Illustration: Mo Maja Moesgaard

Lone Aburas: Jeg håber, min bog bliver en knytnæve

Lone Aburas: Jeg håber, min bog bliver en knytnæve

Lone Aburas er aktuel med Det er et jeg der taler (Regnskabets time), som hun kalder en nødvendig bog, hun ville ønske, hun ikke behøvede at skrive. 

Anmelderne siger om Lone Aburas’ Det er et jeg der taler (Regnskabets time), at den er en »rasende og rasende læseværdig enetale«, og »det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen«. Selv siger hun, at hun håber, at den kan blive et modsprog til et magtsprog og til den hårde tone i debatten – og en knytnæve i samme forbindelse. 

Mærk selv slagkraften i uddraget her fra bogen, der også er en stakåndet, politisk og poetisk protesttale, som nyfortolker genren agitprop*.

»Så lad mig starte forfra og forklare, hvorfor huden ikke er en accessory, lad os bare sige en hættetrøje, man kan tage af og på. At det tager et helt liv at lære ikke at skamme sig over, at her kommer jeg med min far, der skal aflevere mig i børnehave, og pædagogerne åbenlyst gør nar af hans udtale, fordi han ikke siger mit navn korrekt, fordi mine forældre har givet mig det mest danske navn, de kunne komme i tanke om, så jeg altid vil kunne få et arbejde og ikke behøver lade, som om jeg hedder noget andet, som fx Ibrahim og Abubakar blev nødt til inde på Politiken hvor de kaldte sig Simon og Andreas, når de ringede til folk midt i aftensmaden for at prøve at sælge dem et abonnement. Til gengæld har min far taget alt det arbejde, ingen andre gad at røre ved, gik jeg og sagde som et åndssvagt mantra, som var det en slags aflad for det at være muslim og brun og tale med accent og ikke hver gang, der skete et terrorangreb her eller ude i verden, stille sig op og tage afstand. Det er også derfor, jeg nægter at acceptere dem, der bliver ved med at påstå, at der ikke findes racisme i Danmark, når jeg nu siger, at racisme ikke kun er at blive forfulgt af nogle grønjakker på vej hjem fra stationen med sine forældre, efter at have været til fest i sudanesisk venskabsforening og som tiårig prøve at håndtere, at ens mor er en fucking landsforræder, at M er en perkerelsker, eller da min venindes mor dengang vi lige var begyndt i skole, siger til min mor, at det er da fint nok, at mig og AK er veninder nu, men de ved begge to godt (altså min mor og hende), at vores venskab, så snart vi løber ind i teenageårene, vil glide ud. Forstået på den måde, at så vil jeg nok gå med tørklæde, og alt, hvad der kobles til en frisindet og dermed dansk ungdom, er harram for sådan en som mig, og at AK i vores øjne sandsynligvis vil være en danskerluder, at det faktisk også er pisseracialt, når folk prøver at være flinke og i misforstået solidaritet vil have lov at forklare, hvor kedeligt for ikke at sige hårdt det faktisk er at komme fra Vamdrup, at det er nederen altid at være så leverpostejs og fra Jylland, og at jeg trods alt må kunne se nogle fordele, på samme måde som forfatteren Johannes Anyuru må kunne se, hvor autobiografisk privilegeret han er, fordi hans far er flygtning fra Uganda, og han derfor har noget virkelig spændende at skrive om. Som når folk tror de er subversive og mod-strømmen-agtige og vil have lov til at sige neger og negerkys eller se den lille negerdreng, der står på hovedet af en elefant i noget wienerbronze, som jeg så for nylig i Antikduellen, for vi skal endelig ikke have svenske tilstande.«

*) Agitprop: Agitation + propaganda

Køb Lone Aburas' bøger her

Tilføj til ønskeliste

Det er et jeg der taler

Tilføj til ønskeliste

Det kommer til at ske

Tilføj til ønskeliste

Politisk roman

Tilføj til ønskeliste

Føtexsøen

Tilføj til ønskeliste

Den svære toer

Redaktionen anbefaler: