Læs artiklen

Herlufholms tidligere rektor om dansen med medierne: Jeg er stolt af, at vi åbnede skolen for seerne

Herlufholms tidligere rektor om dansen med medierne: Jeg er stolt af, at vi åbnede skolen for seerne

Er Herlufsholm blot en skole for de riges dumme børn, eller kan kostskolen faktisk noget særligt, når det gælder om at danne gode samfundsborgere? Herlufsholms tidligere rektor Klaus Eusebius Jakobsen tager os i bogen PÅ HERLUFSHOLM med indenfor på kostskolen og ser bl.a. på, om denne skoleform har en berettigelse.

KLAUS EUSEBIUS JAKOBSEN, rektor på Helufsholm 1993-2016: 

»På Herlufsholm har der været tv-hold fra ind- og udland, og det er blevet til mange udsendelser på bl.a. DR og TV 2. 

Unge film- og radiofolk og folk fra reklamebranchen har talrige gange banket på for at få en flig af skolens mystik til netop deres historie. I tv-serier som Rejseholdet og Krøniken og på film som f.eks. Pernille Christensens En du elsker fra 2014 har skolen stillet lokaler og statister til rådighed. Og vi – og jeg – har været meget åbne. De fleste journalister er kommet for at kommentere en eller anden begivenhed, god eller dårlig for skolen. Nogle har henvendt sig for at fortælle ”historien” om skolen: De vil gerne lave ”den helt rigtige og sande historie om Herlufsholm”, og de har bedt om lov til at opholde sig på skolen i en kort periode. 

De fleste har dog fundet ud af, hvor kompliceret det er at fortælle ”historien” på en dag. Derfor kom der desværre, især i starten af min karriere, nogle ret forkrøblede og mangelfulde artikler og tv-indslag ud af disse forsøg. Og fremfor alt var det et stort arbejde efterfølgende at rede ud og forklare, sætte i perspektiv og rette de forkerte data – for slet ikke at tale om de mange overvejelser, vi havde før optagelserne eller interviewet.

Værst var en oplevelse med den ungdomsudsendelsesrække, der hed Forstærkeren. Den blev optaget i midten af 1990’erne, på et tidspunkt da jeg ikke var helt opmærksom på, hvordan man skulle tackle pressen. Måske var jeg lidt benovet over, at DR’s ungdomsafdeling gerne ville producere to-tre udsendelser. Jeg havde derfor ikke tænkt på at få indgået nogle faste aftaler med journalisten, der sammen med tv-fotograferne skulle opholde sig på skolen i nogle dage.

Det gik helt galt. 

Jeg forstod aldrig rigtig udgangspunktet for udsendelsen, men journalisten havde et billede af skolen, som han gerne ville have bekræftet. Og det viste sig at være et stærkt mytebelagt vrangbillede. Han ville gerne vise, at der var et meget stærkt hierarki mellem især kostelevdrengene, og at der i den sammenhæng også var en ubehagelig mobbekultur.

Jeg havde ikke sat nogen tid af til at overvære optagelserne og som sagt kun løseligt talt med journalisten, der blot ønskede at optage nogle generelle situationer med nogle drenge, f.eks. når de hver morgen skulle til morgensang i kirken efter første lektion. Imidlertid lykkedes det journalisten at skildre dagsrytmen, så det kom til at se ud, som om morgensang var det første, eleverne skulle før både morgenmad og skole. Den fejl var i sig selv mindre afgørende, men den var alligevel med til at give et fejlagtigt billede af dagligdagen på skolen. Værre var det, at journalisten optog scenen med eleverne på vej til kirke om og om igen, fordi han ønskede, at eleverne skulle skubbe til hinanden. Og det gjorde de ikke tilstrækkelig voldsomt ifølge journalisten.

Det lykkedes ham også under morgensangen at beordre en klasse til at sidde som små englebørn med foldede hænder under fadervor (hvilket eleverne faktisk normalt ikke gjorde). Derefter filmede han de samme børn som rene tølpere og bøller i konstruerede legescener.

Et par af drengene i 6. klasse havde han udset til at være mobbere. De skulle være efter en af deres kammerater – en i virkeligheden noget svagere dreng. Børn i den alder opfatter sjældent hensigten, når voksne beordrer dem til at handle på en anden måde end den, de normalt ville anvende. Derfor lykkedes det journalisten at få nogle ret ubehagelige, men konstruerede, scener i kassen.

Jeg fik ikke mulighed til at se udsendelserne, før de blev sendt, selv om jeg prøvede at få tilladelse til det. Men min bestyrtelse og bekymring var stor, da udsendelserne blev vist, og det blev ikke mindre af alle de henvendelser, jeg fik efterfølgende. Forældrene til de børn, der i udsendelsen var tillagt rollerne som mobbere, var naturligvis rystede, og det samme var moderen til den dreng, der var blevet skildret som mobbeoffer. Alle var de meget vrede – ikke mindst på mig.

Jeg klagede til DR’s topledelse, og en af forældrene klagede til Pressenævnet for den manipulation, hendes søn var blevet udsat for. Vi fik begge ret. Jeg fik beklagelser fra direktionen i DR, og forældrene fik en kendelse fra Pressenævnet, der konkluderede, at der var tale om uetisk adfærd fra journalistens side. Kendelsen med en beklagelse blev påbudt læst op efter en tv-avis. Udsendelsen blev trukket tilbage, og nok så vigtig blev den klausuleret, sådan at den ikke må vises hverken i sin helhed eller i uddrag før om mange, mange år – hvis nogensinde.

Denne episode blev en vigtig lærestreg for mig, der på det tidspunkt var godt i gang med at gennemføre en turnaround af skolen. Og lærestregen blev ikke mindre af, at den ”mobbede” dreng kort tid efter blev udmeldt af skolen. Det fik mig til at være ekstremt påpasselig med netop tv-mediet. Heldigvis nåede disse udsendelser ikke at skade Herlufsholms ry nævneværdigt, fordi de blev sendt om eftermiddagen og havde få seere, og lykkeligvis skete det før, der fandtes streaming og sociale medier. I dag ville udsendelser som disse have haft langt større udbredelse, end tilfældet var.«

Foto: Steen Brogaard

Find bogen her

Modvillig over for DR

»På baggrund af denne uheldige oplevelse var jeg naturligvis meget skeptisk, da DR-journalisten Anders Agger i 2003 bankede på min dør. Han ville gerne lave en udsendelsesrække på fem-seks udsendelser af godt 30 minutters længde i bedste sendetid. Anders Agger skrev senere i et brev til mig:

”Herlufsholm og jeg møder hinanden i efteråret 2003. Jeg har gennem længere tid puslet med ideen om at lave en dokumentar til DR om kostskolen. Den ide tror jeg ikke, at Herlufsholm og du delte i første omgang.”

Og det havde han helt ret i. Med erfaringerne fra DR med Pressenævnets afgørelse in mente, og hvad jeg ellers havde oplevet af skuffende reportager fra journalister, der ”ville fortælle den rigtige historie om Herlufsholm”, var mit første svar et rungende nej, for selv om vi ikke havde noget at skjule, var netop en manglende baggrundsviden og forforståelse grobund for mange misforståelser.
Jeg havde selv erfaret, at uanset at en journalist havde brugt lang tid på at tale med mig, så blev jeg som skolens rektor ofte enten fejlciteret, taget ud af en sammenhæng eller helt udeladt i historien. Og netop mit indlæg ville måske kunne være væsentligt for at forstå, hvor skolen var henne i en bestemt udvikling, eller for at sætte den aktuelle historie i perspektiv.

Da forhandlingerne med Anders Agger trods alt alligevel kom i gang, var et af mine krav derfor, at jeg selv ville være med i udsendelserne for at kunne forklare, skabe forståelse, uddybe eller perspektivere. Anders Agger var desuden til møde i Det Gule Palæ og stod skoleret for den gamle generalmajor, hofmarskal og forstander Søren Haslund-Christensen. Også de involverede børns forældre blev taget i ed og gav deres accept af børnenes deltagelse.

Og jeg må sige, at Anders Agger og DR holdt ord. Jeg tror, jeg blev interviewet og optaget på tv i 15-20 timer i alt. Og vigtigere end det: I de færdige udsendelser lykkedes det at vise den balance mellem det, der udefra ser ekstremt og overraskende ud – det der får det til at gibbe i seeren – og så det helt almindelige. Og Anders Agger var meget fair. Jeg fik lov til at kommentere alle de historier, der blev brugt til at give udsendelserne kant. Og udsendelserne gav også skolen kant – en kant, der mange år efter var med til at ”sælge” skolen og såmænd stadig gør det.

En af historierne i Anders Aggers udsendelser handler om en dreng, der begyndte på Herlufsholm i gymnasiet, efter at han havde været på kostskole i England, fra han var seks-syv år gammel. Han fortæller i udsendelsen om den forfærdelige dag, da hans mor afleverede ham på en engelsk kostskole uden i forvejen at have fortalt ham, at han nu skulle blive der og klare sig selv. Han fortæller, hvordan han lærer at overleve ved tilsyneladende og på overfladen at følge reglerne, men i øvrigt at snyde og bedrage skolens system, som han kom til at opleve som sin fjende nummer et. Og hvordan han overførte de samme dårlige adfærdsmønstre til Herlufsholm, da han startede her på International Baccalaureate-linjen. På Herlufsholm har målet gennem de senere år været at skabe en symbiose mellem lærere og elever, så derfor kom den unge mand gang på gang galt af sted også her. Der gik en rum tid og mange samtaler med sovesalslæreren, præfekten og mig, før han forstod, at vi faktisk mente det, vi sagde: at vi ville ham det godt, og at vi ville skabe ham en god tilværelse, et netværk af venner og en tryg base med sine præfekter og kostinspektør. Og frem for alt en god eksamen. 

Slutningen på historien var, at han blev IB-student, selv om han i virkeligheden kunne være blevet bortvist for sine mange overtrædelser af skolens reglement. Han blev glad for sine nye danske kammerater, glad for Danmark og glad for Herlufsholm. 

I tv-udsendelsen får jeg mulighed for at fortælle baggrunden for drengens historie. Ikke for at undskylde eller bortforklare, men for at skabe en forståelse for, hvad skolen kan og vil og har opnået indtil videre.

Anders Agger, der siden er blevet en kendt dokumentarist, fik stor succes med Herlufsholm-udsendelserne. De blev set af mange hundrede tusinder hver onsdag i de seks uger, hvor de blev sendt. De er blevet genudsendt talrige gange, og efter otte år vendte Anders Agger i 2013 tilbage til skolen og bad om lov til at producere yderligere fem udsendelser. Her opsøgte han nogle af de unge, som havde været med i de første udsendelser, for at se, hvor de nu var i livet – og han genbesøgte Herlufsholm for at se, hvordan vi havde udviklet os siden.

Anders Aggers programmer blev i øvrigt suppleret med 12 selvstændige udsendelser produceret af TV Øst i 2015 og siden vist på alle regionalkanaler. Der er ingen tvivl om, at disse mange udsendelser har været meget værdifulde både for forståelsen og accepten af skolen og for elevtallet, der siden er vokset støt.

Efterfølgende var jeg meget stolt af, at vi tog os mod til – oven på de negative oplevelser med DR – at åbne vores skole for seerne. Vi viste skolens kant frem for omverdenen. Og så glædede jeg mig desuden over, at der også er noget, der ikke kom frem. For der skal være noget tilbage, som er hemmeligt, skjult og mystisk. 

At have et kamerahold på besøg på skolen i et helt skoleår stiller store krav til elever, ikke mindst kostelever, ansatte og forældre. Jeg fandt ud af, hvor vigtigt både forarbejde og planlægning er, når journalister, fotografer og andre er på optagelse på skolen: Hvem skal journalisten tale med? Hvad er emnet? Hvor skal optagelsen foregå? Hvornår på dagen forstyrrer optagelserne den almindelige undervisning mindst? Hvad med fortæring osv.? Ledende kostinspektør Niels Koefoed var min forlængede arm de fleste gange. På forhånd drøftede vi nøje relevansen af besøget, hvad der gerne skulle komme ud af det, og hvordan vi bedst beskyttede de elever, der skulle deltage, og de elever, der bidrog med baggrundsviden.

Denne hang til at planlægge morede en journalist sig lidt over i en artikel i Berlingske fra 24. maj 2015 i forbindelse med vores jubilæum:

”Herlufsholm elsker traditioner. Ikke for-sjov-traditioner som os andre, der godt kan lide trygheden i gentagelser, men alligevel glemmer halvdelen af det, vi gjorde sidste gang. Traditioner som i dogmer, der følges til punkt og prikke, og ve den, der træder ved siden af! På denne lørdag fejrer den gamle kostskole 450-årsjubilæum, og som med alt andet i den lille Herlovianske tidslomme lidt uden for Næstved er arrangementet planlagt til mindste detalje: Hvor pressen skal stå, og hvilke elever (den yngste dreng og pige på skolen) der skal overrække Dronning Margrethe, der naturligvis deltager i fejringen, en buket blomster hvornår. Både journalister og elever har fået en flere sider lang manual over, hvordan festdagen skal forløbe. (…) Alt på Herlufsholm er stramt struktureret i rytmer, som følges fra time til time og fra måned til måned, år efter år.”

Vi, der kender Herlufsholm, smiler overbærende, når vi læser den slags artikler, for vi ved, hvor meget traditionen og planlægningen betyder for trygheden på og kærligheden til vores skolen, og det er måske også forklaringen på noget af den succes, Herlufsholm opnåede.«


Foto: Steen Brogaard

Lægger ikke hus til hvad som helst

»Jeg sagde, især i mine sidste år på skolen, nej til mere end halvdelen af de henvendelser, jeg fik fra medier og lignende. Først og fremmest fordi de ønsker, vi modtog, ikke havde relevans i forhold til at fortælle om skolen. Det kunne f.eks. være et tøjfirma, der ønskede at anvende de gamle bygninger som staffage til en fotomontage for at vise sin kollektion frem. Men frygten for igen at se et ikke-retvisende billede af skolen spillede også ind, når jeg gav afslag.

At afvise er imidlertid en balancegang. Risikoen ved hele tiden at sige nej er nemlig, at man får ry for at være lukket, og medierne ender derfor med at gå uden om en. Dermed mister skolen den gratis omtale, der ligger i en god artikel eller et indslag på tv.

En af de henvendelser, jeg sagde nej til, kom fra et amerikansk tv-selskab, der havde opsporet en historie om en dansk kostskole under anden verdenskrig. Om den er sand eller ej, ved jeg ikke, men plottet skulle være, at rektors datter blev myrdet eller likvideret på grund af hendes tyskervenlige adfærd. Til den historie ville man gerne bruge Herlufsholm som location. Den fortælling må jeg indrømme, at jeg ikke havde meget lyst til at lægge hus til.

Et andet afslag gav jeg til nogle filmfolk, der ønskede at filme Jussi Adler-Olsens krimi Fasandræberne. De ville gerne optage kostskolescenerne på Herlufsholm. Romanen handler om en flok børn fra den absolut rigeste del af samfundet, der er elever på en kostskole. Deres adfærd både på skolen og senere i livet er rystende med mord, voldtægter og meget andet. For disse mennesker er der ingen grænser for, hvad de kan tillade sig. Deres placering i den økonomiske superelite gør, at de ikke mener, at loven gælder for dem.

For læsere af bogen og især læsere, der har lidt kendskab til Næstved og Herlufsholm, er der ingen tvivl om, at Jussi Adler-Olsen bruger Herlufsholm Kostskole som inspiration i sin roman. Det skal siges, at Jussi Adler-Olsen aldrig har besøgt skolen eller lavet research på skolen. Det har han også bekræftet over for mig. Til gengæld har han et godt kendskab til ord og traditioner, og når han i sin fiktion placerer en kostskole i det sydsjællandske tæt ved Susåen og lader eleverne gå i skoleuniformer, så bliver det meget åbenlyst, hvor inspirationen kommer fra.

Jeg husker, at jeg, da jeg læste bogen, blev ærgerlig og bekymret over den måde, den fiktive kostskole blev fremstillet og dermed udstillet på. Vi kunne ikke forsvare os uden at komme til at fremstå som grædekoner. Jeg fandt det rent ud sagt tarveligt at udstille alle mine kostelever ud fra hans opfattelse af, hvordan kostelever er. Derfor var mit afslag til filmfolkene meget kortfattet og bestemt: Det er ikke ”med Herlufsholm som Ophelia”, at filmen skal drejes.

Da jeg senere genlæste bogen blev jeg mindet om, at der jo blandt alle de mange pragtfulde elever på skolen kan optræde nogle, som har et snert af den grusomhed, som Jussi Adler-Olsen beskriver. Men mon ikke det er tilfældet på de fleste gymnasier?«

Krisestyring

»Nogle af mine allerførste erfaringer med pressen fik jeg, dengang jeg pludselig så mig selv på forsiden af et formiddagsblad med en udtalelse om, at blæsten omkring en lidt for festlig elevskitur til Frankrig var en ”fis i en hornlygte”. Hvad den udtalelse medførte, har ligget i mit baghoved siden. I perioder, når der opstod en krise på skolen, var jeg i min iver efter at vise, hvor moderne jeg tænkte i kommunikationsspørgsmål, optaget af ikke at skjule noget som helst. På den måde har jeg åbnet flanker, som overhovedet ikke var nødvendige at åbne. At sige sandheden uden at rutte med den var derfor i min senere rektorkarriere et af mine principper.

Da Anders Aggers første udsendelse skulle rulle hen over tv-skærmene blev jeg alligevel ramt af en frygt for, at gamle, for længst glemte sager igen skulle dukke op. Jeg tog derfor kontakt til en af Danmarks på det tidspunkt mest kendte kommunikationsbureauer, JØP, Ove og Myrthu, som sad klar ved telefonen for at rådgive mig, da den første udsendelse blev sendt. Det blev kun til den ene samtale, idet Erik Ove med det samme meddelte mig, at den var hjemme! At eventuelle huller var dækket på forhånd, og at jeg kun kunne glæde mig over den gratis og gode reklame, skolen fik i Aggers udsendelse.

Samme strategi anvendte jeg, da filmen Fasandræberne skulle have premiere. En kommunikationsrådgiver gelejdede mig igennem en tænkt samtale og gav mig fine råd, som jeg imidlertid ikke fik brug for. Der var én meget venlig reporter, der lavede et enkelt radioindslag om filmen, og det, der interesserede journalisten var, om der på Herlufsholm i min tid havde været nogle episoder, der svarede til dem i filmen, hvilket jeg jo uden videre kunne afvise.

Værre er det, når man bliver fanget i en pressehetz, hvilket skete i forbindelse med den tidligere omtalte skiturssag, der næsten tog form af en shitstorm (hvad man vel faktisk slet ikke kan kalde den form for storm i 1994, hvor Facebook og Twitter slet ikke var opfundet). Her lagde stormen sig først, da min hustru, mine børn og jeg simpelthen flygtede ud af landet på en uges ferie på Malta – så var der nemlig ingen at spørge, og jeg kunne ikke ved en fejltagelse komme til at åbne flere flanker.

Den ubehagelige sag med skituren kom lige efter en anden krise, nemlig da skolens vægter under en af sine natlige ture blev stukket ned. Med de to episoder fik skolen to helt forfærdelige år gennem medievridemaskinen. Først selvfølgelig da episoden fandt sted, og siden i forbindelse med det lange opklaringsarbejde, anholdelsen af en elev og dennes lange varetægtsfængsling. Alt dette blev nøje beskrevet i medierne. Året efter fortsatte historien i medierne, da retssagen mod eleven endelig fandt sted. Retssagen var placeret med en dags pause mellem forhandlingerne og afhøringerne og blev en føljeton i både den lokale og den nationale presse. I den periode var det ikke spændende at åbne dagens aviser.

Men også den historie kom vi igennem og blev med den rustet til fremtidige sager, som  altid uvægerligt vil opstå på en skole som Herlufsholm fra tid til anden. 

Alt i alt havde Herlufsholm i min tid meget glæde af pressens bevågenhed. Den lærte os at åbne skolen og hjalp os med at fortælle den sandfærdige og afbalancerede historie om skolen, så vi kunne fastholde den kant, som Herlufsholm havde og har.

I det store og hele fik Herlufsholm efterhånden en fin behandling af pressen – selv om der set fra min stol også var smuttere indimellem. Men mon ikke det i virkeligheden mest var mig, der så dem?«

Find bogen her

Redaktionen anbefaler: