Lotus Turèll: Jeg skammede mig over ikke at have det godt

Lotus Turèll: Jeg skammede mig over ikke at have det godt

Lotus Turèll er vokset op i en kendt, dygtig og kærlig familie. Og selv om mange vidste, at hendes far, Dan, godt kunne lide en øl, var der ingen, der helt så alvoren i, at der i familien var en lille pige, som blev slæbt med på værtshus og hentet fra vuggestue i taxa. Vi har bedt hende med egne ord fortælle, hvorfor hun har skrevet HEMMELIGHEDER FOR PIGE – en fortælling om barnets perspektiv. Læs forklaringen her. 

Tekst: Lotus Turèll // Foto: Frida Gregersen

Hvorfor nu en bog?

Jeg tænker, at man med rette kan spørge sig selv om det ovenstående. Hvorfor nu en bog? For jeg har jo allerede fortalt min historie om at være barn i en familie med en skjult alkoholproblematik, som har trukket lange spor op til mit ungdomsliv og voksenliv.

Lad mig begynde mit svar et andet sted i en anden tid.

Da jeg var helt ung og aldeles i vildrede om min opvækst og hvem jeg selv egentlig var, gik jeg på biblioteket for at lede efter en bog om en som mig. En, jeg kunne spejle mig i og hente støtte gennem.

Jeg fandt den ikke, og jeg turde heller ikke at spørge om hjælp til at finde den – af frygt for at blive afsløret som en, der ikke havde det godt. For det skammede jeg mig pokkers meget over ikke at have. Jeg tror ikke, at der var én eneste der vidste hvor svært jeg havde det dengang. For jeg holdt det for mig selv og var vist også temmelig svær at aflæse. Af samme grund følte jeg mig meget ensom og uden udveje mod at få det bedre.

Fordi jeg ikke fandt en bog, kom jeg til at tro, at der ikke fandtes andre som mig; unge fra familier med både ressourcer, gedigne værdier og tilmed kærlighed, som havde det svært. Det måtte være mig, den var gal med, og det føltes naturligvis forfærdeligt. Jeg gik med mine hemmeligheder mange år endnu, indtil tilfældet ville, at jeg fik mulighed for at række ud efter hjælp.

Min bog, Hemmeligheder for Pige er først og fremmest skrevet til dem, der selv har eller har haft alkoholproblematikker inde på livet. Men også til alle dem, der gerne vil have en større forståelse af, hvad det er alkohol kan forvolde af ubehag og skader i en familie og for den enkelte.

I omegnen af 800.000 danskere er berørt af alkoholproblematikker, og friske statistikker viser at vores unge-generationer drikker dobbelt så meget som EU-gennemsnittet. Jeg tænker, at der er al mulig god grund til at ændre på eksisterende normer for den danske alkoholkultur.

Det vil jeg gerne bidrage til, og selv om jeg hverken er misbrugsbehandler eller faglig ekspert på området, så ved jeg nu efter utallige foredrag og dialogmøder, at jeg kommunikerer om det svære emne på en måde der skaber grobund for at mødes i samtale – fremfor at vende hovedet bort i forfærdelse eller akavet ubehag.    

Jeg har delt bogen op i tre dele: En biografisk del, en tilbageskuende og en erfaringsguide, der fortæller om min vej tilbage til et liv i balance og trivsel.

Guiden er ikke ment som en opskrift, men den kan forhåbentlig tjene som inspiration til at finde en vej gennem mørket – ud i lyset.

Jeg håber, at bogen vil give en øget indsigt i både hvordan alkoholproblematikker og hemmeligholdelse af dem skader trivsel og i hvordan man kan komme på fode igen efter en udfordrende opvækst.

/Lotus

Find bogen her

Redaktionen anbefaler: