Læs artiklen

Susanne Staun: Derfor skrev jeg om »mediernes møgkællinger«

Susanne Staun: Derfor skrev jeg om »mediernes møgkællinger«

Det påvises i MEDIERNES MØGKÆLLINGER af Susanne Staun hvordan medierne – bevidst som ubevidst – i årevis har misinformeret den offentlighed, de er sat i verden for at informere, og har skabt et falsk billede af piger, kvinder og især mødre, i en grad så det ligner karaktermord på et helt køn.

MEDIERNES MØGKÆLLINGER er muligvis det mindst lystbetonede, jeg nogensinde har frembragt, nok så meget fordi jeg med største lethed kan forudsige reaktionerne. Men det er en bog, jeg har følt mig forpligtet til at skrive, fordi ingen andre gør det, og fordi den er den manglende interface i en stadig mere påtrængende samtale.

Det gik meget pludseligt op for mig, da jeg en dag i januar 2017 igen befandt mig i Radio24syvs alt for varme studie, modvilligt og kun fordi alle andre skyede tjansen. Indslaget handlede om Mandecentrets promovering af fænomenet „voldsramte mænd“. Her oplevede jeg at tale fra en virkelighed, der ikke var kendt af værten, og sige ting, jeg lige pludselig sagtens kunne forstå lød bizarre. Da det gik op for mig, at jeg havde to minutter til at forklare det, der havde taget mig to-tre år at komme til at forstå, gik det samtidig også op for mig, at der ingen vej var uden om den bog.

Jeg følte mig som særlingen, der i 30’ernes Tyskland sad ret op og ned og påstod, at jøder faktisk ikke var rotter.

Selv var jeg lige så uvidende som den måbende studievært og resten af offentligheden, da jeg i 2014 ved et rent tilfælde faldt ned i kaninhullet, som jeg kalder de hemmelige netværk, hvor voldsramte kvinder, de opløste parbruds krigsvrag, gemmer sig. Det kaninhul, Alice faldt ned i, var eventyrligt. Men nede i mit var der makabert og fuldt af frygt.

Hvorfor havde jeg intet kendskab til det? Hvorfor har ingen, medmindre de selv falder i hullet – kendskab til det her? Svaret er ganske enkelt: Fordi medierne skaber en anden virkelighed, hvor disse mennesker og deres problemer slet ikke findes. I årevis har medierne konsekvent misinformeret den offentlighed, de er sat i verden for at informere. Som paven formulerede det, er massemediernes omgang med nyheder som terrorisme baseret på sladder og løgn. „Det at sprede rygter,“ udtalte paven, „er et eksempel på terrorisme.“.

I MEDIERNES MØGKÆLLINGER nærmer terrorismen sig karaktermord på et helt køn, eftersom medierne i tæt samarbejde med interesseorganisationer efterviseligt har haft held til at forme den offentlige bevidsthed ved konsekvent misinformation: Mødre er onde kvinder, der fremsætter falske anklager og bruger tarvelige tricks med det formål at monopolisere deres børn og efterlader en hale af grædende fædre i deres kølvand.

Men hverken statistikker eller aktuelt bedste viden fra nationale og internationale forskere kan levere dokumentation for den virkelighed, medierne præsenterer. Af Mediernes Møgkællinger vil det fremgå, hvordan medievirkeligheden bliver til med alle propagandaens virkemidler; hvordan brugen af PR fra interesseorganisationer opløser public service-forpligtelserne hos de store sendeflader – DR, TV2 og Radio24syv, dem med flest penge og mest magt målt i brugertal – og dem med det største ansvar. Og vi ser, at politikerne – Manu Sareen, Karen Ellemann, Zenia Stampe mv. – får deres viden fra mediernes ofte fejlagtige oplysninger og lovgiver på denne baggrund.

Mens den besindige ville famle efter ord som inkompetence, dovenskab og vennetjenester, kunne den paranoide få den tanke, at medierne har en ubevidst kontrakt med Statens politiske visioner. Under alle omstændigheder kan man observere, at det, Staten ikke ønsker belyst, ikke bliver belyst. Ved „Staten“ forstås her ikke siddende regeringer, men summen af langsigtede mål for, hvordan landet skal ligge, som er nedfældet i love, og som de til enhver tid siddende politikere helst skal rette ind efter.

Her gælder det Forældreansvarsloven, som er en normdannende lov, der skal „sende et signal“. Signaler er ikke kun adfærdsregulerende, men påvirker også vores måde at tænke og føle på. Når signaler, der administreres af et meget stort statsapparat, smelter sammen med tidsånden, forvandles de til besnærende påbud, der i denne historie resulterer i sammenfaldende interesser mellem interessenter, medier og Staten. Ageres og rapporteres der, som tilfældet er her, til overflod i modstrid med al tilgængelig evidens, forvandles den fjerde statsmagt fra demokratiets vogter til førsteassistent for en stat, der får stadig flere træk til fælles med et regime.

Hvis ikke jeg var faldet ned i kaninhullet, havde jeg ikke set alt det. Jeg ville heller aldrig have oplevet at se min ytringsfrihed forsøgt indskrænket gennem injuriesøgsmål, trusler og politianmeldelser om politisk had, stalking og chikane. Ej heller ville jeg på klos hold have kunnet opleve offentlighedsloven barrikadere for indsigt i Statens hjerne og hjerte.

Sluttelig var det nok heller ikke gået op for mig, at vi er midt i en veritabel kønskrig, der sært nok giver mening for den, der leder efter forklaringer.

Find bogen her:

Redaktionen anbefaler: