Læs artiklen

Forfatter får pris for at »bidrage stort til at nedbryde tabuet om døden«

Forfatter får pris for at »bidrage stort til at nedbryde tabuet om døden«

Bogen Min usynlige søn af journalist og forfatter Esben Kjær er netop blevet tildelt Liv&Død Prisen 2016. Bogen handler om Esben Kjærs tab af sin syvårige søn.

I bogen Min usynlige søn – Kunsten at leve med sine døde resten af livet fortæller Esben Kjær om sin erkendelsesrejse gennem sorgen efter at have mistet sønnen Sebastian, der døde af kræft. Samtidig rummer bogen research og interviews med sorgforskere, præster og andre eksperter om, hvad sorg og tab gør ved mennesker.

»Esben Kjær får Liv&Død Prisen, fordi han med sin bog har bidraget stort til at nedbryde tabuet om døden. Med bogen formår han at sætte ord på det forhold, at når en elsket dør, skal vi finde en ny måde at være på i verden. Han kaster lys på, hvor stort et problem det er at være sørgende i vores kultur og kommer med forslag til, hvordan vi skal håndtere sorgen. Samtidig sætter han fokus på sorgen som transformerende kraft og livslang følgesvend – og ikke en periode, der bør overvindes, så man kan 'komme videre i tilværelsen'«, siger Inge Nesgård, formand for Landsforeningen Liv&Død.

Med sin personlige fortælling, solide research og berigende interviews er bogen en gave både for dem, der har mistet, og dem, der kommer til det, altså os alle.

»Med sin personlige fortælling, solide research og berigende interviews er bogen en gave både for dem, der har mistet, og dem, der kommer til det, altså os alle. Vi er derfor stolte over at kunne belønne Esben Kjær med Liv&Død Prisen 2016«, slutter Inge Nesgård. 

Om at modtage prisen siger Esben Kjær: 

»De døde lever videre indeni os - men omverden forsøger systematisk at tie dem ihjel, så de kan dø én gang til. Det er to af bogens centrale budskaber, som giver enorm genklang hos de mange, mange mennesker, der har skrevet til mig efter at have læst bogen. Her i landet kan vi slet ikke finde ud af at håndtere den eneste ting, vi alle har til fælles. Og jeg modtager - glad og stolt - prisen på vegne af alle de efterladte, der har skullet lære at leve med deres døde i et fattigt samfund, der ikke evner at rumme hverken de døde eller de efterladte. Prisen er ikke mindst en anerkendelse til dem og alt det, de må gå igennem.«

Med prisen følger 10.000 kroner.

Læs mere om bogen her:

Tilføj til ønskeliste

Min usynlige søn

Redaktionen anbefaler: