Læs artiklen

Patrick Ness: Som teenager føler man sig ikke sikker – man er aldrig på sikker grund

Patrick Ness: Som teenager føler man sig ikke sikker – man er aldrig på sikker grund

Patrick Ness, succesforfatteren bag Monster, Mere end det og senest Vi andre bor her bare, kæmpede med angst og tvangstanker som ung. Han mener, at den slags teenage-oplevelser er mere udbredte, end mange måske tror, og bør spejles i YA-litteraturen.

»Jeg ønskede bare, at nogen ville anerkende, at min verden var, som jeg sagde, den var,« siger Patrick Ness.

Vi møder forfatteren til BogForum 2016, og samtalen falder på, hvordan YA-litteraturen så ud, da den 45-årige Ness selv var teenager. Han følte, at bøgerne talte ned til ham, ikke tog unges oplevelser seriøst og i stedet belærte om, hvad man burde føle og tænke – set fra en voksens perspektiv.

»Bøgerne, jeg læste som teenager, føltes ikke særlig ægte. De var som lektioner, de var renskurede. De spejlede ikke, hvor forfærdelige ting kunne være. Selvfølgelig var der undtagelser, men næsten alle bøger føltes bare sikre, tandløse. Og pointen er, at som teenager føler man sig ikke sikker – man er aldrig på sikker grund. Det er noget, der bør sættes ord på, noget, der bør tales om.«

En stemme til de ikke-udvalgte

Patrick Ness mener derfor også, at helt almindelige Mikeys problemer er interessante at læse om. 17-årige Mikey er hovedperson i forfatterens nye bog Vi andre bor her bare. Romanen udspiller sig i en verden, hvor vampyrer, zombier og andre overnaturlige væsner findes, det er bare ikke Mikey, der er Den Udvalgte. Det er ikke ham, der skal bekæmpe ondskaben. Det skal de cool indie-kids, som Mikey i hvert fald ikke hører til iblandt.

»Der findes så mange bøger, der fortæller Den Udvalgtes historie, at jeg begyndte at fundere over, hvad sker der for dem, der ikke kan identificere sig med den historie. De, der tænker: ’jeg er så lidt Den Udvalgte, det ville aldrig ske for mig’,« siger Ness og fortsætter:

»Den her bog er fortalt af én, der absolut ikke er Den Udvalgte.«

Foto: Sofia Busk

Mikeys problemer ligner almindelige menneskers. Han vil gerne klare sig godt i skolen, han håber, at gallafesten vil forløbe uden problemer, og han er hemmeligt, håbløst forelsket i Henna fra klassen.

Men Mikey kæmper også med angst og tvangstanker, der blandt andet får ham til at vaske hænder, indtil hans hud går i stykker, og hans storesøster, Mel, er ved at komme sig over en spiseforstyrrelse. Begge reagerer de på en opvækst med en far, der er alkoholiker og en mor, der er politiker og så karrierefokuseret, at hun ikke rigtigt er der for sine børn. Mikey har også en lillesøster, der er morens sidste håb om et »normalt« barn.

Selvom Mikeys familie måske har flere problemer end den gennemsnitlige, mener Ness ikke, at han har skabt en overdreven eller uvirkelig situation for dramatikkens skyld:

»Der findes ikke normale familier. Hvis din familie er fuldstændig normal, så er dét det unormale ved din familie. Alle familier har, hvis du graver bare en lille smule, deres at slås med. Det er ikke negativt ment. Det er bare sådan. Så lad os tale om det, og se om vi kan gøre det bedre, blive gladere.«

Unges problemer er virkelige

Som Ness oplever det, går mange unge rundt med problemer, de aldrig taler om. Det gælder både de, der har problemer med deres familie, og de, der har andre ting at slås med – for eksempel usikkerhed i forhold til venner, skolen og fremtiden.

»Jeg tror, at teenagere er utroligt angstfyldte mennesker, og jeg mener ikke, at det er noget, vi rigtig diskuterer. Mange teenagere lider virkelig – og sikkert mere end nødvendigt. Hvis de kunne få en lille smule mere hjælp, tror jeg virkelig, det ville gøre noget godt.«

Du lever ikke i fremtiden, du lever nu. Hvad du oplever i dag - også som 16-årig - det er vigtigt.

Teenageres problemer tages ofte ikke lige så seriøst som voksnes – alene af den årsag, at de er unge. Det forventes, at teenagere bare skal vokse fra deres problemer, og det er ikke fair, siger Ness:

»Du lever ikke i fremtiden, du lever nu. Hvad du oplever i dag – også som 16-årig – det er vigtigt.«

Og ungdomslivet er præget af store skift. Det kan ikke være anderledes. Man skal beslutte, hvad man skal efter folkeskolen. Man skal sige farvel til sine venner og finde nye. Man oplever måske sin første store kærlighed, og måske sin første store kærlighedssorg.

»Når du er 17, er du lige begyndt at finde ud af nogle ting. Du når lige at få et glimt af, hvilken slags voksen du kan blive, og så ændrer alt sig,« siger forfatteren og fortsætter:

»Det er en oprivende tid. Jeg ville gerne fokusere på den periode og på, hvordan du kommer igennem den og tristheden ved at miste sine venner – særligt hvis din familie ikke er så god. Hvad gør du, hvis dine venner er som familie, og du ved, at nu kommer du ikke til at se dem så ofte mere.«

Den meget menneskelige ensomhed

Særligt én passage fra Vi andre bor her bare har rørt mange af Ness’ unge læsere. Mikey er meget plaget af sine tvangshandlinger og har vasket sit ansigt, indtil huden næsten ikke kan holde til mere. Mikeys bedste ven, Jared, finder ham grædende på badeværelset. Jared får stoppet Mikey og siger:

»Det vigtige er, at jeg ved, hvor meget du bekymrer dig om ting. Og noget andet vigtigt er, at jeg ved, at en stor del af den bekymring skyldes, at uanset hvilken gruppe af venner du er i, uanset for længe du har kendt dem, så tror du altid, at du er den mindst ønskede i gruppen. Den, som alle kan undvære.«

Nogle gange kræver det ikke mere at bryde en forbandelse, end at sige det højt.

For forfatteren genkalder den passage hans egen historie, hvor han som ung kæmpede med angst og den samme slags tvangshandlinger som Mikey. Ness ville ønske, at han havde fået mere hjælp og har stor sympati med sin hovedperson. Men historien vokser og bliver universel, fordi læserne skriver til forfatteren og fortæller, at de også ser sig selv i hovedpersonen.

»Nogle gange kræver det ikke mere at bryde en forbandelse, end at sige det højt. Bare få en karakter til at sige dét, der føles så smertefuldt, højt. Mikey er desperat i det her øjeblik. Han har det virkelig ikke godt, så det skal siges højt. Han har brug for hjælp, og det får han.«

Patrick Ness mener ikke, man kan undgå den følelse af ensomhed – hverken som ung eller voksen. Outsider-følelsen er en naturlig del af at blive voksen, og en del af det at være menneske i det hele taget. Til gengæld understreger det for ham, hvad han håber hans bøger kan bidrage med til forskel fra den YA-litteratur, han havde til rådighed som ung:

»Jeg vil aldrig komme mellem bogen og dens læser. Jeg putter al min kærlighed i mine bøger, alle de ting jeg synes, er vigtige, men hvad end mine læserne får ud af bøgerne, det er fint med mig. Jeg håber, at de kan se sig selv, det ville være det største kompliment. Det er, hvad den bedste YA kan, den inviterer dig ind. Hvis det sker, vil jeg være henrykt.«

Tilbage
next article

Redaktionen anbefaler