom bogen for længst er slut. Måske kom det snigende, ubemærket og gjorde enhver bog intetsigende — selv de bøger, som du længe har glædet dig til at læse virker nu uinteressante! 

Hvis du har det sådan, lider du måske af en reading slump.

Vi har samlet fem råd til, hvordan du kommer ud af din læsetørke og tilbage på sporet igen!

1.

Genovervej din bog! Måske er det bare ikke en bog for dig? Hvis du kæmper dig igennem den samme bog uden rigtig at komme videre, så er det helt okay at lægge bogen fra dig og vælge noget andet. Livet er for kort til at læse dårlige bøger!

2.

Find dine yndlingsbøger frem til en genlæsning! En historie du i forvejen elsker vil med stor sandsynlighed bringe din læseglæde tilbage. Hvis du lige har genlæst dine yndlingsbøger, kan du måske prøve kræfter med noget andet forfatteren til dine yndlingsbøger har skrevet.

3.

Slå et smut forbi din lokale boghandel eller gå på biblioteket, og lad dig inspirere af de endeløse reoler fyldt med potentielle læseoplevelser! Du kan også rydde op i din bogreol, sortere dem alfabetisk eller efter farve. Måske finder du endda en bog, du helt havde glemt du ejer som kunne give dig læselysten tilbage.

4.

Vælg det rigtige bogformat! Hvis du er vant til at læse fysiske bøger og er ramt af læsetørke, kan en lydbog måske være en løsning som et afbræk i din vante læsning. Du kan også prøve at fælleslæse en bog med en du kender, så I kan tale om bogen sammen.

5.

Hvis alt andet fejler, så læg bøgerne fra dig. Det kan virke som det sidste i verden du har lyst til, fordi du bare så gerne vil læse, men at lægge bøgerne fra sig kan få læselysten til at vende tilbage. Også selvom det kan tage tid, og det er okay.